Under the Sky of Damascus

Instruktørerne Talal Derki og Heba Khaled tegner i Under the Sky of Damascus et skræmmende billede af kvindeundertrykkelse. 

Dokumentaren, der næste måned får dansk premiere på Cph:Dox, er produceret af danske Real Lava, som er stiftet af den markante producer Sigrid Dyekjær. 

Instruktørerne har tidligere skildret den fatale borgerkrig i deres hjemland i Return to Homs og den foruroligende Fædre og sønner, der viser, hvordan religiøs ekstremisme går i arv fra far til søn. Tilsammen udgør de tre film en art åndelig trilogi om krigens årsager, retfærdiggørelse og efterspil. 

Under the Sky of Damascus følger forberedelserne til det første syriske skuespil skrevet og instrueret af kvinder. Skuespillet er inspireret af syriske kvinders historier om overgreb og social kontrol i et mandsdomineret og nidkært kontrollerende samfund. 

Filmens instruktører er forment adgang til deres hjemland, så forberedelserne til stykket i Damaskus er optaget af et lokalt filmhold. På lydsiden reflekterer Heba Khaled over det udbombede samfund, hun er formet af, og som hun ønsker, hun kunne være med til at genopbygge. 

Vi ser tidligt kvinderne istandsætte et forladt hus, som er fyldt med murbrokker og skudhuller efter den udmarvende borgerkrig. 

Solidariteten imellem kvinderne i filmens første halvdel er rørende. Som når de indretter stedet med tæpper og stole og giver plads til hinanden i brainstorming-møder. 

Samtidig interviewer de andre kvinder i byen om deres traumatiserende oplevelser. Det er chokerende, så mange overgrebshistorier, de finder på en enkelt syfabrik. 

En kvinde fortæller, at hendes mand tager ringe på, så hans knytnæve river flænger i huden. En anden har en afstumpet mand, der har giftet sig med to andre kvinder og tramper på hendes døtre iført militærstøvler som en form for afstraffelse. 

Disse beretninger om vold og både fysisk og psykisk tortur er uafrystelige. 

Teaterstykket skal give kvinderne mulighed for at italesætte og bearbejde deres oplevelser. Men i det syriske samfund risikerer de alvorlige repressalier fra et forgrenet netværk af mandlige formyndere – fra brødre og fædre til tilfældige mænd på gaden. 

Kvinderne bliver tilsidesat i familien og begloet på gaden. I en sigende optagelse ser vi ligefrem en mand med fuldt overlæg bakke ind i en af kvinderne med sin bil på gaden. 

Skuespilleren Sabah Al Salem optræder undervejs som en påmindelse om, hvad der er på spil. Hun blev frosset ude af filmbranchen efter at være blevet udsat for sexchikane, og måtte tilbringe det meste af borgerkrigen i fængsel. 

Flere af kvinderne springer da også undervejs fra teaterprojektet. Og Under the Sky of Damascus tager en afgørende drejning, da en af hovedskuespillerne efterlader en telefonsvarerbesked, hvor hun helt uventet beklager, at hun er nødt til at trække sig. 

”Min kæreste tvang mig til at vælge mellem ham og skuespillet,” siger hun. 

Hendes medforfattere, der er mangeårige venner, kan ikke forstå det. Det kan instruktørerne heller ikke, så de flyver kvinderne til Libanon, hvor de kan tale frit. 

Forklaringen er et twist, som ikke skal afsløres her, men det tvinger publikum til at se filmens først halvdel i et helt nyt lys. 

Teaterstykket er tænkt som en platform, der kan give andre kvinder modet til at stå frem og dele deres historie. Men idealismen har svære kår i et samfund, hvor kvindeundertrykkelse i forskellige grader er normen snarere end undtagelsen. 

Den knusende sidste akt af dokumentaren, hvor vi vender tilbage til Damaskus kort før stykkets premiere, viser, hvor svært det er at vriste sig fri af patriarkatets selvforståelse. 

Filmen giver tidligt et praj, da kvinderne udvikler idéer til stykket, og en af dem kritiserer en andens forslag med et argument, der bør få alle alarmer i gang. 

”Hvis hun allerede er taget med ham hjem, er det jo indforstået, at hun vil i seng med ham.”