The Unbearable Weight of Massive Talent

Da traileren til den nye Nicolas Cage-film om Nicolas Cage med Nicolas Cage i hovedrollen kom ud, var det en glædens dag for verdens lille, men trofaste skare af Nicolas Cage-fans.

Med glæden kom også frygt.

For ud fra traileren kunne det meget vel blive den film, vi har drømt om. En hel film dedikeret til at vise, hvad der gør Cage til en af Hollywoods mest innovative skuespiller. Det, mange betragter som pinligt overspil, er et bevidst brud på realismedogmet for filmskuespil.

Men det kunne lige så nemt blive en plat komediefilm, der snylter på Cages meme-status ved at gøre grin med hans flop, hang til kosmiske impulskøb og sære privatliv.

Mirakuløst er The Unbearable Weight of Massive Talent begge dele på en gang.

Filmen følger Nicolas Cage, en fiktiv version af den midaldrende skuespiller, der ikke er lige så populær blandt Hollywoods castingchefer, som han var i 1990’erne.

Oveni skylder han flere hundrede tusind dollars væk, og datteren og ekskonen er frustrerede over hans druk og mentale fravær.

Ironisk nok synes hans familieliv i filmen underligt almindeligt sammenlignet med virkeligheden, hvor Cage nu skal have barn med sin femte kone og har opkaldt sin sidste søn efter Superman!

Filmen kompenserer med en handling, der trods alt er noget vildere end selv skuespillerens virkelige hverdag.

Fiktive Cage takker desperat ja til betaling for i Spanien at underholde sin største fan, rigmanden Javi (Pedro Pascal). Men Javi viser sig at være kartelboss, og snart bliver Cage sat til at udspionere ham for CIA.

Den absurde situation er skræddersyet til, at Cage kan demonstrere så mange spillestile som muligt og referere til nogle af sine mest elskede roller i de sidste 40 år.

I kampscenerne titter den frustrerede helt Goodspeed fra The Rock frem. Da lsd kommer ind i billedet, er der glimt af ekspressionistiske roller som syrehævneren fra Mandy og vanvidsvampyren fra Vampires Kiss.

I filmens underligste scener taler Cage endda med sit fortids-jeg ”Nickie” – en evigt råbende og karatesparkende blanding af Sailor fra Vilde hjerter og hans mest outrerede rolle nogensinde: Eddie fra Deadfall.

Selv i mere hverdagslige scener får Cage uforfængeligt det absurde frem i sin egen adfærd. Som da skuespilleren insisterende tvinger en instruktør til at høre hans gakkede bud på en rolle eller manisk formidler tyske stumfilm til datteren.

Pedro Pascal spiller med på Cages ekstreme niveau og gør Javi til en forstyrret, men bedårende lille gangster. Venskabet mellem de to mænd er så rørende, at det ellers uinspirerede plot undgår at blive kedeligt.

Nicolas Cage har brugt de sidste femten år på at løfte halvdårlige b-film op til et seværdigt niveau, og også i The Unbearable Weight of Massive Talent er fokus konstant på ham.

Resultatet er en virkelig sjov og spøjst medrivende hyldest til maestroen, der får lov at bære filmen næsten alene.

”En film drevet af skuespillet,” som han foreslår, da han og Javi finder på idéer til en film om deres venskab.

Mange vil regne filmen som en del af det comeback eller ”Cage-essance”, som flere medier benævner det. Men det er en misforståelse, at han nogensinde var dårlig.

Selv i ringe film stråler han, og den nylige interesse handler mere om, at vi igen er ved at få øjnene op for hans enestående talent. Som han selvironisk minder sig selv om flere gange i filmen: ”Jeg er tilbage – ikke at jeg nogensinde var væk.”

For nylig var der premiere på Pig, hvor han overrasker med underspil og endnu engang beviser, at han kan få en hel biograf til at græde med et enkelt blik.

I The Unbearable Weight of Massive Talent kan vi nyde, hvor hylende morsom han kan være, når han giver fuld gas.