Ulvehunden

Der er film, som har brug et højt tempo og spænding. Og så er der film som Ulvehunden, der kan holde publikums interesse fanget alene gennem sine figurer og sit visuelle udtryk.

Den titulære ulvehund Hvidtand vokser op med sin mor i de store, nordamerikanske skove omkring Klondike. Og for en tid er alt ren Bambi-idyl.

Selv mødet med mennesket forløber forholdsvis gnidningsfrit. Først med den milde skovbetjent Weedon Scott og senere med en indfødt indianerstamme, hvis godmodige høvding træner ham til at blive en dygtig slædehund.

Det er først i handelsposten Fort Yukon, at Hvidtand møder sin egentlige modstander. Det er den snedigt kværulerende Beauty, der vil gøre alt for at få stærke og loyale Hvidtand til at kæmpe for sig i Yukons hundekampsarena.

Men Hvidtand er et vildt dyr og drømmer sig tilbage til sin barndoms endeløse granskove.

Animationsstilen er malerisk smuk. Der er billeder, som kunne klippes ud af filmen og sættes på tryk. Figurerne er animerede, så det tager sig ud, som om de er malet med penselstrøg. Det er en stil, der passer godt til filmens rolige tempo og forholdsvis udramatiske historie.

Den særprægede animationsstil giver et specielt udtryk, der er meget anderledes end det, man kender fra Disney og Pixar.

Dét er der måske nogle, der lige skal vænne sig til. Også til at dyrene ikke taler, men kommunikerer igennem bjæf og dyrenes naturlige kropssprog.

Det er en svær kunst at fortælle en historie, man som publikum kan forholde sig til gennem øjnene på Hvidtand, der ikke taler. Men det lykkes instruktør Alexandre Espigares at udføre kunsten til ug. Gennem livagtig animation og effektiv brug af hundelyde beskrives dyrenes inderste væsen, og Hvidtand markerer sig lige fra starten som en sympatisk hovedfigur, det er svært ikke at holde af.

Og så skader det heller ikke, at designet af Hvidtand som en livlig hvalp kan leve op til de mest nuttede Disney-figurer.

Alexandre Espigares vandt i 2014 en Oscar for bedste animerede kortfilm med Hr. Hublot, og Ulvehunden er den spansk-luxembourgske animators første forsøg på en lang film.

Ulvehunden er baseret på den engelske forfatter Jack Londons romanklassiker fra 1906.

Fortællingen er forsøgt filmatiseret flere gange. Senest i 1991 med Randal Kleisers Disney-producerede Ulvehunden. Men hvor den film tog sig store friheder og gjorde et menneske til hovedperson, holder Alexandre Espigares sig mere nært til bogforlægget og afviger kun for at gøre materialet mere børnevenligt.

Den type fortælling kender vi fra Spirit – Hingsten fra Cimarron, War Horse og Den sorte hingst fra 1979.

En dyreunge bliver født ind i en verden kontrolleret af mennesker og deres grådighed. Livet igennem må det vilde dyr med nød og næppe navigere i menneskets verden for at overleve, og gennem dyrets øjne afspejles menneskeskæbner på hver sin side af sociale skel.

I Ulvehunden giver det anspændte forhold mellem menneske og natur sig især til udtryk i animationen, hvor grådigheden altid ligger og ulmer lige under overfladen.

Som i Fort Yukon, der gennem mesterligt brug af belysning, krybende skygger og skumle figurmodeller kommer til at fremstå som et fjendtligt og utrygt sted, hvor faren venter bag hvert et gadehjørne.

Heri gives der også plads til en – dog meget overfladisk – social kritik af europæernes behandling af den indfødte befolkning. Men det er i det hele taget en film uden den store modstand, hvor problemer løses forholdsvis udramatisk. Selv filmens skurk, Beauty, formår trods sin sleskhed aldrig rigtig at virke farlig.

Heller ikke dialogen er altid på højde med animationen. Og særligt en scene, hvor en kvinde forsøger at lære Hvidtand det forkerte i at spise familiens høns, bliver for pædagogisk moraliserende og utilsigtet fjollet, hvis bare man kender lidt til hundeopdragelse.

Men tager man i biografen for at få en sanselig og smuk oplevelse – og frem for alt opleve en animationsfilm, som vi sjældent ser herhjemme – er Ulvehunden et rigtig godt bud for både børn og voksne.