Ultras

Dokumentarist Ragnhild Ekner skildrer miljøer, hun kender, men samtidig forsøger hun at agere fluen på væggen.

Kameraet holder sig på afstand, indstillingerne er lange og klippene sparsomme. Gennembruddet Trafikljusen blir blå imorgon fra 2018 er en nænsom skildring af det stockholmske graffitimiljø og dets efterdønninger. Et personligt billedessay, hvor normaliteten krakelerer, og randområderne bliver til selve midten. 

Ultras har samme tilgang. Her følger kameraet i hælene på en samfundsgruppe, som i de senere år er blevet lagt globalt for had af bedsteborgerskabet. Ultras er en kærlighedserklæring til dem, der føler, de er på vej mod kirken, når klokken er kvart i bold.

Dokumentaren er ansigtsløs, for det er fællesskabet og ikke den enkelte fodboldfan, der interesserer Ragnhild Ekner. Fodbold er ikke kun et frikvarter – det er en maske, vi tager på sammen med trøjen, uanset om den er fra en klub i Sverige, Marokko, Argentina, Indonesien eller Storbritannien. 

Ultras kommer vidt omkring for at finde den rå energi, som kan skabe sammenhold, kreativitet og måske en bedre verden.

Ragnhild Ekner fortæller selv. Det essayistiske greb er tydeligt, men også over the top. Mens kameraet holder sig på afstand, er ordene så ladede, at det er svært ikke at rynke på næsen undervejs. Ultras udvikler sig til en hyldest frem for at fungere som en undersøgelse. 

For en fodboldfan til husbehov som overtegnede er dokumentaren ofte charmerende. Besøget hos den legendariske, italienske klub SSC Bari er rendyrket fodboldfanatisme. Instruktøren krydsklipper mellem klubbens storhedstid for årtier siden og slumrende nutidsbilleder, hvor den lever et liv i serie B eller C. Omvendt er der gadefest efter hver eneste kamp hos Raja Club Athletic i Casablanca. 

Besøg som disse får Ultras til at sjålålå’e derudaf. Men så melder Ragnhild Ekner sig igen på banen med hårde tacklinger og løse konklusioner om fodbold som prisme for samfundets uligheder. Det skæmmer oplevelsen. Fluen forsøger at være poetisk, men tør ikke sætte sig på lorten.

Hver gang kameraet flyver bare en anelse tæt på og beskriver, hvor beslægtet vold og galskab er med passion og kærlighed, mærkes berøringsangsten. Bedsteborgerne har jo ret i, at visse fodboldfans har svært ved at holde sig inden for samfundets udstukne linjer. Hvorfor tør Ultras ikke undersøge, om der kan bygges boldbro?

Dokumentaren bliver et langt, glitrende postkort fra hele verden, hvor dedikerede fans kommer til orde. Frem for to halvlege, der ser forskelligt på kampene på og uden for banen, driver fortællingen af sted. Skiftevis med ført stemme fra Ragnhild Ekner og fansenes egne beretninger. Men det rituelle, ja, nærmest ceremonielle, der hver uge ligger i at forberede sig til gutternes færd på grønsværen, finkæmmes ikke.

”Os mod dem”-attituden er filmens stortromme. Den fanejede Clapton CFC fra de laveste engelske rækker skildres som en solid fuckfinger til systemet. Ikke uinteressant, men det efterlader en del nuancer på parkeringspladsen, fordi fanbussen for længst er kørt. Først til slut viser dokumentaren hooliganisme som en egentlig udløber af ultra-kulturen.

Alligevel er Ultras værd at bruge tid på.

I glimt formår den at krænge fankulturens sjæl ud, som når kameraet står bomstille i flere minutter og kun fokuserer på en indonesisk fanfraktion, der synger til spillerne, mens de varmer op. Her bliver samhørigheden mellem eksistenser, der ellers ikke har meget tilfælles, til et menneskehav, som skvulper livgivende.

I vores TikTok-verden tager Ultras sig befriende god tid, og den skal ses både af dem, der elsker fodbold, og dem, som elsker at hade fansektionernes randområder. For det er stadig muligt at finde frihed i fællesskabet.