Ukrudt

Kasper Juhl er Danmarks flittigste og mest gennemført uafhængige independent-instruktør. På egen hånd, uden støtte fra Filminstituttet, har han på ti år formået at producere og instruere ti spillefilm, hvilket i dansk mainstream er en bedrift uden sidestykke.

Et par af hans tidligste film er derefter, nemlig primitive improvisationer med amatørskuespillere og grimme, håndholdte videobilleder, der dog passer godt til Juhls præference for sadistisk, udpenslet body horror.

Men i takt med erfaringen er kvalitetskurven gået stejlt opad, og Ukrudt fremstår som en professionel produktion, der i andre hænder ville have kostet mindst ti millioner kroner.

I virkeligheden er den indspillet som fritidsbeskæftigelse under corona-nedlukningen i 2020 med sjældent mere end tre mennesker bag kameraet!

Eksempelvis er Anders Norddal Jendresen krediteret både som fotograf, lydmand og komponist. Ingen ringe bedrift, for musikken gør, hvad den skal, lyden er klar og ren med forståelig dialog, og visuelt er filmen intet mindre end smuk.

Billedsiden og de varme farver er i høj grad medvirkende til, at filmen føles indbydende trods en iskold, mørk og ubehagelig historie om en ung kvinde (Mie Gren), som er martret af minder om en hadsk og voldelig adoptivmor (Julie R. Ølgaard).

I flashbacks overtaler hun tre mænd – spillet af Paw Terndrup, Rudi Køhnke og Kalle Perlmutter – til at hjælpe med en grusom hævn på sin englegode stedsøster (Josefine Lindegaard). Hun har tilsyneladende ikke gjort andet galt end at være morens favorit. Planen sættes i værk under en idyllisk skovtur.

Undervejs i filmen udfoldes lalleglade new age-tanker om reinkarnation og levende træer. Alligevel føles det som et WTF-kvantespring, da hovedpersonen efter endt udåd pludselig forvandles til en engel komplet med vinger!

Historien er skrevet af Kasper Juhl og hovedrolleindehaveren Mie Gren. Pressematerialet praler med, at manuskriptet kun var på 30 sider, så dialogen er antageligt improviseret.

Det forklarer måske, hvorfor de to søstres baggrundshistorie blot antydes, så man selv må udfylde tomrummene. Et gennemarbejdet 100-siders manus havde næppe skadet, og netop under corona-nedlukningen burde der have været tid til det.

Heldigvis har Kasper Juhl gennem ti års hårdt arbejde lært at lave billeder og instruere skuespillere, så man konstant fascineres. Filmen føles det meste af vejen mere helstøbt, end den egentlig er.

Handlingsforløbet afvikles med hyppige spring frem og tilbage i tid. Særligt stærk står den opsplittede fremstilling af et selvmordsdesperat videobrev.

Mie Gren gør bogstaveligt vold på sig selv for at fremtvinge en intens og dobbeltbundet præstation, der i en retfærdig verden ville have udløst en Robert- eller Bodil-nominering for bedste skuespil.

Resten af det lille skuespillerhold følger godt med. Inklusive Josefine Lindegaard, som man indledningsvis kunne være fristet til at klassificere som another pretty face. Hun injicerer dog sin rolle med overraskende facetter og følelsesladet autenticitet.

Også de tre mandlige aktører fungerer stærkt i deres roller med væsensforskellige grader og typer af machoadfærd. Men de kan ikke undgå at stå i skyggen af plottets centrale søsterdrama.

Kender man bare en smule til Kasper Juhls filmografi, vil et oplagt spørgsmål være: Er der igen tale om torture porn?

Både ja og nej.

Vi kommer ikke udenom, at et offer fanges af psykotiske bødler og udsættes for blodig tortur. I forhold til Juhls tidligere film er dette element dog tonet ned til næsten ingenting og burde ikke afholde et arthouse-publikum fra at se filmen til ende.