Twin Peaks: The Return – afsnit 1-4

Det er mere end ti år siden, at David Lynch sidst lavede en film: Inland Empire fra 2006.

Tidligere i år erklærede Lynch, at han betragter sig selv som pensioneret filminstruktør. Markedet har ændret sig så meget, at der ikke længere kan sælges billetter til hans film, mener han.

Måske er arthouse-publikummet rykket hjem foran skærmen. I hvert fald har den amerikanske tv-kanal Showtime produceret den atten afsnit lange mammut-opdatering af Lynch’ tv-klassiker Twin Peaks.

Hypen og nostalgien op til premieren har været enorm.

Mark Frost og David Lynch’ oprindelige Twin Peaks kørte i 1990-91. Et unikt fænomen, som byggede bro mellem popkultur-hipstere, arthousefans og det brede tv-publikum. En serie, som definerede sin tid.

Skal man have set den oprindelige Twin Peaks for at kunne følge med i den nye serie?

Næh, egentlig ikke.

Hvis man har set det formidabelt uhyggelige afsluttende afsnit af 1990’er-serien – et af de seks afsnit, som Lynch selv instruerede – er man nogenlunde klædt på. Og har man desuden set Lynch’ prequel-film, Fire Walk With Me fra 1992, har man en idé om, hvor den nye Twin Peaks vil hen.

Den starter mindre soapet og langt mere excentrisk end forgængeren. Man har fornemmelsen af, at Lynch har fået lov til at gøre stort set, som han har haft lyst til.

Handlingstrådene er mange, forklaringerne få.

FBI-agent Dale Cooper (Kyle MacLachlan) sidder stadig i The Black Lodge, hvor vi forlod ham i 1991. Her er også Laura Palmer (Sheryl Lee) og Den Enarmede Mand.

Uden for det ekstradimensionelle sted har han en dobbeltgænger, kaldet Mr. C. En forbrydertype, der ligner et mix af Cooper og Killer Bob. Langt sort hår, sort læderjakke, kulsorte øjne. En henkastet replik antyder, at han måske er en alien?

Kyle MacLachlan spiller desuden en kikset og overvægtig familiefar, der hedder Dougie Jones. Forbindelsen mellem de tre karakterer er noget af det mest fascinerende i de første afsnit.

I New York holder en ung mand øje med en mærkelig glaskasse. En portal til en anden dimension?

I en seng på et hotelværelse finder politiet et afhugget hoved og en krop. Det er ikke den samme person. En skoleinspektør anholdes for mordet. Han påstår, at han aldrig har været i lejligheden, men har drømt, at han har været dér.

Byen Twin Peaks ligner sig selv. The Log Lady ringer til vicesherif Hawk: Hendes kævle har nyt om Dale Cooper. Lucy og Andy bumler rundt. På byens bar spilles der melankolsk skyggepop. Alt er ved det gamle. Bortset måske fra Angelo Badalamentis temamusik, som i den nye serie bruges noget mere sparsomt.

Den nye udgave af Twin Peaks starter fragmenteret og episodisk. Lynch-kendere vil finde et hav af referencer, som Andreas Halskovs analyse af de første to afsnit går i dybden med.

Seriens fans venter selvfølgelig på, hvordan karaktererne ser ud i dag. Den er gået 25 år – både for karaktererne og publikum. Var det Jean-Luc Godard, der sagde, at film viser døden i arbejde?

Kyle MacLachlan holder sig forbløffende ungdommelig. David Lynch som den tunghøre FBI-agent Gordon Cole ligner sig selv. Miguel Ferrer (agent Albert Rosenfield) ser sygdomsmærket ud og døde, før serien havde premiere.

James Marshall (bikeren James Hurley) er forvandlet fra trutmundet James Dean-light til noget mere magert og karakterfuldt, mens Dana Ashbrook (Bobby Briggs) er blevet gråhåret og præsenteres både morsomt og gribende.

Sheryl Lee er stadig smuk som Laura Palmer, med vanviddet lurende lige under overfladen. Sherilyn Fenn som sexede Audrey Horne er endnu ikke dukket op. Hende er der mange, som venter på med spænding, tror jeg.

Twin Peaks 25 år senere kommer vildt og excentrisk fra start.

Den er næsten mere ren David Lynch, end man havde turdet håbe. Den er ikke nem at binge-watche, det er den simpelthen for mærkelig til. Men hvert af de første fire afsnit er et skarpt skud avantgarde-tv, der er fuldt på højde med Lynch’ bedste arbejde.