Truth

I 2004 kommer producer Mary Mapes (Cate Blanchett) og nyhedsvært Dan Rather (Robert Redford) på sporet af det helt store scoop.

De arbejder for 60 Minutes, tv-journalistikkens ulastelige skonnert, der troværdigt og kritisk fører folk gennem den kaotiske nyhedsstrøm. De har ikke en jingle, men et ur som tikker i starten. Så seriøst er programmet.

Mapes er en dygtig journalist, der står bag afsløringerne af tortur i Abu Ghraib-fængslet i Irak. Og da hun får fingrene i en belastende historie om selveste USA’s præsident, ligner det endnu et journalistisk hit.

Med to måneder til præsidentvalget mellem George W. Bush og John Kerry får Mapes nys om, at den siddende præsident har misbrugt sin rige families gode kontakter til at undgå Vietnamkrigen. I stedet er han blevet pilot i Texas Air National Guard – uden at have kvalifikationerne.

Det er naturligvis en vaskeægte nyhed, der udstiller hykleriet hos en præsident, der i 2001 gik i krig i Afghanistan for to år senere at invadere Irak. Men snart skal det vise sig, at sagen er mere speget, hvilket får alvorlige konsekvenser for Mapes og Rather.

Efter udsendelsen begynder bloggere på nettet at blive mistænksomme. De sår blandt andet tvivl om dokumenter, som 60 Minutes-journalister har fået af en tidligere oberst og dyreskue-begejstreret texaner. I dokumenterne kommer Bush’ overordnede med en sønderlemmende kritik af den senere præsidents evner som pilot. Men er de sande?

Fra at have været en politisk stærk historie om en hyklerisk og kujonagtig præsident, der har sendt USA ud i to tvivlsomme krige, handler det nu pludselig om journalistisk troværdighed, om kildekritik (eller mangel på samme), om skrifttyper og lineafstand.

Mapes, Rather og 60 Minutes hænges ud som utroværdige, sensationslystne venstrefløjslakajer.

Truth er James Vanderbilts instruktørdebut. Han kan noget med redaktionslokaler. I David Finchers bedste film, Zodiac, som Vanderbilt har skrevet, spiller de en afgørende rolle i jagten på en medieliderlig seriemorder. Og i Truth opbygger han et voldsomt spændingsniveau i de små redaktionslokaler, som var vi vidne til afgørende militære beslutninger i en krigsbunker.

Han skriver også glimrende replikker. Da Mapes skal afhøres om Bush-affæren, fortæller hendes advokat: ”Hvis de spørger dig om klokken, skal du give et tal og ikke begynde at forklare, hvordan man bygger et ur.”

Men desværre har Vanderbilt valgt primært at basere filmen på en selvbiografi af Mary Mapes, som selvsagt ikke er uvildig.

Ifølge hende er det alt sammen medieudviklingens skyld. Det skal i dag gå så hurtigt, at der ikke er mulighed for at gå oplysninger efter i sømmene, inden de publiceres. Mapes og Rather tvinges således til at lancere deres Bush-historie, fordi næste uges sendeflade er optaget af den kække tv-psykolog Dr. Phil.

Så de får ikke tjekket dokumenterne tilstrækkeligt.

Men frem for at pege den dømmende finger mod journalistholdets ukritiske forhold til kilder og dokumenter, vælger Truth ensidigt at fremsætte en generel mediekritik af tv-journalistikkens udvikling. Det er utvivlsomt en del af forklaringen, men Mary Mapes og Dan Rather slipper for nemt, og dramaet taber dermed i dybde.

Cate Blanchett er en af vor tids bedste skuespillere, men i denne film har hun ikke nok at arbejde med. Mapes blev åbenbart slået af sin far som lille, når hun stillede spørgsmål. Så nu har hun fundet sig en ny faderfigur, hun kan stille spørgsmål sammen med.

Det er en letkøbt psykologisk forklaring.

Online har alle muligheden for at være vagthunde, når de ser noget uretfærdigt, men i filmens optik er de kritiske bloggere bare irriterende trolls med megafoner. Filmen negligerer, at det egentlig er Mapes og Rather, som har begået en journalistisk synd. Der er ikke meget ved et scoop, hvis man sjusker markant med håndværket.