Truman – venner for livet

Sne tager sig godt ud på billeder, men vi får ikke lov at være lang tid i canadiske, hvide Winnipeg i Cesc Gays Truman – venner for livet. Spanske Tomás (Javier Cámara) er nemlig på vej til sit hjemland for at mødes med sin bedste ven Julián (Ricardo Darín).

Formentlig for sidste gang.

Tomás siger farvel til sin familie og begiver sig mod lufthavnen. En spansk guitars melankoli akkompagnerer indledningen.

Men Truman – venner for livet er ikke en gennemtrist fortælling. Emnet er ganske vist snarlig død, men instruktøren Gay insisterer på at give plads til det letbenede og humoristiske.

Da Tomás ankommer til Madrids smalle gader, er det to følelsesladede hombres, som genforenes – begge får røde og våde øjne. En buddy movie lever i høj grad på modsætningerne mellem hovedpersonerne, og de er da også til at få øje på hos Tomás og Julián.

Tomás gestaltes af Javier Cámara, der har spillet med i flere af Pedro Almodóvars film (Tal til hende, Dårlig dannelse og De elskende passagerer). Han har brune øjne, et gråt skæg og et lille, afvæbnende smil. Den umiddelbart lidt undseelige apparition iscenesætter Julián som den temperamentsfulde halvdel af venskabet.

Argentinske Ricardo Darín (Øjnenes hemmelighed, Wild Tales) er udstyret med helt lyseblå øjne, og de kolde indsøer kan lynhurtigt skifte mellem salig ro og dyrisk vrede. Det farlige udtryk kommer dog sjældent i spil i Truman – venner for livet, selv om man skulle mene, at Julián har grund til at gå i hundene.

Tomás skal være i Madrid i fire dage, og på førstedagen af den forlængede weekend forklares startens tristesse.

Julián lider af lungekræft, og han vil nu stoppe kemobehandlingen. Det fortæller han til sin læge. Tomás er med på hospitalet, og han forsøger at overtale sin ven til at tage imod den livsforlængende behandling. Men Juliáns øjne er stålsatte, og beslutningen står umiddelbart ikke til at ændre.

Filmen lukker hurtigt ned for den diskussion, og i stedet rettes fokus på den lodne ven fra titlen. For hvad skal Julián gøre med sin store, bamsede hund Truman, når han dør?

Vennerne forsøger at planlægge en bortadoption, men igen presser tårerne sig på. Hundetråden i Cesc Gays fungerer som et sødmefuldt billede på, hvor svært det er at sige farvel. I samtalerne mellem Tomás og Julián ekspliciteres det meste, men det kan selvfølgelig tillægges sygdommen. Hvis ikke en terminalpatient skulle tale lige ud af posen, hvem så?

Alligevel kan et lettere køligt, skandinavisk sind godt finde det en kende for udpenslende, når Julián deklamerer for Tomás: ”Det vigtigste jeg har lært af vores venskab er, at du er generøs.”

Sjovere og tabunedbrydende bliver det, når de to frænder tager ud for at shoppe kiste. Eller urne. Julián må snart tage stilling til et af livets store spørgsmål: begravelse eller kremation.

Folk omkring Julián udstråler ofte en hændervridende nervøsitet, for det kan være vanskeligt at forholde sig til kommende død. Den cancerramte besidder en helt anden ro. Hans hoved er fuld af praktiske spørgsmål, og han vil egentlig bare gerne vide, hvor meget aske et menneske bliver til. Han er usikker på, om han nu også kan være i sådan en lille urne.

Når Truman – venner for livet insisterer på det komiske, der altid findes i en tragisk situation, kan den minde om Jonathan Levines 50/50, hvor Joseph Gordon-Levitt og Seth Rogen spiller venner, der må forholde sig til rædsom cancer.

Det er en vigtig pointe, at kræft ikke kun er noget, vi kan tale om, hvis vi lægger ansigtet i triste folder. Og Cesc Gay leverer dette argument glimrende – ikke mindst fordi Cámara og Darín er dygtige skuespillere, der får venskabet til at leve gennem humor.

Af og til hygger de sig dog så meget, at man godt kan undre sig over, at Julián ikke plages voldsommere af sygdommen. Det komiske i Truman – venner for livet havde stået endnu stærkere, hvis kræftens grimme og uhyggelige nuancer også havde været med som kontrast.