True Detective – sæson 2

I forrige sæson fik Rust og Hart deres morder. Til sidst kiggede de op på nattehimlen og filosoferede, at måske var lyset faktisk ved at vinde over mørket.

Nu er ondskaben tilbage, og gættelegen om en ny gerningsmands identitet og motiv kan begynde. ”I live among you, well disguised,” brummer Leonard Cohen i Nevermind, der ligger under sæsonens dysterlækre indledningscollage.

Handlingen er rykket fra det sumpede Louisiana til det tørre Californien. En række genkommende og bjergtagende luftbilleder viser motorvejsnettet sno sig gennem landskabet – en overordnet (infra)struktur, som er nem at glemme, når vi er i øjenhøjde med handlingen nede på de skumle sideveje. Desværre tyder de tre afsnit, HBO har frigivet til anmeldelse, ikke på et tilsvarende historiemæssigt overblik hos Nic Pizzolatto.

Det bidrager nok heller ikke til sammenhængskraften, at sæson to benytter sig af forskellige instruktører (blandt andre vor egen Janus Metz, der har instrueret afsnit tre), mens Cary Fukunaga instruerede samtlige otte afsnit i sæson et.

Hovedpersonerne er atter hårdtprøvede detektiver, som mildt sagt har udfordringer med at balancere privat- og arbejdsliv.

Velcoro (Colin Farrell), en korrupt delstatsbetjent, har mistet evnen til at skelne mellem ret og vrang og er ved at sætte forholdet til sin tolvårige søn – det sidste, han har – over styr.

Den ambitiøse lokale sherif Bezzerides (Rachel McAdams) lever for arbejdet og har helt fravalgt nære relationer.

Highway trooper’en og krigsveteranen Woodrugh (Taylor Kitsch) forsøger at holde sammen på et splittet sind med orden og kontrol.

De tre tilknyttes en særlig enhed, der skal opklare sagen om en mand, der findes dræbt med øjnene brændt ud. Det er Woodrugh, der (tilfældigt?) finder liget på en rasteplads. Det viser sig, at manden – Casper – havde en svaghed for sexfester og unge prostituerede.

Desuden var han betroet medlem i et netværk af korrupte politifolk, byrådspolitikere og forretningsfolk, som i årevis har modarbejdet politiets arbejde. Der viser sig nu en sprække til optrevling af organisationen, som Velcoro er i lommen på.

Serien fungerer, når vi følger Bezzerides, Woodrugh og Velcoro, som fortolkes med overbevisning af McAdams, Kitsch og Farrell. I figurernes indbyrdes relationer er der modsætninger, og der fornemmes en plan for deres udvikling. Men de får alt for megen tid hver for sig i en ekstremt omstændelig og langtrukken eksposition. Foruden skurken Semyon (Vince Vaughn) skal vi også lære mødre, fædre, (eks)kærester/koner og børn at kende, flere med mulig forbindelse til sagen.

Ned trækker også tendensen til i dialogen at skære allerede dramatiserede pointer ud i pap. ”My life is kinda fucked, I need to work,” siger eksempelvis Woodrugh til sin chef, så alle kan være med. Og Velcoro fortæller sine overordnede, at ”I ain’t ever exactly been Columbo”.

Endelig synger en barsangerinde, hvad der kunne være alles omkvæd: ”This is my least favorite life.” Sort i sort.

Der er indtil videre skruet ned for det okkulte. For forhåbentlig er der en idé med, at morderen er iført dyremasker, og at Caspers lig har fået fjernet øjnene. Som vi ved fra John Fords Forfølgeren, der i første sæson kørte på en fjernsynsskærm i baggrunden, betyder det ifølge indiansk tro, at den afdødes sjæl ikke kan betræde dødsriget og må vandre hvileløs mellem vindene.

Første sæson var fuld af lignende referencer til film, tv, filosofi og litteratur i en sådan grad, at Pizzolatto endda blev beskyldt for plagiat. I den nye sæson er der blandt andet hilsner til den virkelig store inspirationskilde, tv-filmene Red Riding Trilogy, og William Wylers Detective Story.

Spørgsmålet er, om det hele vil samle sig. Eller om Nic Pizzolatto med henvisning til Leonard Cohen vil påråbe sig, der findes mange slags sandheder. ”There’s truth that lives / And truth that dies / I don’t know which / So never mind.”