True Detective – sæson 1

”Du ved aldrig, hvordan tingene udvikler sig. Der kan dukke en lille detalje op, og pludselig … er sagen løst.”

Sådan sagde detektiv Rust Cohle (Matthew McConaughey) allerede i første afsnit af True Detective, og naturligvis fik han ret: Det var en tilsyneladende ubetydelig, lille detalje, der i sidste ende førte ham og hans makker, Martin Hart (Woody Harrelson), til den massemorder, de gennem sytten år har jagtet.

True Detective begyndte, som den slags serier nu engang begynder: med et mord, et umage makkerpar og en jagt på en ukendt gerningsmand. Nu er den slut, og med opklaringen af mordet sker det i og for sig også, som det plejer at gøre i den slags serier.

Alligevel er True Detective alt andet end blot endnu en krimiserie om jagten på en morder.

Mellem begyndelsen og slutningen har serieskaber og forfatter Nic Pizzolatto og instruktør Cary Joji Fukunaga spændt en af de mest originale, mystiske og dragende krimiserier ud siden David Lynch og Mark Frosts Twin Peaks.

I Twin Peaks befandt vi os i staten Washington i det kolde nord. I True Detective er vi i det allerdybeste syd, hvor der gemmer sig mindst lige så meget fordærv og skjulte drifter under overfladen. Alt er sump i både fysisk og symbolsk forstand. Her er drivende varmt, indbyggerne er ludfattige, og religiøs fanatisme går hånd i hånd med indavl.

Serien begynder i 1995, da den prostituerede Dora Lange findes myrdet i sukkermarkerne uden for Erath, Louisiana.

Betjenten Rust Cohle er overbevist om, at mordet, der er omgærdet af okkult mystik, ikke er morderens første. Men hans makker, den stovte Martin Hart, deler ikke hans overbevisning: Hvor er beviserne? Hvor er de åbne drabssager, der har forbindelse til mordet?

Rust er en fremragende efterforsker, lynende intelligent og besat af ønsket om at opklare sagen. Og vi tror på ham og på hans evne til at opklare sagen, for sådan er det jo altid i krimiserier. Men efterhånden som serien skrider frem, kan vi også konstatere, at Rust ikke er nogen Sherlock Holmes, der ved hjælp af deduktioner kan løse enhver sag på et øjeblik.

Rust er heller ikke fejlfri. Han lyver, overser ting og lider af stærke hallucinationer efter at være blevet skudt år tidligere. Kan vi og Hart være sikre på, at han har ret? Eller er det hele noget, han konstruerer inde i sit eget hoved?

True Detective begynder som en simpel drabsefterforskning, men som den skrider frem, og som årene går i serien, bliver det mere og mere uklart, hvad det faktisk er, Rust og Hart jagter. Beviser er der ikke for alvor nogen af, indicierne er uklare og usammenhængende. Det er, som om sagen forsvinder som sand mellem fingrene på dem – og os.

Den slags ville være aldeles utænkeligt i Forbrydelsen, Broen eller en hvilken som helst anden whodunnit-serie, hvor det ene bevis fører videre til det næste.

Gennem sæsonen krydsklippes der mellem opklaringen i 1995 og interviews i 2012, hvor henholdsvis Rust og Hart i 2012 beretter om den gamle sag, angiveligt fordi de gamle sagsakter blev ødelagt under en oversvømmelse.

Serien tager sig god tid til at bygge karaktererne op, og så lige pludselig eksploderer den i hæsblæsende action.

Rust Cohle er en plaget sjæl, der for længst har opgivet alt andet i livet end at opklare sagen. Og med sine trætte, men vagtsomme øjne og sin snøvlende, desillusionerede tale gestalter Matthew McConaughey ham perfekt. Også Woody Harrelson er glimrende som den jordbundne, brovtne og temperamentsfulde Hart. Blot ved at løfte øjenbrynene og vende mundvigene nedad kan Harrelson forvandle sig fra hyggeonkel til en mand, der kan flå hovedet af enhver med et enkelt slag.

Man kan ærgre sig over, at vi ikke får mere at se til de to. Sæson 1 er nemlig en afsluttet historie, og seriens skaber Nic Pizzolatto har for længst slået fast, at en eventuel anden sæson bliver med en hel ny besætning og historie.

Men man kan også vælge at glæde sig over, at Pizzolatto i modsætning til Lynch og Frost stopper, mens legen er god.

Med True Detective har han vist, at i en tid, hvor de fleste feterede serier varer seks eller syv sæsoner, da kan det stadig lade sig gøre at lave tv-historie på blot otte gange 55 minutter.