TRO

TRO er sidste del af en trilogi af Jens Loftager, der begyndte med ORD (1994) og KRIG (2003), og som afsluttes mange år senere med denne fortælling om tro på tværs af kristendom og buddhisme. 

Filmen følger en konfirmationsforberedelse i Tårnby og krydsklipper til tre buddhistiske japaneres pilgrimrejse til det hellige Fuji-bjerg. De er tidligere medlemmer af den religiøse sekt Aum Shinrikyo, som i 1995 stod bag et giftangreb i Tokyos metro, hvor tretten døde og tusinder blev såret.

Tyve år efter soner de deres handlinger og mediterer over, hvorfor de i deres ungdom lod sig forlede og forblinde af sektlederen Shoko Asahara. ”Vi ledte efter os selv, kendte ikke vores egen identitet,” lyder en af betragtningerne. En anden forklaring er, at de søgte den tryghed, de havde savnet hjemmefra – den ideelle familie og en fadererstatning.

Aum-sekten holdt til tæt ved bjerget Fuji-bjerget. Som en af de tidligere disciple fortæller, var de for optaget af det højere formål til at bemærke den imponerende natur, som det var dem forbudt at nyde.

Det er en pointe, at religionen ligger i læreren, og at valget af den forkerte vejleder vil have konsekvenser resten af livet.

”Væk med telefonerne,” siger præsten Karsten Møller Hansen til sine unge konfirmander, som han indfører i den kristne tro. Nu skal det nemlig for en stund ikke handle om deres spejling i andre, men om deres egne tanker om døden, tro, håb og kærlighed.

Han understreger, at der ikke findes nogen autoritativ udlægning af Bibelen. Det handler om, hvad der føles rigtigt for dem, og hvem de er.

”Fortæl mig, hvem I er?” lyder en af opgaverne.

De unge mennesker sættes også til at lære at slappe af og mærke sig selv. De skal ligge på kirkebænkene og lytte til musik, mens de reflekterer over teksternes budskaber. En situation, filmen vender tilbage til igen og igen – til tonerne af blandt andre Søren Huss, Nick Cave og Kira Skov.

Og der læses op fra bjergprædikenen: ”I har hørt, at der er sagt: ’Du skal elske din næste og hade din fjende.’ Men jeg siger jer: ’Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer, for at I må være jeres himmelske faders børn.’”

Kontrasten mellem de to historiespor er klar, og det er hensigten også. Filmen kunne godt have været strammet med tyve minutter, ligesom en noget fortænkt vekslen mellem sort-hvid og farve trækker ned.

TRO maner til eftertanke og er velegnet som oplæg til diskussion i skolen, til konfirmationsforberedelse eller i menighedsrådssammenhænge. Selv bemærkede jeg især, at de japanske medvirkende ifølge en sluttekst har sluttet sig til en anden sekt, Hikari no Wa. Det undrer mig egentlig, at der ikke bliver boret mere i det, når nu tro er omdrejningspunktet?

Men det er opløftende, at et så umiddelbart tungt og abstrakt emne faktisk har kunnet realiseres som film. Og det formidles imponerende let og flot af Loftager i prisværdigt samarbejde med fotograferne Lars Reinholdt og Anthony Dod Mantle samt lyddesigner Henrik Garnov.