In Treatment

Sorte mennesker er ikke så skræmmende, når man selv er en af dem. 

Sådan siger psykologen Brooke til sin nye klient Colin, fordi han er bekymret for, hvor tæt hun bor på Inglewood – Los Angeles’ slum med en overvejende sort befolkning. 

Det ressourcesvage nabolag virker dog langt væk i den arkitekttegnede stue med designermøbler og en smuk udsigt over byen. 

I forbindelse med sin prøveløsladelse skal storsvindleren Colin i terapi. Han er nært beslægtet med den hvide antihelt Tony Soprano fra The Sopranos. 

Oprindelig sluttede In Treatment i 2010 efter tre sæsoner, der dykker ned i psykologen Pauls egen psyke og hans omgang med klienter eller patienter, som de kaldes i serien. 

Efter elleve års pause vender serien tilbage og giver fanen videre til Brooke (Uzo Aduba), en sort kvinde, der er lige så kompleks som tv-guldalderens patriarker. 

På den måde lægger den nye sæson sig i forlængelse af serier som Master of None, Pose og I May Destroy You, der gør op med ensidig repræsentation. 

Men hvor de nævnte serier baner vej for mangfoldighed, går In Treatment skridtet videre og skaber komplekse karakterer hinsides den politiske korrekthed. 

Det viser sig, at Brooke har en fortid som alkoholiker og bearbejder arrene på sin sjæl igennem klienterne. 

Hun udlever drømmen om moderskab med omsorg for den unge Eladio, hvis mor afviser ham. Og i den unge, forkælede Laila dykker hun ned i, hvordan en hudfarve kan lægge et mentalt pres på et menneske. 

Lailas skab bugner med Gucci og Chanel, hun kører i en Mercedes, skal gå på Harvard og får jævnligt skældud, når hun ikke lever op til normerne i det øverste samfundslag. 

”Mit barnebarn vælger at være lesbisk,” siger mormor, når hun sætter teenageren af. Mormoren bedyrer, at hun er ligeglad med seksualitet, men som en sort kvinde ønsker hun ikke, at barnebarnet skal kæmpe med endnu et benspænd i en diskriminerende verden. 

In Treatment udspiller sig udelukkende hjemme hos Brooke, og det begrænsede areal præger seriens sanselige formsprog. 

Brookes klienter maler levende billeder af formative oplevelser. Eladio bliver rolig, nærmest tranceagtig, når han erindrer en sommerlejr i Italien, hvor alle de andre sang den samme, fremmede melodi. 

Han var sikker på, at de er blodtørstige kultmedlemmer, indtil han som voksen opdager, at det bare er Bon Jovis Living on a Prayer. 

Kameraet går på opdagelse i stuens pyntegenstande og bogreoler med skiftende vinkler og belysning. Når en ny person bevæger sig ind i stuen, er det som at se den for første gang. 

Dialogen bevæger sig rytmisk som en symfoni. Den starter langsomt og melodisk, men udvikler sig til en balstyrisk pingpong. Hurtige replikker affyres som pistolskud i en western og vender op og ned på fortællingen. 

Laila ryster af harme, men med tordnende røst skråler hun ad Brooke. Hun siger, at hun er sexafhængig, fordi den ældre kvindes generation har ødelagt alt andet i verden. Hun har kun sin krop, imens nedtællingen til dommedag tikker. 

Over for hende sidder psykologen ganske roligt med sammenfoldede hænder. For når Laila slynger om sig med chokerende kommentarer, ved de begge, at det er en afledningsmanøvre. 

Det er hverken første eller sidste gang, Brooke oplever et vredesudbrud, fordi en klient ikke ved, hvor skoen trykker. 

Med ganske få midler formår In Treatment således at skabe fængslende drama.