Trap

Præmissen for den rendyrkede thriller Trap har fingeren på popkulturpulsen.

Den heltemodige brandmand og familiefar Cooper (Josh Hartnett) har ledsaget sin teenagedatter til en koncert, hvis dansende sanger og blinkende LED-armbånd til forveksling ligner Taylor Swifts The Eras Tour.

I køen til merchandise-boden finder han ud af, at alle ved stadion er i fare. Ordensmagten har fået nys om, at den glubske seriemorder, Slagteren, er blandt det primært unge, kvindelige publikum. Og faktisk er hele koncerten en fælde orkestreret for at lokke morderen frem.

Den bekymrede far stivner, da han ud af øjenkrogen ser, hvordan arenaen omringes af bevæbnede SWAT-teams. Han opsnapper en skrattende walkie-talkie-samtale om, at 3.000 mænd vurderes at være til stede ved koncerten.

Hver og én er nu under mistanke for de horrible mord, der har flænset gennem det nordøstlige USA. Mord, vi aldrig ser, men kun får beskrevet.

Skulle det være et twist, at hovedpersonen er den ondsindede seriemorder, burde Josh Hartnett have basset lidt ned for sin præstation. Han spiller rollen som Slagteren så overdrevent nervøst, at han efter de første tre minutter nærmest må kunne se sin refleksion i de spejlblanke, svedige håndflader.

At vende den klassiske katten-efter-musen-thriller på hovedet, så man følger jagten fra gnaverens perspektiv, er forfriskende.

Instruktøren er indisk-amerikanske M. Night Shyamalan, der siden det blændende gennembrud, Den sjette sans, ikke har leveret andet end skuffelser.

Shyamalan er blevet synonym med plottwists i en sådan grad, at hans filmografi ironisk nok afspejler grebets skrøbelighed. Man skal nemlig ikke pille for meget i de porøse værker, før alt krakelerer.

Idéen er altid bedre end udførelsen. Det gør sig også gældende i Trap, hvor plottet går i tomgang, så snart tilskueren opdager Coopers dobbelte identitet.

Der er ingen udvikling at spore hos hovedpersonen, mens den fiktive popdronning Lady Raven spiller løs fra scenekanten.

Det er instruktørens datter, Saleka Shyamalan, der uden held har forsøgt at slå igennem som musiker. Nepotismen er svær at overse, for Trap er nærmest lige dele thriller og velproduceret musikvideo for datterens karriere med et overdøvende soundtrack.

I Coopers flugt fra koncerten snubler Trap over utilgiveligt dumme øjeblikke. Som da Cooper – uden forklædning – deltager i en hel SWAT-team-briefing, mens han udskifter politiets filterkaffe.

Datteren Riley spilles letsindet af fjortenårige Ariel Donoghue. Hun bliver revet rundt af faren, men fatter ingen mistanke. Heller ikke da han forsøger at trække hende ned i et kabelrum for at undgå politiet med postulatet, at koncerten måske er federe dernede.

Som inkarneret Swiftie og The Eras Tour-gænger kan jeg forsikre om, at den ikke var gået i virkeligheden.

Trap er en middelmådig oplevelse, der får én til at tænke nostalgisk tilbage på dengang, man på Q8-tankstationen kunne snyde ved bland-selv-slik-vægten og leje en fejlslået spillefilm, der var kommet direkte på dvd.

Traps har fået en fin biografpremiere med reclinersæder, men den obligatoriske forhåndsvisning for de blodtørstige kritikere blev droppet. Så megen selverkendelse har man dog.

Og strategien har tilsyneladende givet pote. Traps har nemlig taget føringen som den mest succesfulde, danske gyserpremiere i 2024 målt på omsætning i åbningsweekenden.

Når man med succes kan spille filmanmelderne af banen, skal familien Shyamalan nok også få kickstartet Salekas musikkarriere.