Biografanmeldelse
21. dec. 2016
Train to Busan
Finansmanden Seok Woo (Yoo Gong) må mande sig op og forsvare sin forsømte datter, da deres tog begynder at vrimle med sultne zombier. Foto | Lee Hyung-deok

Train to Busan

De lynhurtige kødædere på det sydkoreanske tog er skrækindjagende effektive, og med samfundskritisk satire hører actiongyseren til årtiets bedste zombiefilm.

Af Nicolas Barbano

Næppe en uge suser forbi, uden at nogen på Facebook erklærer zombiegenren for død. Men døden har aldrig været et problem for zombier, og gang på gang viser nye værker, at der stadig er spræl i de levende døde.

Et sådan værk er sydkoreanske Train to Busan, hvis zombier er en videreudvikling af monstrene i Resident Evil: Afterlife og World War Z, hvor rasende, frådende dødninge løber i kæmpeflokke, kaster sig fremad med blind dødsforagt og sågar kravler i lag hen over hinanden som flodbølger af døde øjne og gnaskende tænder.

I Train to Busan bevæger de sig yderligere som radbrækkede marionetdukker, hvis kødæderinstinkt hiver så stærkt i musklerne, at vi ved hver bevægelse hører knogler blive knust inde i deres forvredne kroppe, mens skuespillerne vrider sig tilsvarende af led.

Effekten er selvsagt skrækindjagende!

Train to Busan foregår på et tog inficeret med zombier. Dermed sammenkobler den zombiegnaskeren og toggyseren.

Toggyseren (og jeg tænker her ikke på Hitchcock eller Agatha Christie) er en nobel præ-zombie horrorsubgenre med rødder tilbage til Arnold Ridleys hyppigt filmatiserede skuespil The Ghost Train fra 1923.

Senere toggysere såsom Terror Train (1980) og The Midnight Meat Train (2008) flytter den klaustrofobiske uhygge fra stationens venteværelse om bord på selve toget, hvor nogen eller noget er løs i korridorerne og spreder rædsel fra vogn til vogn.

Tog og zombier fandt første gang ind på samme spor med den fremragende Horror Express (1972), hvor et nedfrosset urmenneske fragtes fra Himalaya mod England, men undervejs viser sig at udgøre en eskalerende trussel for ikke blot passagererne, men hele menneskeheden.

Civilisationen trues også i Train to Busan, hvis rejsende som gennemgående tema må vælge mellem at hjælpe andre eller kun sig selv. I kølvandet på folkets valg af Brexit og Trump er det svært at få øje på en mere aktuel eller skræmmende problematik. I sine variationer af temaet opdyrker manuskriptet en satirisk, samfundskritisk undertone, der er typisk for zombiegenren.

Togturens skarpt tegnede og stærkt rollebesatte passagerliste består blandt andet af en egoistisk, fraskilt finansmand, hans stærkt forsømte datter, en bomstærk bamsefar, dennes højgravide kæreste samt to ældre søstre og et køllesvingende baseballhold.

Mens en national zombie-epidemi breder sig både uden for og inden i toget, må de skiftevis flygte fra og kæmpe mod dødningene – samt mod hinandens egennyttighed.

Og ligesom Tom Cruise i War of the Worlds må finansmanden inden slutteksterne mande sig op og blive en god forælder. Svagest står dog en lige lovlig langtrukken og sentimental slutning.

Set på afstand synes der måske ikke voldsomt meget nyt at komme efter. Men først og fremmest brillerer filmen med sin iscenesættelse, der aldrig løber tør for dynamisk inspiration og solidt samspil mellem karaktererne.

Vi ved, at vi er i gode hænder allerede fra åbningsscenen, hvor mænd i primitive ABC-dragter advarer om et lokalt udslip, hvorefter den første genganger overraskende introduceres i form af et påkørt dådyr, der med et spjæt rejser sig fra sin blodplamage og vandrer bort med store, livløse øjne.

I det hele taget markerer filmen en spektakulær live-action debut for tegnefilminstruktøren Yeon Sang-ho, der fik et internationalt gennembrud med den animerede thriller The King of Pigs. I år er han aktuel med hele to spillefilm om den samme zombie-epidemi.

Train to Busan foregår nemlig dagen efter hans tegnede Seoul Station. Sidstnævnte føles som et smerteskrig fra en sumppøl af social uretfærdighed, et næsten ubærligt mørkt anslag, der i kontrast gør 2’eren ekstra velkommen. Men selv på egen hånd hører Train to Busan hjemme blandt årtiets bedste zombiefilm.

Titel:
Train to Busan

Originaltitel:
Busanhaeng

Land:
Sydkorea

År:
2016

Instruktør:
Yeon Sang-ho

Manuskript:
Yeon Sang-ho

Medvirkende:
Gong Yoo, Kim Soo-an, Jeong Yu-mi, Ma Dong-seok

Spilletid:
118 minutter

Aldersgrænse:
Tilladt for børn over 15 år

Premiere:
12. januar

Forpremiere

Ekko inviterer til forpremiere på zombie-gyseren Train to Busan.

Den afholdes 1. januar kl. 20 i Empire Bio.

Køb billetter til arrangementet her.

Relevante artikler

Fra samme skribent

Biografanmeldelse
29. jan. 2026
Greenland 2: Migration

Greenland 2: Migration

Biografanmeldelse
27. jan. 2026
Send Help

Send Help

Biografanmeldelse
21. jan. 2026
Primate

Primate

Biografanmeldelse
15. jan. 2026
Rental Family

Rental Family

Nyhed
31. jan. 2026
Kæmpe Robert-triumf for Zinnini Elkington

Kæmpe Robert-triumf for Zinnini Elkington

Spillefilmdebutanten Zinnini Elkington løb med priserne for bedste film, bedste instruktør og bedste originale manuskript for Det andet offer, mens forhåndsfavoritten Pigen med nålen hjemtog flest statuetter – i alt otte.

Nyhed
30. jan. 2026
Deluca har opsagt sine medarbejdere

Deluca har opsagt sine medarbejdere

Melania
Biografanmeldelse
31. jan. 2026

Melania

Heated Rivalry
Serieanmeldelse
29. jan. 2026

Heated Rivalry

Greenland 2: Migration
Biografanmeldelse
29. jan. 2026

Greenland 2: Migration

Mest læste

Kæmpe Robert-triumf for Zinnini Elkington
Nyhed
31. jan. 2026

Kæmpe Robert-triumf for Zinnini Elkington

Deluca har opsagt sine medarbejdere
Nyhed
30. jan. 2026

Deluca har opsagt sine medarbejdere