Train to Busan

Næppe en uge suser forbi, uden at nogen på Facebook erklærer zombiegenren for død. Men døden har aldrig været et problem for zombier, og gang på gang viser nye værker, at der stadig er spræl i de levende døde.

Et sådan værk er sydkoreanske Train to Busan, hvis zombier er en videreudvikling af monstrene i Resident Evil: Afterlife og World War Z, hvor rasende, frådende dødninge løber i kæmpeflokke, kaster sig fremad med blind dødsforagt og sågar kravler i lag hen over hinanden som flodbølger af døde øjne og gnaskende tænder.

I Train to Busan bevæger de sig yderligere som radbrækkede marionetdukker, hvis kødæderinstinkt hiver så stærkt i musklerne, at vi ved hver bevægelse hører knogler blive knust inde i deres forvredne kroppe, mens skuespillerne vrider sig tilsvarende af led.

Effekten er selvsagt skrækindjagende!

Train to Busan foregår på et tog inficeret med zombier. Dermed sammenkobler den zombiegnaskeren og toggyseren.

Toggyseren (og jeg tænker her ikke på Hitchcock eller Agatha Christie) er en nobel præ-zombie horrorsubgenre med rødder tilbage til Arnold Ridleys hyppigt filmatiserede skuespil The Ghost Train fra 1923.

Senere toggysere såsom Terror Train (1980) og The Midnight Meat Train (2008) flytter den klaustrofobiske uhygge fra stationens venteværelse om bord på selve toget, hvor nogen eller noget er løs i korridorerne og spreder rædsel fra vogn til vogn.

Tog og zombier fandt første gang ind på samme spor med den fremragende Horror Express (1972), hvor et nedfrosset urmenneske fragtes fra Himalaya mod England, men undervejs viser sig at udgøre en eskalerende trussel for ikke blot passagererne, men hele menneskeheden.

Civilisationen trues også i Train to Busan, hvis rejsende som gennemgående tema må vælge mellem at hjælpe andre eller kun sig selv. I kølvandet på folkets valg af Brexit og Trump er det svært at få øje på en mere aktuel eller skræmmende problematik. I sine variationer af temaet opdyrker manuskriptet en satirisk, samfundskritisk undertone, der er typisk for zombiegenren.

Togturens skarpt tegnede og stærkt rollebesatte passagerliste består blandt andet af en egoistisk, fraskilt finansmand, hans stærkt forsømte datter, en bomstærk bamsefar, dennes højgravide kæreste samt to ældre søstre og et køllesvingende baseballhold.

Mens en national zombie-epidemi breder sig både uden for og inden i toget, må de skiftevis flygte fra og kæmpe mod dødningene – samt mod hinandens egennyttighed.

Og ligesom Tom Cruise i War of the Worlds må finansmanden inden slutteksterne mande sig op og blive en god forælder. Svagest står dog en lige lovlig langtrukken og sentimental slutning.

Set på afstand synes der måske ikke voldsomt meget nyt at komme efter. Men først og fremmest brillerer filmen med sin iscenesættelse, der aldrig løber tør for dynamisk inspiration og solidt samspil mellem karaktererne.

Vi ved, at vi er i gode hænder allerede fra åbningsscenen, hvor mænd i primitive ABC-dragter advarer om et lokalt udslip, hvorefter den første genganger overraskende introduceres i form af et påkørt dådyr, der med et spjæt rejser sig fra sin blodplamage og vandrer bort med store, livløse øjne.

I det hele taget markerer filmen en spektakulær live-action debut for tegnefilminstruktøren Yeon Sang-ho, der fik et internationalt gennembrud med den animerede thriller The King of Pigs. I år er han aktuel med hele to spillefilm om den samme zombie-epidemi.

Train to Busan foregår nemlig dagen efter hans tegnede Seoul Station. Sidstnævnte føles som et smerteskrig fra en sumppøl af social uretfærdighed, et næsten ubærligt mørkt anslag, der i kontrast gør 2’eren ekstra velkommen. Men selv på egen hånd hører Train to Busan hjemme blandt årtiets bedste zombiefilm.