Toscana

Det er godt set at caste Anders Matthesen og Lærke Winther (Jagtsæson) som et par i toppen af restaurationsbranchen. Han spiller Michelin-kokken Theo, der styrer køkkenet med rolig autoritet, mens hun som Merle med køligt overblik holder styr på finanserne.

Man kommer unægtelig til at tænke på ægteparret Eric og Tina Vildgaard, ejerne af Restaurant Jordnær, der på rekordtid har erhvervet sig to Michelin-stjerner.

Men her stopper enhver lighed også.

For alt, hvad der tilnærmelsesvis nærmer sig realisme, er skrællet væk i Mehdi Avaz’ ufrivilligt komiske Netflix-drama Toscana.

Sangeren Christopher optræder i mange scener, uagtet at han absolut ingen relevans har for historien. Som kokkeelev bruger han køkkenets råvarer til sine egne fiksfakserier midt i arbejdstiden.

”Jeg ved godt, at det ikke står på menuen, men jeg har lavet en panna cotta med rosmarin. Hvad synes du?” spørger han.

Flot, Christopher, men hvad med at gemme panna cottaen til din Masterchef-audition og koncentrere dig om dit job? Du skal til at køre service på en tostjernet Michelin-restaurant!

Gammelfar Theo er også muggen over den helt igennem urealistiske situation. Mest fordi han også lige har fået et brev, hvori der står, at hans far er død, og at han har arvet et slot i Italien. Og så fordi der kommer en investor forbi, der vil investere ni millioner i den nye restaurant, som parret gerne vil åbne.

Nu går det hurtigt.

Theo raser over investoren og smadrer nogle tallerkener. Tager hjem og koger nogle æg (de bliver vigtige senere).

Næste dag besøger han den eneste i filmen, der ikke kæmper med sine replikker: Ghita Nørby!

Ingen kan forhindre hende i at levere en solid præstation. End ikke, når hun i rollen som Theos mor senere får ansvaret for at forklare filmens morale med denne perle af nonsens: ”Ingen er særlige. Men alle kan blive et særligt syn, hvis det er de rigtige øjne, der ser.”

Tilbage i køkkenet får partneren Merle overtalt ham til at tage afsted til Italien med en peptalk af de store: ”Du skal derned en til to dage og koordinere med en advokat og en ejendomsmægler, og du er tilbage med vores fremtid i dine hænder!”

Ond i sulet og med daddy-issues i rygsækken ankommer Theo for at sælge den italienske landejendom komplet med billedskøn udsigt og hyggelig taverna, mens en enerverende klarinet på lydsiden for alvor skruer op for den romantiske stemning a la italiano. Ikke mindst, da Theo møder skønheden Sophia (Cristiana Dell’Anna), der arbejder i køkkenet og skal giftes om et par dage.

Så ved vi godt, hvad klokken er slået.

Toscana var oprindeligt tiltænkt premiere i danske biografer, men er i stedet den første danske spillefilm, som streaminggiganten Netflix har indkøbt som en såkaldt Netflix Original. Et mærkat, der efterhånden fungerer mere som et advarselssignal end et kvalitetsstempel efter danske serier som The Rain.

Melodramaet er også første soloprojekt fra Mehdi Avaz, efter at brødrene Avaz er gået hver til sit efter publikumssucceserne Mens vi lever, Kollision og tv-serien Alfa.

Toscana smager af Kollision i sin papirtynde karaktertegning og klodsede manuskript.

Der er blevet hugget en hæl og klippet mere end en enkelt tå for at få Toscana ned på halvanden time, hvilket kun efterlader et par scener til hver af de mange forviklinger og intriger, som vi efterhånden har lært er kendetegnende for en Avaz-film.

Tilsyneladende er en knallerttur med parmesan-smagning og en kvalmende montage, hvor Christopher (ja, han er også kommet til Italien) kigger forelsket på en klase druer alt, der skal til, for at Theo og Sophia får følelser for hinanden.

Og hvis vi lige skal omkring et par af forviklingerne, har Sophia samme fotografi hængende som Theos mor – af to barnehænder, der holder hånd. Gæt, hvem de tilhører!

En tåbelig salgsaftale bliver genstand for et brud. En statue bliver hakket over med en skovl. Én forsøger at drukne sig i poolen. Der er slåskamp. Og flashbacks.

Og så har vi ikke engang nævnt Merle. Helt bizart bliver det til slut, hvor hun ad flere omgange træffer beslutninger, som bare ikke giver mening.

Anders Matthesen beviste i Frederikke Aspöcks De frivillige, at han ikke blot mestrer det komiske, men også roller med mere tyngde. Det ville være skønt at se ham folde sit dramatiske potentiale ud i en velskrevet hovedrolle.

Dét har vi endnu til gode.