Time

Gennem glaslågen på vaskemaskinen ser vi tøjet bumle rundt i sæbevandet. Fra toppen af tromlen falder det med en dump lyd tilbage i vandet. Det gentagne lydmønster beroliger – rundt og rundt, igen og igen. 

Som sådan en passende metafor for den sandhed, vi alle må erkende. Uanset om det går op eller ned, fortsætter livets rytme ufortrødent. 

Også selv om man sidder i fængsel og ikke kan være en del af livet. 

Hovedpersonen i Garrett Bradleys poetiske dokumentar Time, den standhaftige kvinde Fox Rich, har måttet lære det på den hårde måde. 

Seksten år gammel møder hun sit livs kærlighed, den tre år ældre Rob, og snart har de både hus, barn og en nyåbnet forretning med hiphop-tøj. 

Men forretningen går ikke godt, og gælden vokser. 

”Desperate mennesker gør desperate ting,” forklarer Fox Rich med smukt grånet hår mange år senere. ”Så simpelt er det.” 

Hun kører bilen. Han begår det væbnede røveri. Og således bliver deres liv skubbet i en helt anden retning, da Robs dom lyder på 60 år i fængsel uden mulighed for prøveløsladelse eller minimering af straffen. 

Instruktør Garrett Bradley vandt sidste år instruktørprisen på Sundance-festivalen for dokumentarfilmen. Det er velfortjent, da hun tager nogle virkningsfulde valg i sit lyriske portræt af Fox og hendes kamp for sin mand Rob. 

For det første er filmen sort-hvid. 

Det virker overraskende godt. Ved at fjerne farverne neutraliserer instruktøren vores fordomme. Oftest vurderer vi folk hårdere, når vi ved, at de har en dom. Men sindet åbnes, når vi ikke forstyrres af grimme farver på væggene, billige plasticsmykker eller andre markører om socialklasse. 

Den sort-hvide billedside akkompagneres af opløftende klavermusik, der kontant driver dokumentaren fremad. 

”Jeg kommer fra en familie, der tror på den amerikanske drøm,” forklarer den standhaftige businesskvinde, som end ikke orkanen Katrina kan blæse omkuld. 

Det er Bradleys bedste valg at fokusere på Fox og minimere tiden med den fængselsindsatte, der ellers altid får rampelyset. 

For hvilke konsekvenser har en så lang straf for kvinderne på den anden side af fængselsmuren? Og hvorfor vælger de at holde ud uden udsigt til andet liv end tidsbegrænsede besøg? 

Det bliver effektivt fortalt af klipperen Gabriel Rhodes, der har gjort et eminent arbejde i at sammenvæve Fox’ private hjemmevideoer med nutidens optagelser. 

”Lad mig lige filme tvillingerne,” siger en ung Fox til videokameraet, før hun rejser sig fra sengen og fremviser sin gravide mave i de første minutter af dokumentaren. 

Sekunder senere ser vi de små poder på bagsædet af en bil, før vi på chokerende vis pludselig ser dem som teenagere. 

Dokumentaren hopper rundt som tøjet i vaskemaskinen. Tiden bliver en cyklus uden ende. Så er børnene små, så er de store, men altid uden en far i billedet andet end den papfigur i realstørrelse, som Fox får hængt op på væggen. 

Det er sært livsbekræftende at se livet udfoldet på trods. 

Igennem de tyve år, som klippes sammen i dokumentaren, får Fox seks børn, der vokser op og bliver pæne unge mænd, der stryger deres skjorter og starter uddannelser som eksemplariske mønsterbrydere. 

Hun starter sit eget bilfirma, er foredragsholder og forkæmper for social retfærdighed, samtidig med hun er engageret i kirken. Mens hun kæmper for at få Rob ud af fængslet, så hun kan få sin kærlighed hjem. 

Det lykkes rent faktisk. 

Og her kommer dokumentaren til kort. Al information er ærgerligt nok ofret på lyrikkens alter, så man ikke forstår processen dertil. 

Man kan dog google sig til det meste. 

Gudskelov fortæller søgetjenesten, at Fox og Rob nu har deres egen hjemmeside, hvor man kan booke dem til foredrag, at de har en YouTube-kanal og har stiftet en organisation til at hjælpe andre familier, der har en forælder langvarigt bag tremmer.