Those Who Wish Me Dead

Der er noget nærmest mytisk over skovbrande.

På et øjeblik kan en dårligt slukket cigaret udvikle sig til en kæmpe naturkatastrofe og skabe kaos i skovens orden. De mennesker, der forsøger at tæmme ilden, fremstår som en meget lille David mod flammernes Goliat.

En skovbrand er samtidig en filmisk guldmine.

Ilden byder på en farlig skønhed, der fungerer som et imponerende bagtæppe for en god action-sekvens. To duellanter nedstirrer hinanden som i en samurai-film, hvor den smukke regn er udskiftet med ildens aske.

Det er de øjeblikke, som Those Who Wish Me Dead bruger de fleste af filmens 100 minutters spilletid på at nå frem til.

Desværre er opbygningen langt fra så interessant eller underholdende som det brændende inferno.

Instruktør Taylor Sheridan er bedst kendt som manuskriptforfatteren bag den hårdkogte Villeneuve-thriller Sicario og neo-westernen Hell or High Water samt som instruktør af Wind River.Hans film har medrivende historier og bruger genre-elementer til at skabe originale fortællinger.

Den kreativitet er ikke at finde her. Måske fordi Sheridan har lagt størstedelen af manuskript-ansvaret over på Charles Leavitt, der skrev Blood Diamond fra 2006, men de seneste år har knap så prangende titler på cv’et.

Those Who Wish Me Dead er en decideret samlebånds-thriller, der benytter en filmopskrift fra 90’erne, som ikke har klaret tidens tand godt.

En revisor flygter til den nordlige stat Montanas skove med sin søn Connor, fordi han har fået fingrene i farlig information. To lejemordere jagter revisoren og får hurtigt ram på ham.

Men de får ikke fat i sønnen, der flygter ud i skoven med den farlige og i øvrigt totalt uspecificerede information.

Her kommer Angelina Jolie ind i billedet. Hun har tidligere spillet actionhelte som en CIA-agent, en lejemorder og en kung fu-kriger, og nu er turen kommet til den traumatiserede brandmand Hannah.

En tidligere skovbrand i området dræbte tre drenge, så Hannah får chancen for ny en redningsmission. Der er nemlig ikke bare en ung mand i fare, men også en ny skovbrand, som lejemorderne har startet for at lede opmærksomheden væk fra deres blodige mord.

Hannah er den eneste interessante person i filmen, fordi hun er den eneste, der faktisk har nuancer nok til at ligne et ægte menneske. Resten må nøjes med at udfolde sig i fede action-sekvenser, og Nicholas Hoult og Aidan Gillen er ganske underholdende som de farlige lejemordere med maskinpistoler og lasersigte.

De slår ihjel for et godt ord, men da de møder den lokale sherifs gravide kone (Medina Senghore), der leder en form for overlevelsesskole for voksne, opstår den form for magtkamp, der gjorde 90’ernes thrillere populære.

Med opfindsomhed og girl power beskytter to kvinder deres børn mod mændene, der har et væld af råstyrke og patroner.

Men actionscenerne fremstår mest som et dække over, at der ikke er blevet tænkt på, hvad filmen egentlig skal handle om.

Titlen refererer til de grusomme lejemordere, som vi ikke får meget at vide om. Vi finder heller aldrig ud af, hvorfor det er så vigtigt, at den farlige information ikke kommer ud i offentligheden.

Dermed er der kun Hannahs selvterapeutiske overlevelseskamp på spil, og den hænger ikke sammen med resten af filmen. Det ville ellers være oplagt at se nærmere på, hvordan skovbrande påvirker både den enkelte og samfundet.

Skovbrande i USA og Australien har de seneste år nået nye rekorder, og på sociale medier har der floreret billeder af natur og by indsvøbt i orange flammer.

Men ildens konsekvenser bliver der i filmen ikke dykket ned i, hvorfor det dramatiske fænomen ender med bare at blive filmisk brænde på bålet.