There’s Something in the Barn

Jul og gys, hygge og uhygge, passer godt sammen, men der er langt mellem de rigtigt vellykkede julegyserfilm. Og vellykket er ikke et mærkat, man kan hæfte på There’s Something in the Barn. 

Det er en norsk jule-horrorkomedie med amerikanske hovedpersoner, og den er lige så rundt på gulvet, som beskrivelsen antyder. 

Filmen skøjter over halvanden time mellem lun julekalenderkomik, Gremlins-inspirerede nisseløjer og halvhjertet slapstick-horror. 

En amerikansk familie har arvet en gård i en lille, postkortidyllisk norsk by. De flytter ind, men der er – jævnfør titlen – noget i laden. Nemlig en lille, ondsindet nisse, der oven i købet kan tilkalde forstærkninger, når kampen mod de forstyrrende mennesker begynder. 

Familien har konflikter med hjemmefra. 

Faren er entusiastisk, men lidt af en klovn, og hans nye, unge kone ved ikke helt, om hun skal være børnenes veninde, ond stedmor eller familiens overhoved. 

Teenagedatteren Nora er sur, hun savner sine venner i USA og har næsen konstant i telefonen. Og ingen tror lillebror Lucas, da han siger, at der er en nisse i laden. 

Han er dog i tilstrækkeligt julehumør til at vide, at de er nødt til at behandle husnissen ordentligt: ingen larm, intet skarpt lys og en stor skål risengrød juleaften! 

Hvis det lyder som Gremlins, der ikke må blive våde eller fodres efter midnat, er det ikke helt tilfældigt. Den norske instruktør Magnus Martens har nævnt Joe Dantes klassiker og Chris Columbus’ Alene hjemme som to hovedinspirationskilder. 

There’s Something in the Barn forsøger at ramme forbilledernes balance mellem nostalgisk julehygge og gyselig familieaction. 

Men tonen er usikker. 

Nisserne er mere skræmmende end sjove. De er nogle ondskabsfulde, ork-lignende sataner. Deres makeup er noget af det stærkeste ved filmen, men den gør dem til monstre uden formildende træk. 

Og ligesom sine forbilleder krydrer instruktøren løjerne med grum slapstick. Her er filmen klart for voldsom til de yngste, men ikke helt hård nok til et krævende horrorpublikum. 

Det er sjovt, når en nisse kommer til at skyde en anden i fjæset med en afsikret pistol. Men det er over grænsen, når et af menneskene bliver splattet ud under en snescooter, så der står en sky af blod ud over sneen! 

Magnus Martens instruerer glat og anonymt og kører den hjem på rutinen fra adskillige amerikanske og norske serier og så actionfilmen SAS: Red Notice fra 2021. 

Men hans horror-værktøjskasse er beskedent udstyret. Mindst fire gange prøver han at skabe suspense med bilmotorer og lightere, der ikke vil tænde i afgørende øjeblikke. Det er dovent. 

Og det fremgår aldrig, hvorfor det lige skal være en amerikansk familie. Bortset fra nogle sprogforbistringer og et par åbenlyse vitser – ”Det her er ikke USA, vi skyder ikke folk i ansigtet,” siger den lokale politibetjent – kunne tilflytterne lige så godt komme fra Oslo. 

Internationalt format har filmen i hvert fald ikke. Visuelt ligner den en julekalender, og de amerikanske skuespillere er i bedste fald lidt anonyme. 

Martin Starr er sjov som sarkastisk programmør i tech-satiren Silicon Valley, men han er en ret slatten leading man. Og hans fjottede betamand med strikhue, julesweater og højt humør ligner mere en nordisk end amerikansk arketype. 

Bedst på rollelisten er norske Henriette Steenstrup, der arbejder hårdt på at få en skæg og charmerende karakter ud af sin knusende rolige norske politibetjent. 

Hun hæver niveauet i de par scener, hun er med i, med herligt tør komik. Men manuskriptet behandler hende ærligt talt utilgiveligt dårligt. Jeg vil nødig afsløre for meget, men filmen ofrer sin skæggeste karakter på en ligegyldig splatter-joke. Fy! 

There’s Something in the Barn ender derfor som en sær norsk-amerikansk julebudding, der er for blodig til børn og for tam til gyserfans.