Their Finest Hour

Først må man konstatere, at Lone Scherfig endnu engang demonstrerer en duperende iscenesætter-dygtighed.

Their Finest Hour spinner driftsikkert af sted som en velsmurt Bentley og skifter drevent gear fra rapmundet komedie til dødsens alvor og tilbage igen.

Det internationale touch i udpræget britisk variant præger hver kærligt anbragt detalje, men hvis man tror, at filmen rummer menneskelig resonans som An Education eller for den sags skyld Italiensk for begyndere, vil man blive skuffet.

Dertil skøjtes der for overfladisk gennem en noget forgrenet historie, der både vil rumme en feministisk dagsorden, en kærlighedsfortælling og et bredere billede af London under blitzen, set fra en forståeligt patriotisk filmindustris synsvinkel.

Manuskriptet af den spillefilmdebuterende Gaby Chiappe smider mange bolde op i luften på én gang, og da replikkerne tilmed ofte falder i det lidt for ordrige, har det krævet al Scherfigs dygtighed at holde sammen på et projekt, der bugner over med indforstået britisk–historiske strømpile fra London-perioden lige efter Dunkerque-tilbagetrækningen i maj-juni 1940.

Aldrig i Europas nyere historie har propagandafilm været mere påkrævede, end da England stod alene mod nazisterne i dette krigens første år. Både morsomt og respektfuldt skildrer Their Finest Hour den filmiske mobilisering, der når helt op til Jeremy Irons’ patetiske krigsminister fuld af ildnende Shakespeare-citater: ”We few, we happy few, we band of brothers,” fra Henry V.

Og mens bomberne regner ned over London, prøver filmfolket at mobilisere kvinderne som opretholdere af modstandsmoralen. Den ondeste krise-time skal forvandles til deres bedste tid og sammenholdet fik det faktisk til at ske.

I centrum for et meget stort persongalleri står Gemma Arterton som sekretæren Catrin, der forfremmes til manuskriptforfatter for at sikre en autentisk kvindevinkel. Den anlægges ikke just af filmselskabets to mandlige skriverkarle, der kalder al kvindedialog for ”pladder”.

Den yngste, glimrende spillet af en sardonisk Sam Claflin, fører så kynisk tale overfor den kvindelige begynder, at man hurtigt gætter på, at en romance må indtræffe, når han blødgøres. Og trods forudsigeligheden får Scherfig flettet nogle fine små kærlighedsscener ind i det tætte væv af miljø-detaljer. Det klæder den ellers ikke voldsomt facetterede tidligere Bond-pige Gemma Arterton at spille på mere følsomme strenge.

Filmen taber hende af og til helt af syne for at koncentrere sig om Bill Nighys aldrende frikadelle-skuespiller. En velturneret præstation, men allerbedst er egentlig Helen McCrory som hans nye, vakse agent – helt i pagt med filmens altgennemtrængende, men aldrig højtråbende feminisme.

Den viser sig også i en sidefigur som den skrappe, men i sidste ende positivt skildrede lesbiske produktionskontrollant, der påpeger, at filmbranchens mænd er bange for at give kvinderne for stor magt i den aktuelle krisesituation, fordi det vil gøre det sværere at få dem tilbage i boksen efter krigen.

Virkelighedens centrale tidlige propagandafilm, Den 49. breddegrad (1941) og Havet er vor skæbne (1942) havde så at sige kun mænd i centrale roller foran og bag kameraet (og var i øvrigt heller ikke i farver som her). Så set i forhold til de historiske realiteter ønsketænker filmen sig nok til heltindens feministiske succes.

Som helhed bekræfter filmen Lone Scherfigs professionalisme. Men inspirerer også til et håb om, at hun snart igen kunne finde tilbage til den mere intime, personlige bittersødme fra Italiensk for begyndere og An Education.

I de bedste øjeblikke af Their Finest Hour, eksempelvis Bill Nighys bevægende sang for og med filmholdet, fyldes billedet med den naturlige varme, livsglæde og humor, Scherfig kommunikerer allerbedst.