Theatre of Violence

Joseph Kony forbinder mange med dokumentaren Kony 2012, som vakte opsigt på grund af filmskaberen Jason Russell, der brød sammen og masturberede nøgen i San Diegos gader.

Få husker, at filmen handler om den ugandanesiske oprørsleder og krigsforbryder Kony, der i årtier bortførte børn og gjorde dem til børnesoldater. Den tabloide skandale kom til at overskygge den tragiske situation i Uganda, som har været hærget af brutal guerillakrig de sidste 35 år.

Det er netop den manglende forståelse og opmærksomhed, som danske Emil Langballe og polske Lukasz Konopa forsøger at rette op på med dokumentaren Theatre of Violence.

Filmen fokuserer på et retssalsdrama om den tidligere børnesoldat Dominic Ongwen, der står over for adskillige alvorlige anklager i Den Internationale Krigsforbryderdomstol i Haag.

Som barn blev han kidnappet og hjernevasket af Konys oprørsgruppe LRA, og siden blev han en af gruppens mest berygtede kommandører.

Kony og hans øverste kumpaner er aldrig selv blevet fanget, så den nu 48-årige Ongwen er det eneste LRA-medlem, der er blevet retsforfulgt.

Igennem Ongwens forsvarsadvokat – den fattede og reflekterede Krispus Ayena – og optagelser fra retssalen kommer vi helt ind i forsvarets maskinrum, hvor en meget svær etisk diskussion skal tages.

For Ongwen er åbenlyst et offer for LRA’s frygtelige behandling af ugandanesiske børn, ligesom han selv er skyldig i at have udført præcis samme forbrydelser. Ongwen har dræbt uskyldige, voldtaget kvinder og taget slaver.

Men havde han egentlig et valg?

Ongwens barndomsven, der blev bortført sammen med ham, fortæller gribende om den groteske vold, de som helt unge blev udsat for. De blev hjernevasket til at tro, at Kony var en halvgud, der ved hjælp af ånder kunne udspionere dem.

Hvis de ikke adlød hans umenneskelige ordrer, ville de selv blive dræbt.

Det er et af de sværeste retslige dilemmaer, man kan forestille sig. På den ene side virker den hårdeste dom for mild til den brutale krigsforbryder, og på den anden side virker den mildeste straf uretfærdig over for hans ofres pårørende.

Man både frygter og hungrer efter at komme ind i hovedet på Ongwen, der gemmer på svarene i sagen.

Men Ongwen er afholdt fra at give interview, så den eneste nærkontakt med ham er et par forvirrede telefonsamtaler og optagelserne fra retssalen, hvor et mundbind skjuler halvdelen af mimikken.

Retssalsdramaets etiske diskussion er stof nok til en film i sig selv, men Theatre of Violence går dybere end det. For sagen handler ikke kun om Ongwens skyld, men også om en akut mangel på vestlig forståelse for situationen i Uganda.

Sammen tager filmholdet og Ayena ud i Nordugandas bush, hvor både Ongwen og Kony kommer fra, og taler med borgerne, der næsten alle sammen stiller samme spørgsmål:

”Hvorfor er det kun Ongwen, der bliver retsforfulgt af den internationale domstol – og ikke regeringen?”

LRA opstod som en oprørsgruppe mod den diktatoriske præsident Museveni, der i knap 40 år har terroriseret sine politiske modstandere og store dele af befolkningen.

I filmen ser vi skræmmende optagelser af den sidste oppositionsleder Bobi Wine, der i 2022 stillede op mod præsidenten og blev arresteret for åbent kamera.

Men LRA, der skulle redde befolkningen, endte med at blive en mindst lige så brutal og tyrannisk operation. I dag ved de hårdt ramte nordugandere ikke, hvem de skal frygte mest.

Filmen formår gennem chokerende samtaler mellem Ayena og norduganderne – især den med en af Konys flere hundrede koner – at give indblik i en tankegang og et verdenssyn, der ligger milevidt fra vores eget.

Og det bliver åbenlyst, at de hvide dommere i Haag ikke har en jordisk chance for at reelt forstå omstændighederne omkring Ongwens frygtelige handlinger.

Selv om forsvarsadvokaten bliver en slags guide i filmen, holder Theatre of Violence sig alligevel for god til at vælge side i sagen om Ongwen.

Den nøjes med at male et nuanceret billede af en kompleks konflikt, som det er meget svært at se en løsning på.