The Wonderful Story of Henry Sugar

To Wes Anderson-film på et år? Nej, endnu flere! 

Efter den metakringlede og overfyldte sorghistorie Asteroid City vender amerikansk films mest nøjeregnende æstetiker tilbage til den finurlige engelske forfatter Roald Dahl, der også skrev bogforlægget til The Fantastic Mr. Fox. 

Den charmerende animationsfilm er blandt Wes Andersons bedste, en børnefortælling med voksenkant. Så der er grund til at glædes over, at han igen er aktuel med en hel håndfuld kortfilm baseret på Roald Dahls noveller. 

De bliver alle hældt på Netflix senere på måneden, men filmfestivalen i Venedig giver et smugkig med verdenspremieren på den længste, den 37 minutter lange The Wonderful Story of Henry Sugar. 

Som sædvanlig for Wes Anderson er historien fortalt med komisk præcision i sirlige lag som en minutiøst dekoreret Matryoshka-dukke. 

Vi starter i et beskedent skrivekontor. Roald Dahl (Ralph Fiennes) sætter sig omhyggeligt til rette med sine skriveredskaber og et par floskler (”Nåja, her sidder vi så, i min lille skrivehytte”). Før han tager hul på fortællingen om den selviske gambler Henry Sugar. 

”Han var ikke en ond mand, men han var ikke en dårlig mand, heller,” tiltror fortælleren sit publikum, mens han rejser sig fra hytten og spadserer til den næste kulisse. 

Da Henry Sugar (Benedict Cumberbatch med dreven overklassearrogance) en dag danderer rundt på et stort bibliotek, støder han på et tyndt, blåt bind blandt de afskrækkende mursten. 

Han begynder at læse den utrolige historie om en indisk cirkuskunstner ved navn Imdad Khan. 

Han opsøgte i sin ungdom Den Store Yogi (Richard Ayoade) og lærte af ham kunsten at se uden at bruge sine øjne. Ved dag for dag at meditere i timer på sin afdøde brors ansigt, uden at lade tankerne vandre et øjeblik, opnår han efter mange års træning den fornødne trancetilstand. 

Den utrolige historie er skrevet ned af den indiske læge Z.Z. Chatterjee (Dev Patel), men fortalt af Imdad Khan (Ben Kingsley). 

Lag på lag på lag, alle fortalt direkte til kameraet og publikum af nogle af Englands bedste komiske skuespillere. 

Wes Anderson og Roald Dahl går hånd i hånd, fordi de har samme sans for sprogets komiske potentiale, for hvordan små afbrydelser, tænkepauser, strøtanker og gentagelser er lige så afgørende for oplevelsen som selve historien. Hvad enten man formulerer sig på skrift eller på film. 

Henry Sugar indser med det samme, at han er faldet over det bedste kortsnydetrick nogensinde, og sætter sig for at udvikle det samme talent. 

”Men da Henry ikke havde en bror,” fortæller Roald Dahl med Ralph Fiennes’ sigende repliklevering, ”besluttede han sig for at fokusere på sit eget ansigt.” 

Henry Sugars historie er morsom, og som mange af Roald Dahls noveller fører den frem til en opbyggelig morale: Hvor spændende er det at gamble, når man aldrig kan tabe? 

Det er en sødmefuld, lille fortælling, som føles helt tro mod Roald Dahls tone og univers. Den er mindre prangende og mere underfundig end nogle af Wes Andersons spillefilm, hvor amerikaneren nærmest skilter med sin ingeniørpræcision i tempo og tematik. 

Til gengæld har den heller ikke samme pludselige følelsesfuldhed, hvor filmens travle kunstighed lægges til side i en enkelt scene, et blik, en replik, der blotlægger alt det fortrængte. 

Der ligger en ængstelighed til grund for Wes Andersons mageløse stil og snørklede præsentation, som altid har føltes dybt personlig. 

Denne gang fylder Roald Dahl mere, men det gør mindre. For Wes Anderson er jo en æstetiker par excellence, hvad enten han instruerer spillefilm, kortfilm eller reklamer. 

Han opbygger verdener, man kan fortabe sig i. 

The Wonderful Story of Henry Sugar er charmerende håndgjort og gennemkoordineret, når den ene kulisse skiftes ud med den næste, og skuespillerne optræder, virkelig performer, så det er umuligt ikke at blive underholdt. 

Det er en dejlig appetitvækker. Nu glæder jeg mig til resten af Wes Andersons Roald Dahl-varieté.