Den stygge stedsøster

”Elvira, bøjle!” lyder det skarpt fra kareten, da den skrøbelige hovedperson i Den stygge stedsøster hilser på sin nye familie med et ængsteligt tandsmil. Straks smækker hun læberne sammen for at gemme togskinnerne af vejen. 

Stedmoren er styg i Emilie Blichfeldts forrygende morsomme feministiske body horror-gendigtning af eventyret om Askepot. Her er det ikke den tragisk underkuede skønjomfru Agnes, men hendes nye, kropsforstyrrede stedsøster Elvira, der er i centrum. 

En enkel, genial omskrivning, der får hele historien til at give en anden og mere genkendelig form for mening. 

Der er kun én Askepot, som instruktør Emilie Blichfeldt sagde torsdag ved filmens verdenspremiere på Sundance-festivalen. Resten af verdens kvinder er grimme stedsøstre. 

Elvira er ængstelig og behagesyg. Hun ankommer til sin nye stedfars slot med hovedet fuldt af harpespil og flødebollefantasier hentet fra en tyndslidt bog med den skønne Prins Julians ridderromantiske poesi. 

”Jeg vil giftes med ham!” nærmest gylper hun, da hendes smukke, spidse nye stedsøster Agnes spørger ind til bogen. Og hun får sin chance, da stedfaren stiller træskoene allerede under bryllupsmiddagen og snart viser sig at have været lige så ludfattig som sin nye hustru. 

Begge parter forsøgte at gifte sig til penge, men nu har hans enke end ikke nok til en begravelse. Og lader ham blot rådne op et sted i huset. 

Men da prinsen inviterer alle rigets unge piger til bal for at finde sin prinsesse, øjner Elviras mor en ny mulighed for at gøre et godt parti og derved klamre sig til det søde liv. Hvis dog bare Elvira ikke var så grim! 

Men den slags kan heldigvis fikses af skønhedskirurgen Dr. Esthetique, der storsmilende fikser hendes næse med en elegant sølvhammer og -mejsel. 

”Un, deux, trois!” siger han slesk og giver tuden et korrigerende hak, så man krymper sig i sædet! 

Emilie Blichfeldt forstår virkelig at overskride publikums grænser, hvad enten det gælder lede vittigheder, ækel body horror eller eksplicit sex. Hver scene bygger frem mod en pinagtig punchline, og man er kosteligt underholdt af filmens uhøjtidelige ridderlighed – og ridderliderlighed. 

Elviras eventyrforestillinger om prinsen på den hvide hest lever nemlig ikke helt op til mødet med en mand, der er bedst kendt for ikke at huske en døjt om sit hjertes udkårne. Andet end, at hun må kunne passe den sko, hun har tabt. 

Hvis man husker på, hvordan udtrykket ”at hugge en hæl og klippe en tå” udfoldes i Askepot, har man en idé om, hvad der er i vente! 

Den norske instruktørdebutant sætter komisk trumf på sin kropsgyser med et formfuldendt filmsprog, som i Elviras drømmesekvenser minder både om kærlighedsfilm fra 70’erne og softcoreporno fra 90’erne. 

En række danske filmfolk har været med til at skabe Den stygge stedsøster. Den er flot fotograferet af danske Marcel Zyskind og fermt klippet af Olivia Neergaard-Holm, mens Sabine Hviid har sat ødselt i scene med et imponerende produktionsdesign, der tydeligvis har kostet knaster. Sjældent har jeg set så mange firmalogoer indlede en spillefilm, deriblandt det danske produktionsselskab MOTOR. 

Filmen er gudskelov ingen anonym europudding. Den er en forrygende morsom cringe-komedie med dryp af ultravold og intelligent ironi. Den griber både tilbage til den pladderromantiske Disney-version og Brødrene Grimms blodige alvor, så den kan udstille Askepot-eventyrets misogyni. 

Filmen udspiller sig i en gennemført kvindefjendsk verden, hvor Elvira og Agnes kappes om førerpladsen på ungepigeakademiet. Her lærer de at neje, sukke og danse fortryllende inden det store debutantbal. 

Agnes er lærerens kæledække, og Elvira e det sorte får i flokken med metalbandage for næsen og kagehuld på sidebenene. 

Elvira er ingen grim stedsøster, men bare en forbistret fangirl, der mister jordforbindelsen, fordi omverdenen behandler hende som skidt. Lea Myren bliver stadig mere fremragende i hovedrollen, jo mere forrykt og grotesk Elvira gør sig selv for at få den rette facon. 

Hun matches tand for tand af Ane Dahl Torp som hendes statusbesatte mor og af Thea Sofie Loch Næss som den mere snusfornuftige stedsøster Agnes, filmens Askepot, der hellere vil knalde med stalddrengen end gøre sig til for prinsen. 

Det er svært ikke at sammenligne med en anden body horror-komedie om en kvindes vold mod sig selv for at leve op til samfundets skønhedsidealer: Coralie Fargeats Oscar-nominerede The Substance. 

Men jeg vil vove den påstand, at der er mere på spil og markant mindre træden vande i Emilie Blichfeldts film. Og så vinder den points på at præsentere skønhedsidealerne som sygelige vrangforestillinger snarere end som en uomgængelig præmis for kvinders færden i verden. 

Den stygge stedsøster er ikke til at stå for, og det kan kun gå for langsomt med at få den til danske biografer.