The Substance

The Substance er en campet, feministisk gyser om berømmelse og aldring. Den kipper med hatten til What Ever Happened to Baby Jane? og Sunset Boulevard og er tilsat et stænk blodigt morbid humor fra film som Carrie og Death Becomes Her.

Det er en storladen og spraglet, sexet og smuk film med så meget tryk på, at det nærmest er irrelevant, at den franske instruktør Coralie Fargeat ikke har noget afgørende nyt på hjerte.

Første gang vi ser skuespilleren Elisabeth Sparkle (Demi Moore), efterlader hun sine håndaftryk i cement på Hollywoods Walk of Fame.

Så går årene i en nådesløs montage. Fra et yndet turistmål ender mindesmærket med at blive ignoreret, krakeleret og pisset på af hunde.

Selv går Elisabeth Sparkle som en anden Jane Fonda fra Hollywoodstjerne til aerobics-instruktør på tv i dagtimerne. Men da chefen Harvey (Dennis Quaid) beslutter sig for at skifte hende ud med en yngre model, tager Elisabeth en drastisk beslutning for at redde karrieren.

Da et mystisk selskab kontakter hende og tilbyder en kilde til evig ungdom, ignorerer hun samtlige alarmklokker og tager imod den body horror-ubehagelige, ildevarslende mirakelkur.

I første omgang går alt efter planen, selv om det ikke ser sådan ud. Et væsen udklækkes på grotesk vis i Elisabeths krop og kaster den af sig som en ham. Man når at tænke på Alien, men dette fremmedlegeme – der kalder sig Sue – er bedårende!

Gang på gang er Elisabeth blevet mindet om at følge instrukserne til punkt og prikke. De spaltede kroppe tilhører en og samme kvinde. Så hvad der skader den ene, skader også den anden.

Men da Elisabeths yngre halvdel så let som ingenting bliver tv-landskabets nye aerobics-dronning, skærer den ældre halvdel sig på kontrasten og burer sig inde i sin lejlighed som et andet Dorian Gray-maleri.

Bivirkningerne ved behandlingen varsles tidligt, da en fremmed spørger Elisabeth: ”Er hun begyndt at æde sig ind på dig?”

Demi Moore er genial i hovedrollen.

Der er skrevet lige så mange sladderartikler om hendes mulige plastikkirurgi, som der har været anmeldelser af hendes skuespilpræstationer. Formentlig fordi hun i en alder af 61 ser fuldkommen fantastisk ud.

Benjamin Kracun (Promising Young Woman) læner sit kamera pågående nært på skuespillerne, og vi får lov at nærstudere hver en kropsdel til mindste detalje.

Og Demi Moore er totalt med på den. Efterhånden som Elisabeth bliver mere skrøbelig, bliver Moores præstation mere kraftfuld. Margaret Qualley er også skøn som Sue, energisk og koket, men skånselsløs lige under den heldragtsklædte overflade.

Men i aerobics-scenerne bruger Coralie Fargeat for lang tid på overfladen: på at stirre og beglo de to hovedpersoners og backupdansernes stramme, unge kroppe. Vil instruktøren spidde sit publikum ved at gøre os til savlende stoddere, der stirrer på unge kvinder?

Jeg tror det faktisk ikke.

For mig ser det ud, som om instruktøren forblændes af sin egen vision og glemmer at klippe i tide. Showbiz-satiren er tam, og Harvey er en ren karikatur, et let mål med brokadejakkesæt og spraybruner. Det afholder dog ikke Dennis Quaid fra at have en fest i rollen, og publikum gør klogt i at følge hans eksempel.

Nuance, refleksion eller subtilitet skal man kigge længe efter, og manuskriptet overrasker ikke meget undervejs i filmens 140 minutter. Men den spektakulære, Cronenberg-groteske finale får blodbrusebadet i Carrie til at ligne et lille prik på fingeren.

Og så er The Substance brandflot, fyldt med genkommende billeder og farver: en klonet æggeblomme, Elisabeths gule jakke, nærbilleder af gule vejskilte. De mange praktiske effekter er forrygende ækle, også takket være det myrekrybsfremkaldende lydarbejde, da Sue kravler ud af Elisabeths krop.

Det er årets vildeste rutsjebanetur, og Demi Moore har aldrig været bedre.