The Room Next Door

”Jeg kan ikke udstå tanken om, at noget skal dø,” siger forfatteren Ingrid og slår temaet an i The Room Next Door, spanske Pedro Almodóvars første engelsksprogede film, der blev belønnet med Guldløven ved Venedig-festivalen.

Den 74-årige instruktør er rejst til New York – eller rettere: kulturelitens Manhattan – men tager alt sit tankegods og det meste af sit filmhold med sig.

Filmatiseringen af amerikanske Sigrid Nunez’ roman handler i forlængelse af de følelsestunge Julieta, Smerte og ære og Parallelle mødre om et vennepar, der stirrer døden i øjnene og vejer livets sorger og glæder.

Ingrid (Julianne Moore) får til en bogsignering nys om sin gamle veninde Martha (Tilda Swinton), der er indlagt med livmoderhalskræft.

De to var kolleger i 1980’erne, en overgang delte de ligefrem en elsker, men er siden gået i hver sin retning. Den ene mod autofiktion og selvrefleksion, den anden mod krigsreportage og verdens brændpunkter.

Da Ingrid besøger Martha på hospitalet, får de hurtigt ajourført deres venskab og genetablerer den fortrolige tone, de havde engang. Martha raser mod sin sygdom med en bitterhed, der vil virke genkendelig for alle med kræft tæt inde på livet: ”Hvis man vinder, er man en helt. Hvis man taber, må det være, fordi man ikke kæmpede nok.”

Men egentlig er hun afklaret med det sidste scenarie og bliver nærmest skuffet, da behandlingen faktisk virker – for en stund.

Da der opstår genstridige metastaser, skaffer hun sig en pille af den slags, man kan få i Canada og på the dark web. Og hun beder Ingrid om at ledsage sig på den allersidste rejse.

Martha har lejet et modernistisk prangende hus i skovene tæt ved Woodstock nord for New York. Her vil hun tage pillen, når hun føler sig parat, og indtil da vil hun sove med døren åben. Når Ingrid finder den lukket, er hun ladt alene tilbage.

Ingrids medfølelse risikerer at bringe hende i problemer, fordi hun juridisk vil bistå en forbrydelse.

The Room Next Door er en stilfærdigt politisk film med et budskab om at lade terminalpatienter forlade verden på deres egne præmisser og med livskvaliteten i behold.

Døden er en usynlig trussel, der giver venindernes diskussioner om kunst, kultur og meningen med det hele en gribende, melankolsk klangbund. Begge er udprægede kulturpersonligheder, hvis mange referencer føles som Almodóvars pensumliste til sit publikum og en forståelsesnøgle til fortællingens dybere lag.

Ingrid og Martha tager i biografen for at se Roberto Rossellinis Viaggio in Italia. De taler om den seneste murstensbiografi om Richard Burton og Elizabeth Taylors stormfulde forhold, og Ingrid arbejder på en roman om maleren Dora Carrington og litteraten Lytton Stracheys platoniske kærlighedsaffære – hun skød sig i maven, efter han døde af mavekræft.

Der løber en tråd af romantik gennem filmen, som spilles op af Alberto Iglesias’ sarte violiner og tunge celloer, og som er helt på sin plads i Almodóvars kulørte univers. Samtidig virker kærligheden fjern for både Ingrid og Martha.

Deres fælles forhold til den klimapessimistiske Damian, som spilles af John Turturro, var mere fysisk end følelsespræget. ”Da jeg var yngre, følte jeg, at en dag uden sex var ufærdig,” siger han og lyder som en fra Almodóvars hedonistiske slæng af madrileños, der engang gjorde den spanske hovedstads natteliv decideret uanstændigt.

Man mærker instruktøren, ikke mindst i de melodramatiske flashbacks i første akts americana. Her dukker danske Alex Høgh Andersen veloplagt op som Marthas første, store kærlighed. Han er vendt tilbage fra Vietnam med krigen rumlende i hovedet, lader hende alene med en datter og kort efter gør sin exit fra filmen i en scene så storladen, at det nærmer sig kitsch.

På spansk skærer Almodóvars dialog ind til kernen med koncis utålmodighed, men i starten af The Room Next Door føles det, som om han stadig finder sig til rette i et nyt sprog.

Er historiens sidespring strittende eller inciterende? Der er lag under hovedfortællingen om Ingrids forsøg på at komme overens med døden, som falmer undervejs, men pirrer i erindringen.

Pedro Almodóvars skuespilvalg føles nærmest uundgåeligt. 63-årige Julianne Moore er sin generations måske mest ekspressive melodramaskuespiller, som forstår at lade sit imødekommende ydre dirre af undertrykt følelsesliv.

Hun er perfekt matchet af Tilda Swintons fattede terminalpatient. Sidstnævnte spiller også hovedrollen i Almodóvars første engelsksprogede projekt, kortfilmen The Human Voice fra 2020, hvor hun skridter omkring en teaterkulisse som forsmået elsker med svig i hjertet og en økse i hånden.

The Room Next Door er en engagerende og tankevækkende samtale om døden og alt det, der går forud. Rundet af empati og dirigeret af Almodóvars fintfølende billedsans og uovertrufne farvefornemmelse.

Matte toner af rød, gul og blå går i spænd med historiens lidenskab og sygdom. Men de guider også publikum gennem filmen på mere underbetonet vis, ligesom det kølige Edward Hopper-maleri, Ingrid og Martha studser over, da de ankommer til huset i skoven.

Deres kærlighedsfulde forståelse indrammes snedigt med lån fra James Joyces novelle The Dead om sneen, der falder på både de levende og de døde.

The Room Next Door griber om sig, men rammer en grundtone af livslyst i mødet med forgængeligheden.