The Penguin

Pingvinen er en af de mest ikoniske skurke, som superhelten Batman bekæmper gennem storbyen Arkhams dystopiske gader. 

Den lavstammede forbryder med den spidse snude og den høje hat er på en gang fjoget og farlig. Han kan lige så godt finde på at forgifte byens vandforsyning for at tjene hurtige penge eller begrave den i fisk som en arrig markering. 

I The Batman fra 2022 med Robert Pattinson i hovedrollen er skurken skildret som en mere realistisk bøvet mafioso, der altid trækker det korte strå i den italiensk-amerikanske mafiafamilie og for enden af flagermusens næver. 

Det søger The Penguin nu at råde bod på. 

Max-serien foregår i samme univers som filmen og fortsætter præcis, hvor den slap. Den berygtede mafiaboss Carmine Falcone er død, og nu mangler den kriminelle underverden en bannerfører. 

Det kunne jo sagtens være Pingvinen. 

Colin Farrell vender uigenkendelig tilbage i rollen som Oswald ”Oz” Cobb, for hvem ”pingvin” er et nedsættende øgenavn, som han ikke kan udstå. Og når der er noget, Oz hader, bliver han et farligt bekendtskab. 

Den ganske fabelagtige første afsnit udstiller Oz med spandevis af humor som et patetisk fjols og en rasende snydepels, der kan spille fjender og kumpaner ud mod hinanden. Oswald skinner, mens hans skøre personlighed udfoldes fuldt, så selv hans vulgære bils dumme duftfrisker har en skarp pointe. 

The Penguin kredser om den dobbelthed, der gennemsyrer Oswald. Den djævelske stakkel falder over Victor (Rhenzy Feliz), en ung lømmel, der mistede hele familien i kølvandet på The Batman. Victor prøver at stjæle mafiosoens prangende fælge, og Oz er lige ved at rive hovedet af ham, indtil det går op for ham, at Victor stammer. 

Således begynder et umage venskab, hvor den udkørte Oz lærer Victor alle fiduserne, mens han ansporer den unge, handicappede rod til at være mere selvsikker. 

”Fuck, hvad andre tænker. Lad dem vente på dig. Fyld!” siger Oz, da en tjener på en eksklusiv restaurant afbryder Victor, mens han kæmper med at udtale et ord. Det er svært ikke at bifalde Oswald, og i et øjeblik føles det, som om han har fat i den lange ende. 

Men denne nærmest aktivistiske pointe og satiriske humor træder i baggrunden, da seriens midte er et langt mere konventionelt mafiadrama. Her overskygges seriens hovedperson nemlig af en ny skurk: Carmine Falcones datter Sofia (Cristin Milioti). 

Hendes historie, udvikling og skurkagtighed fungerer bedre end Pingvinens, og han træder endda i baggrunden, mens The Penguin udpensler Sofias lidelse og egodød. 

Fortællingen om en mafiadatter, der bliver forrådt af mændene omkring hende og ender med tage magten tilbage med tænder og kløer, er så gennemført, at selv hendes smagfulde kostumer matcher hendes sindstilstand. Fra uskyldig hvid over i skurkagtig sort til frigjort rød. 

Men når fokus konstant skifter mellem skurkene, ender forsøget på at skildre Oz som et pendul, der svinger mellem sympatisk og psykopatisk, og Sofias genopstanden som Fugl Fønix mister serien tyngde. For hvad er egentlig pointen med det hele? 

Tesen om sammenhold blandt udstødte slyngler løber ud i sandet, mens Sofia meningsløst mishandles i Arkhams groteske sindssygeanstalt, og Colin Farrell spiller handicappet med en akavet gangart iført overdrevne proteser og et udskældt fatsuit. 

Det er en serie, der ligger langt fra filmens gennemførte og sammenhængende æstetik, dekonstruktion af superheltekarakterer og hårdtslående samfundskritik. The Penguin formår næsten at opfinde den dybe tallerken, men ender ligesom sin hovedperson med at kvaje sig.