The Monkey

Osgood Perkins imponerede både kritikere og publikum med sin paranormale seriemordergyser Longlegs, hvor Maika Monroe som FBI-agent opsporer en satanisk og uigenkendelig Nicolas Cage. 

Den succes følger Perkins nu op med Stephen King-filmatiseringen The Monkey. Han forbliver i horrorgenren, og man kan genkende hans hånd i den urovækkende grundstemning og iscenesættelsens opfindsomhed. Alligevel er der tale om et markant stilskift.

The Monkey er en horrorkomedie af den galgenhumoristiske splatstick-type med dødsulykker så overdrevent groteske, at tilskuerens reaktion manifesterer sig som forfærdede gisp fulgt af benovet WTF-latter. 

Det er hele vejen udført med veltimet elegance og som del af en velfortalt historie med farverige karakterer. 

Hovedpersonerne er et par tvillingebrødre, der arver en familieforbandelse i form af en legetøjsabe, som en af dem aktiverer i ondsindet hensigt. Effekten heraf spreder sig som ringe i en blodpøl, og således kombinerer filmen to af horrorgenrens intimiderende troper: aber og tvillinger. 

Søskendepar har hjemsøgt skrækfilm fra den gotiske Boris Karloff-gyser The Black Room fra 1935 til de to små piger på hotellet i Kubricks Stephen King-filmatisering The Shining. 

Men dobbeltgængergyset går helt tilbage til Edgar Allan Poes novelle William Wilson fra 1839 (plagieret i den tyske stumfilm Studenten fra Prag fra 1913). Det var også Poe, der bevæbnede en orangutang med en ragekniv og lod bæstet mishandle to kvinder i verdens første detektivhistorie – The Mordene i Rue Morgue fra 1841 – som også var den første abegyser. Alt fører tilbage til Poe. 

I 1902 fulgte W.W. Jacobs hyppigt filmatiserede novelle Abehånden, hvor en mumificeret abehånd opfylder ejerens ønsker med fatale, uforudsete konsekvenser. Den skadefro legetøjsabe i Stephen Kings novelle The Monkey og Osgood Perkins’ aktuelle filmatisering er en letgenkendelig variation heraf. 

De fleste danskere har antageligt aldrig leget med en mekanisk, slagtøjsspillende abekat, men vil genkende designet fra film som Spielbergs Nærkontakt af tredje grad, den tidligere King-filmatisering Monkey Shines, Disneys Aladdin og Disney/Pixars Toy Story 3. 

Traditionelt larmer legetøjsaben med et bækkensæt, men denne version ejes nu åbenbart af Disney og er derfor i The Monkey udskiftet med en tromme og et sæt trommestikker. Det gør en dramatisk forskel, for små bækkener har en meditativ klang, der bliver hængende i luften og passer til idéen om et stykke hjemsøgt legetøj, hvorfra usynlig ondskab diskret siver ud i verden. 

Filmabens aggressive trommeri, som forstærkes af fotografen Nico Aguilars varierede kameravinkler, fortæller os derimod, at ondskaben allerede har taget form og any moment now vil ramme os som et slag i hovedet. Et løfte, filmen holder igen og igen. Helt frem til sidste billede, med varierede og stadigt mere makabre kalamiteter. 

Sideløbende fungerer et hold cheerleaders som græsk kor og synes at bifalde mor(d)skaben. Den galgenhumoristiske stil minder om John Carpenters fine King-filmatisering Christine, mens truslen om stadigt mere chokerende freak accidents fik mig til at mindes nyklassikere som Final Destination og It Follows. 

Blandt filmens medvirkende må fremhæves Christian Convery og Theo James i den centrale dobbeltrolle som tvillingerne, henholdsvis unge og voksne. 

Alt imens et familiemønster gentages, blotlægges og giver dybere mening, møder vi også Tatiana Maslany som mangefacetteret mor – hvis skæbne lærte mig et nyt ord: aneurisme (udposning på en pulsåre) – og Colin O’Brien som forståeligt tvær teenager. 

I en markant siderolle som excentrisk plejefar ses Elijah Wood (Tolkien-filmenes Frodo), der dermed igen demonstrerer sin evne til at dukke op i interessante og mindeværdige projekter.