The Miracle Club

Efter æblekinderne er forsvundet og brysterne tømt for mælk, fordufter kvinder ofte fra vores bevidsthed som andet end en drænet kærlighedskilde. Overgangsalderen har kulturelt repræsenteret en overgang til glemslen, men med tidens diversitetsbølge er der blevet plads til mormors følelser på den store skærm.

I Held og lykke, Leo Grande finder Emma Thompsons enke sin seksualitet med hjælp fra en mandlig prostitueret. I den danske Madklubben tager tre pensionerede kvinder et opgør med deres aldrende kroppe og knuste hjerter på en ferie til Italien.

I The Miracle Club, som foregår i 1967, er det Maggie Smith, Kathy Bates og Laura Linney, der sætter mormor – og oldemor! – i centrum. Maggie Smith nærmer sig hastigt de 90, men leverer en kraftpræstation, hvor hun rystende og næsten hviskende skildrer livets sidste fase.

I filmen vender Chrissie (Laura Linney) hjem til Irland efter 40 år i USA for at deltage i sin mors begravelse. De har ikke talt sammen, siden hun flygtede fra arbejderklassekvarteret som syttenårig.

Chrissies mor har på det seneste arbejdet hårdt på en talentkonkurrence i den lokale kirke. Den afholdes nu som gravøl i hendes minde. Her genforenes Chrissie med sin mors to gode veninder, den drikfældige husmor Eileen (Kathy Bates) og Lily, oldingen med de unge øjne (Maggie Smith). De byder hende velkommen med en foragt, som har gæret i en menneskealder.

Sammen med den rare, yngre nabo Dolly (Agnes O’Casey) dyster Eileen og Lily som en syngende trio i talentkonkurrencen, hvor hovedpræmien er to billetter til den hellige grotte i franske Lourdes. De vinder ikke, men kommer efter nogle fortænkte forviklinger alligevel afsted – og får følgeskab af Chrissie, der fandt sin egen billet i en kuvert fra sin mor.

Med et skrabet budget, sparsomme kulisser og gylden lyssætning minder The Miracle Club om en god aften på TV 2 Charlie – med en bismag af sæbeopera, hvor tragedierne hober sig op. Den ene kvindes dreng er stum, den anden har en knude i brystet, den tredje har ulige ben og sørger stadig over sin søn, der druknede mange år forinden. 

Men præsten, spillet klogt og hjertevarmt af Mark O’Halloran, er med på turen og altid parat til at glatte de svære følelser ud. Manuskriptet sopper for det meste rundt i en overflade, hvor vandet altid er lunt og lyst, men kommer alligevel rundt om arbejderlivets udfordringer i et strengt religiøst, kønsopdelt samfund. 

Filmens morale er, at det er mellem mennesker, miraklerne sker, og ved hjemmets arne, man kan finde helbredelse. Men det traume, der åbenbarer sig, og som udstødte Chrissie til USA for 40 år siden, er for grusomt til, at denne hyggelige film kan forløse det troværdigt på 90 minutter.

Instruktør Thaddeus O’Sullivan, der mest har begået sig som instruktør på engelske tv-serier, instruerer The Miracle Club som en film i den lette ende af skalaen.

Og han nærmest modarbejdes af et cast i verdensklasse, der går til rollerne med en overbevisning, historien næsten ikke kan bære.

Hovedrollen som Chrissie er Laura Linney, når hun er bedst: lige så rummelig over for andres følelser, som hun er tilbageholdende med sine egne.

Debutanten Agnes O’Casey er rørende som bekymret småbørnsmor, og Kathy Bates skifter fremragende mellem streng og mild. Som en fattig mor og bedstemor til en flok på tolv har hun klaret sig gennem et hårdt liv med troen som rettesnor.

Her er ingen botox, kunstige bryster eller Hollywood-friskhed. Tidens gang ses på kvindernes kroppe og i deres ansigts folder, og selv om Laura Linney aldrig kan sige sig fri for sin naturlige skønhed, er der noget forfriskende i at se kvindelige skuespillere have alder.

The Miracle Club er en oplagt strikkefilm, man kan nyde sammen med mor eller bedstemor en tirsdag aften i den lokale kunstbiograf. Det er nok også hendes tur til at være i centrum.