The Mastermind

Kelly Reichardts The Mastermind vender kupfilmens velkendte greb på vrangen og blotlægger det, der som regel skjules bag fikse montager og pumpende lydspor: kaos, panik og helt almindelig menneskelig uformåen. 

Resultatet er et lavmælt, men mesterligt realistisk portræt af kriminalitetens snavsede virkelighed – og af den tynde linje mellem dannet kunstkender og skamløs bedrager. 

Vi er i Massachusetts’ forstæder i 1970’erne. Josh O’Connor er i Oscar-form i rollen som James, en ubarberet kunstskole-dropout med kone, to børn og kroniske pengeproblemer. Han er arbejdsløs tømrer og føler sig skabt til mere. Men verden har været unfair, og i et forsøg på at redde både ego og økonomi planlægger han et røveri af fire malerier fra det lokale kunstmuseum. 

Med sig har han lidt insider-viden, evnen til at lyve uden at blinke og en farlig tendens til selvovervurdering. Røveriet bliver lige så komisk og lavpraktisk, som det er farligt. 

Den klassiske kupfilm – fra Rififi til Ocean’s Eleven – forfører med elegant planlægning og charmerende forbrydere, men Kelly Reichardt vil præcis det modsatte. 

Hun smider den typiske spændingsmusik ud, lader døren binde og stigen vælte. Vi følger undervejs James så tæt på, at vi kan se, præcis hvor lidt styr han har på, hvad han laver. Og hvor lidt han er villig til at indrømme det. Også over for de hjælpere, han hyrer i det kriminelle miljø. Han er kort sagt alt andet end titlens store strateg. 

Det er formidlet med komplet overbevisning i både tics og tidsbillede. James er hverken kynisk nok til at være en ægte skurk eller naiv nok til at være sympatisk. 

Løgene over for hustruen (Alana Haim), hans godtroende mor og faren, der gudhjælpemig er dommer, vokser sig mere og mere problematiske og presser ham til at slukke for andet end nødberedskabet. Samtidig giver Josh O’Connor hovedpersonen en spøgelsesagtig overlevelsesevne – en mand, der hele tiden løber fra ansvaret: ”Tre fjerdedele af, hvad jeg gjorde, gjorde jeg for jer!” 

Der er fine ekkoer af en anden nylig pragtrolle leveret af Josh O’Connor, nemlig som gravrøveren i Alice Rohrwachers italienske drama La chimera. Også i den film spiller han en mand, der besidder dannelse og kunst-sensibilitet, men hvor det moralske kompas i bedste fald har en snurrende nål. 

Kelly Reichardt har altid haft et gudsbenådet blik for de mennesker, som ingen andre skildrer. Fra den angtsramte kunstner i Showing Up og drømmerne i Wendy and Lucy kredser hendes værker om personer, der ikke forløser deres rolle i samfundet eller slet og ret har meldt sig ud. 

I The Mastermind gør hun op med det selvmytologiserende snit, som genren plejer at levere, I stedet får vi ynkelig og dybt fascinerende patos bestående af møntopkald fra offentlige telefonbokse, uvaskede skjorter og uforløste drømme. 

Josh O’Connors karakter føjer sig perfekt ind i rækken af Reichardts hovedpersoner. James er en mand, der hverken formår at være en god borger eller en god forbryder. 

Med en vidunderlig ironi lader Reichardt ham til sidst blive opslugt af en Vietnam-demonstration, han ikke har den fjerneste tilknytning til – og giver samtidig en uventet rolle til de politibetjente, der ellers plejer at fungere som klassiske modstandere i kupfilmens velkendte krydsklipning. 

Det er i de små, virkelighedsnære katastrofer, Kelly Reichardt finder sin spænding. The Mastermind stiller skarpt på en moralsk fiasko, som skildres med rolig hånd, uhyggelig klarhed og Rob Mazureks jazzede toner, der bobler derudaf. 

Og hvis der er nogen retfærdighed til, fører den åbne filmklub Tusind Soles løse visninger til så begejstret en word of mouth, at filmen får reel dansk distribution.