Cph:Dox 2023
22. mar. 2023
The March on Rome

Den italienske diktator Benito Mussolini undertrykte med vold sit folk i en årrække, og efter sin død blev han tæsket til uigenkendelighed af en arrig menneskemængde.

Foto | Palomar

The March on Rome

Med udgangspunkt i en gammel propagandafilm reflekterer filmhistorikeren Mark Cousins tankevækkende over fascismens oprindelse og gennemslagskraft helt frem til Trump og Putin.

Af Niels Jakob Kyhl Jørgensen

”Det er bedre at leve én dag som en løve end 100 år som et får.”

Det er et slagkraftigt credo, som den daværende præsident Trump i 2016 videresender til sine millioner af Twitter-følgere – tilsyneladende uden at vide, at han citerer Benito Mussolini, fascismens stamfader og mellemkrigsårenes italienske diktator.

Den samme tanke forbinder dem, lyder hovedanklagen i Mark Cousins’ dokumentar The March on Rome, der undersøger fascismens oprindelse, udbredelse og eftermæle.

Den stærke må regere over de svage. Med kærlighed hvis muligt, med magt hvis nødvendigt, som Mussolinis sorte skjorter formulerede det.

Foruden at være en flittig dokumentarist er Mark Cousins en fremtrædende filmhistoriker, der sidste år ajourførte sin uomgængelige dokumentarserie The Story of Film med den fremragende The Story of Film: A New Generation, som vi anmelder i Ekko #93 og handler om det 21. århundredes filmkunst.

The March on Rome tager udgangspunkt i et af filmhistoriens glemte hovedværker, Umberto Paradisis propagandafilm A noi fra 1922. Den 22 minutter lange omgang fake news viser den protestmarch, som Mussolinis fascister arrangerede for at afsætte den siddende regering, og som indvarslede 21 års blodigt diktatur i Italien.

Mark Cousins demonstrerer let, hvordan filmen med gemene kameratricks – gentagne klip, spejlvendte optagelser og forkerte tidsangivelser – manipulerer med virkeligheden, så et beskedent kontingent af bøller i sorte uniformer fremstår som et hav af mennesker i folkeligt oprør.

Med sin rolige fortællerstemme forklarer instruktøren, hvordan A noi foregriber periodens andre reklamefilm for totalitære regimer – som Sovjetunionens Panserkrydseren Potemkin fra 1925 og nazisternes svulstige Viljens triumf fra 1935.

De gamle klip granskes med en grundighed, der minder om sidste års gribende holocaust-dokumentar Three Minutes – A Lengthening. I en afslørende optagelse ser vi Mussolini stå ludende og usikker foran sine fodsoldater, en mand med kurs mod præsidentpaladset eller skafottet, fanget af kameraet midt i et historisk fupnummer, der lykkes over al forventning.

Over seks kapitler fortæller Mark Cousins historien om et afstumpet regime, der udspringer af Første Verdenskrigs kaos og går til grunde under Anden Verdenskrigs omrokering af den geopolitiske verdensorden.

Men inden da nåede Mussolinis tanker at sprede sig som ringe i vandet.

Året efter lader Hitler sig inspirere af Mussolini til det fejlslagne Ølkælderkup i München og bruger sin tid i fængslet på at skrive Mein Kampf.

I 1926 marcherer portugisiske militærofficerer mod Lissabon og etablerer et diktatur, der består i 48 år, mens general Franco under 30’ernes spanske borgerkrig fik hjælp af både Mussolini og Hitler til at sikre et diktatur, der varer frem til 1975.

Så længe holdt Mussolini ikke selv.

Han byggede sin nationalistiske opblomstring på brutal undertrykkelse af al opposition inden for egne grænser og i kolonierne Etiopien og Eritrea. Efter sin død blev han tæsket til uigenkendelighed af en arrig menneskemængde.

Folkets vrede er symbolsk repræsenteret af skuespilleren Alba Rohrwacher, der fremsiger monologer om fascisternes løfter og løftebrud med blikket stift rettet mod kameraet. Vi ser også sekvenser fra alskens fiktionsfilm, der udfordrer og latterliggør fascisternes pompøse magtdemonstrationer.

Mark Cousins laver tankevækkende koblinger mellem arkivoptagelser og nye optagelser, mens han filosoferer over fascismens blivende fascination.

Af og til springer den essayistiske form dog nogle mellemregninger over.

Det føles for let at trække en lige linje fra Mussolinis voldsparathed til holocaust og japanske krigsforbrydelser, over Trump-tilhængernes stormløb mod den amerikanske kongres i 2021 og frem til Putins bombardement af Mariupol i 2022.

Især når den linje ikke strækkes længere bagud end til 1922. For fascinationen af stærke ledere hører ikke kun fascismen til. Mussolini talte nok om at være en løve blandt fårene, men citatet stammer oprindelig fra en indisk konge i det 18. århundrede.

Fascismens tanker slipper vi aldrig af med. Men Mark Cousins’ film hylder alle, der gør modstand.

Titel:
The March on Rome

Originaltitel:
Marcia su Roma

Land:
Italien

År:
2022

Instruktør:
Mark Cousins

Manuskript:
Mark Cousins, Tommaso Renzoni, Tony Saccucci

Medvirkende:
Alba Rohrwacher

Spilletid:
98 minutter

Premiere:
15. marts på Cph:Dox

Fra samme skribent

Biografanmeldelse
01. dec. 2025
No Other Choice

No Other Choice

Biografanmeldelse
11. nov. 2025
Jay Kelly

Jay Kelly

Biografanmeldelse
19. okt. 2025
Frankenstein

Frankenstein

Nyhed
11. dec. 2025
Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Nyhed
10. dec. 2025
TV 2 beklager, men står fast på fyring

TV 2 beklager, men står fast på fyring

Nyhed
09. dec. 2025
Apple Tree Productions lukker

Apple Tree Productions lukker

Miss Austen
Serieanmeldelse
11. dec. 2025

Miss Austen

Long Story Short
Serieanmeldelse
10. dec. 2025

Long Story Short

Mira
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mira

Mand op
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mand op

Mest læste

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2
Nyhed
11. dec. 2025

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Apple Tree Productions lukker
Nyhed
09. dec. 2025

Apple Tree Productions lukker

Hans film var for grufuld for BBC
Nekrolog
08. dec. 2025

Hans film var for grufuld for BBC

Ekko
Magasin · oktober 2025

Ekko#99

På forsiden af det nye Ekko slår Sofie Gråbøl ud med en symbolsk knytnæve – 25 år efter Blinkende lygter. Hun har kun ros til overs for Anders Thomas Jensen, men ser med langt mindre begejstring på de krav, der blev stillet til unge kvindelige skuespillere i 1980’erne og 90’erne. ”Det var som en parasit, jeg havde. Uanset hvilken rolle jeg fik i de første mange år af karrieren, var der nøgenscener,” fortæller hun og beskriver en grænseoverskridende oplevelse fra Nattevagten