The Kryptonian Epic

Folk havde forskellige måder at håndtere corona-nedlukningen på. Den amerikanske manuskriptforfatter Max Landis – søn af Blues Brothers-instruktøren John Landis – valgte at optage et længere pitch til en alternativ udgave af Superman baseret på sin egen tegneserie American Alien. 

Næsten fem år senere er han nu endelig færdig med sit bud på en komplet omstrukturering af hele DC’s superhelteunivers. 

Resultatet er over tyve timers selvfinansieret materiale uploadet gratis til YouTube: flere monolog-videoer, fire spillefilm, animationsfilm, lydbøger og en del små videoer optaget direkte med et webcam. 

Det er et svimlende multimedieprojekt, hvis nærmeste sammenligning er Alejandro Jodorowskys uindspillede version af Dune og Vera Drews The People’s Joker. 

Det er ikke første gang, at showrunneren bag detektivserien Dirk Gently kaster sig over en nicheidé med sin halvmaniske entusiasme. Han har tidligere forfattet en 150-siders bog, som hævder, at den canadiske singer-songwriter Carly Rae Jepsens tekster er forbundne i et samlet mønster. 

Det er Max Landis’ smittende nysgerrighed og fortællemæssige overskud, som redder hans vanvidsprojekter, og begge styrker er i fuldt flor i The Kryptonian Epic. 

Det kan virke næsten uoverskueligt at finde ud af, hvor man skal starte. Især fordi Landis ikke har produceret materialet i kronologisk rækkefølge. Men i takt med at man langsomt kommer ind i historien, støder man flere gange på nye og underfundige vinkler på Superman-myten. 

Vi møder en skræmt, otteårig Clark Kent, som ikke kan styre sine kræfter og bogstavelig talt mister jordforbindelsen flere gange. Og vi ser en plantebaseret udgave af Krypton, beboet af væsner med blomsteragtige hoveder, der til forveksling ligner Superman-logoet. 

Når Superman skal tage initiativ til at starte et superheltehold, sker det sammen med Batman-skurken The Riddler. Og i skyggerne spøger en skizotyp Batman, der langsomt nærmer sig et mentalt sammenbrud på grund af sine mange skjulte personligheder. 

Der ligger et grundlæggende paradoks i, hvordan projektets form både arbejder med og imod historien. Max Landis har arbejdet med et minimalt budget og med hjælp fra en lille gruppe medsammensvorne. Han spiller selv langt de fleste af rollerne, og effekterne grænser til det hjemmelavede. 

Men i takt med at Landis taler sig varm, formår han at skabe sit eget store superhelte-epos på teatrets simple præmisser. Hvis dette univers skulle filmatiseres på traditionel vis, ville det føre til over tyve spillefilm og et samlet budget, som selv de største streamingtjenester ikke ville kunne levere. 

Der bliver heller ikke sparet på de blodige detaljer, som leder tankerne over på David Cronenbergs monstrøse skabninger. Jeg tvivler på, at Scarecrows frygtgas er blevet beskrevet mere blodigt og brutalt end i monologen The Death of Batman. Ligeledes får Zatanna Zatarra – den tryllende superhelt, som oprindelig skulle filmatiseres af Emerald Fennell – en så trist oprindelseshistorie, at det grænser til det masochistiske.

Men på trods af brutaliteten ligger der et varmt, bankende hjerte inde i The Kryptonian Epic. Vi er milevidt fra den stoiske gudedyrkelse i Man of Steel.

Vi har at gøre med en Superman, som både kan grine og græde, samtidig med at han sjældent har overblik over konsekvenserne af sine handlinger. Han er bare en ung mand, der vil bruge sine kræfter på at gøre verden til et bedre sted, og gennem pitchmaterialet ser vi, hvordan Superman stille og roligt får det bedste frem i alle omkring sig.

Da Max Landis startede projektet, sagde han, at det ikke var en Superman-fortælling. Det var snarere en historie om, hvorfor en journalistuddannet ung mand fra Kansas besluttede sig for at tage en kappe på og redde mennesker. Den intention mærker man helt frem til den hjertevarme afslutning i finalen The Starlight Emperor, som er tre og en halv time lang.

The Kryptonian Epic er til alle dem, som stadig mener, at Superman er en kedelig superhelt, og at der ikke er tilstrækkeligt narrativt potentiale i et flyvende muskelbundt, som prøver at være et godt menneske. 

Hvis man ikke ved, hvor man skal starte, vil jeg anbefale den seksten minutter lange animationsfilm What Happened on Krypton? Derfra kan man beslutte sig for, om man har staminaen til at se det lange nybrud i den moderne superheltemytologi.