The Iron Claw

Set med danske øjne er wrestling nok en fjollet sport, et indstuderet, megaamerikansk steroidcirkus. Men det er også godt filmmateriale, visuelt stærkt og med masser af indbygget drama.

Darren Aronofskys The Wrestler bruger sportsgrenen til at afsøge fysisk smerte og menneskelig tragedie, og filmen giver slidte og bulede Mickey Rourke en af karrierens bedste roller.

The Iron Claw lægger sig lidt i samme strøm.

Den fortæller den autentiske – og ganske utrolige – historie om Von Erich-familien, et wrestling-dynasti fra Texas, som i 1980’erne blev et af sportens største navne, samtidig med at familien blev ramt af en stribe tragedier.

Von Erich-familien styres med hård hånd af patriarken Fritz Von Erich (Holt McCallany). I 1960’erne prøvede han forgæves at blive verdensmester i USA’s største wrestling-liga, og nu, i starten af 1980’erne, pacer han sine fire sønner nådesløst. En femte søn er død som ganske lille.

For Fritz findes der kun sejr, alt andet er uacceptabelt. Han rangordner åbent sønnerne.

I filmens begyndelse er hans favorit muskuløse Kevin (Zac Efron), og nederst på listen står den følsomme, spinkle og musikalske Mike (Stanley Simons).

Det er en film om fædre, sønner og brødre. Og det er en film om en ekstrem maskulinitet, der befinder sig et sted mellem det stoiske og det toksiske.

Smerte er både mål og middel, tårer er forbudt. Lidelse gør stærk. Alt forstørres til det maksimale i wrestling-ringen. Familiens kvinder befinder sig i periferien.

Fritz Von Erich er faren, der tvinger sine børn til at jagte den drøm, han aldrig selv indfriede. Sønnerne elsker ham nok, men frygter ham absolut.

Dér, hvor filmen er mest gribende, er i brødrenes utrolige indbyrdes ømhed. Ikke mindst da familien rammes af en bølge af dødsfald – i samtiden kendt som ”Von Erich-forbandelsen”. Virkelighedens Fritz Von Erich mistede fem ud af seks børn, heraf tre til selvmord.

Ensemblespillet er virkelig stærkt.

Zac Efron er nærmest ukendelig med grydehår, jernkæbe og en syg muskelmasse. Han får en bevægende karakter ud af storebror Kevin, som umiddelbart er den, der er udset til at sikre familiens ry.

Det er godt set at caste Holt McCallany som faren. McCallany har gjort en karriere ud af at gestalte en amerikansk old school-maskulinitet, som meget få gør ham efter.

I The Iron Claw rammer han karakterens giftige mandeideal på kornet. Han er en brutal og ukærlig dinosaur, og sønnernes loyalitet over for ham er imponerende. Man kan snildt diskutere, om familiens tragedier skyldes ham.

Von Erich-historien er så vild, at det må være nærmest umuligt at få en kedelig film ud af det. Men den talentfulde instruktør og manuskriptforfatter Sean Durkin hæver materialet med en nærmest Kubrick’sk kontrol med virkemidlerne.

Han er godt hjulpet af den ungarske fotograf Mátyás Erdély, der fotograferede Sauls søn og Durkins forrige film, The Nest.

Alt er uhyre præcist fortalt, hver eneste indstilling er gennemtænkt. Durkin tager sig god tid og styrer uden om alle historiens potentielle faldgruber. Det, der kunne være endt som sentimental tragedieporno, er en dybt gribende fortælling om familie og maskuline idealer.

Der er heller ingen letkøbt 80’er-nostalgi, bare et skarpt tegnet tidsbillede.

Sean Durkin bruger Von Erich-familiens sorger som udgangspunkt for en tragediefortælling af nærmest bibelske dimensioner.

Det understreges af den intelligente brug af kristen symbolik. For eksempel rammer brugen af to identiske indstillinger af et kors på familiens væg – ét i starten af filmen, ét til sidst – som en følelsesmæssig forhammer. Og det er inden, filmen rundes af med to scener, der kan forvandle det mest hårdkogte publikum til flæbende vrag.

Ingen film om wrestling burde kunne være så klog og gribende som The Iron Claw.