The Idol

”Popmusik er den ultimative trojanske hest,” siger den skummelt forførende klubejer Tedros, der er på vej i trusserne på den kriseramte popsanger Jocelyn.

”Får du folk til at synge med, kan du sige hvad som helst.”

Det samme gælder for The Idol. Og det er formentlig grunden til, at Sam Levinsons opfølger til megahittet Euphoria er blevet lagt for had af verdenspressen efter premieren i Cannes.

At Tedros er nærmest overdrevent rapey, som Jocelyns veninde beskriver ham, går ikke Jocelyn på – tværtimod. Det tænder hende.

The Idol er den mest stangliderlige serie, jeg har set længe.

I de første to afsnit bliver der onaneret og suttet pik, kneppet og poseret med åben mund og ansigtet fuldt af sæd.

Sexbesættelsen er slibrig og sensationslysten, provokerende og poserende. Den er helt central for serien, og voldtægtssymbolikken er umulig at se bort fra.

Deres første nat sammen løfter Tedros Jocelyns kjole over hovedet på hende, binder den om hendes hals og stikker så en kniv igennem den og ind i hendes gispende mund.

Det er provokerende rollespil, men måske mindre kontroversielt, end det kan lyde. Sam Levinson skildrer bdsm-sex og kendiskultur, som han behandler feststoffer i Euphoria: først kommer rusen, så tømmermændene.

At dømme efter to af seks afsnit, vil tømmermændene blive rigtigt slemme. Jocelyn er ved at kikse sit comeback efter et nervøst sammenbrud, da hun mistede sin mor året forinden.

Berømthed er kynisk kapital.

Det understreges allerede i første scene, hvor en magtfuld musikproducer forklarer, hvorfor psykisk sygdom sælger: ”Hvis du bor i Iowa, kender du ikke en pige som Jocelyn. Og hvis du gør, kommer hun ikke til at kneppe dig, medmindre hun lider af en seriøs personlighedsforstyrrelse.”

Hvis man ikke selv kommer i tanke om et tabloidmartret popidol som Britney Spears, behøver man ikke vente længe, før The Idol minder én om hende.

Serien er diskret som et tågehorn, men den er også et sexet og medrivende portræt af popverdenens nådesløse kødmarked.

Sam Levinson åbner ballet med en karneval-kaotisk fotoseance. Jocelyns hold af oppassere og udbyttere pisker hende gennem arbejdsdagen, mens de forhindrer hende i at finde ud af, at et ekstremt privat billede er lækket online og gået viralt.

Vittighederne fyger som maskingeværsalver, når kameraet følger et stjernecast af erfarne skuespillere som Hank Azaria, Jane Adams og Dan Levy rundt i Jocelyns ødsle overklassehus.

De mundhugges bistert og livligt, mens de forsøger at pege diskursen væk fra slut shaming og i stedet hylde Jocelyn som et offer for hævnporno – og en feministisk helt.

Manuskriptet er fuldt af stikpiller til en substansløs kendiskultur. Det er overdrevent, men i store træk også troværdigt.

Foruden Sam Levinson er The Idol skabt af Abel Tesfaye, der indtil for nylig gik under kunstnernavnet The Weeknd. Han er et af verdens største musiknavne, og ud over at komponere seriens popmusik trækker han på sin egen stjernestatus i rollen som den mørkt dragende Tedros.

Han køres i stilling som en blanding af musikmanager og kultleder, der er omringet af smukke, unge mennesker. Serien holder kortene tæt ind til kroppen i de første afsnit, men finder sit eget formsprog et sted mellem The Weeknds poppede musikvideoæstetik og Nicolas Winding Refns begsorte neon noir.

Langsomt præsenteres vi for det cast, der skal føre historien videre.

Susanna Son, den unge gennembrudsstjerne fra Sean Bakers Red Rocket, dukker op i andet afsnit, mens musikeren Moses Sumney summer omkring Tedros som Izaak, lige dele ven og discipel.

Men seriens omdrejningspunkt er Lily-Rose Depp som den ombejlede popstjerne Jocelyn.

Kameraet er forelsket i hendes dådyrøjne og knivskarpe kindben. Den unge skuespiller, der er datter af Johnny Depp og den franske model Vanessa Paradis, har både figur og talent til at overbevise som popidol på randen af et nervøst sammenbrud.

Det hele handler om Jocelyn, selv om hun sjældent bliver taget med på råd. Hendes berømthed er en valuta, hun ikke selv råder over, og som alle vil have fingrene i.

Om serien udstiller misogynien eller selv udnytter den, vil de sidste fire afsnit vise. Men der skal nok blive talt om den, for The Idol kan ikke blive andet end et hit.