The Gentlemen

Guy Ritchie begyndte sin karriere med at lave musikvideoer og reklamefilm, efter han var blevet smidt ud af skolen som femtenårig, fordi han havde taget stoffer.

Og netop sådan er den britiske Tarantinos spillefilm.

De er reklamelækre med pangfarver, overgjorte kulisser, excentrisk casting og et lydspor to die for. Samtidig er de klippet så sindssygt, at man tror, man er røget direkte ind i MTV anno 1992.

Optagelsen speedes pludselig helt vildt op, den krydsklippes hektisk, som var den et technonummer, billeder dobbelteksponeres eller skydes fra hysteriske vinkler. Og hvis der pludselig er slowmotion eller opfindsomme spring i klipning, skal man ikke blive overrasket.

Alt lige fra kapiteloverskrifter over splitscreen til åbenlyse intertekstuelle filmcitater er muligt. At se et Ritchie-værk er som at være på natklub på stoffer. 

I The Gentlemen – otte afsnit på Netflix – laver han endnu en dobbelteksponering, for serien kommer kun fem år efter hans spillefilm af samme navn. 

De to værker har ikke direkte noget med hinanden at gøre, men eftersom alle Ritchie-værker remixer de samme elementer og motiver, har de alligevel.

Her er forherligelsen af stoffer, af forbrydelser og af en helt ekstrem og tegneserieagtig vold med blodstrint i ansigtet på hende, der svinger macheten.

Guy Ritchie laver altid skævt castede kriminelle: ældre, overvægtige mænd, tabere i dyrt tøj, fordomsfuldt udnyttede etniciteter som de ”rejsende”, en slags irske, men statsløse romaer. 

Og denne gang også en gabardine-prædikant samt vor helt egen Dar Salim i rollen som håndlangeren Felix.

Naturligvis får vi også vilde våben, overgjorte biler og voldsomme kamphunde.

Der er også klassesammenstød. Altså underklassefolk smidt som Jeppe på Bjerget i herskabelige omgivelser – og omvendt: rige, fornemme folk i fængsel.

I manuskriptet er der indlejringer af hans kendte lange, litterære tirader, ligesom de afstumpede forbrydere enten citerer klassikere fra antikken eller selv filosoferer, ja, ofte taler de ligefrem i lignelser a la Kristus selv.

Sommetider joker instruktøren selvironisk med det selvbiografiske. En mand i den nye serie understreger konstant, at hans navn faktisk staves ”with a T”! Altså ligesom Ritchies eget navn gør, og ligesom han derfor nok har sagt mere end én gang til journalisterne. 

Andre gange er det de bittesmå, repetitive motiver, der får fans til at knuselske ham.

I gennembruddet Snatch, som betyder ”at snuppe” og samtidig er vulgært engelsk for ”skræv” eller ”fisse”, lader Ritchie en jødisk konvertits mobiltelefon ringe med den jødiske folkesang Hava Nagila.

Den skøre, bibelciterende underklasseprædikant i den nye serie har også en mobiltelefon, og da den ringer, er det med Belinda Carlisles Heaven Is a Place on Earth. 

Handlingen?

Den står faktisk ovenfor. Om nogen er Guy Ritchie en forminstruktør. Hans farver, vinkler, ansigter, production design, ja, selv hans product placement – her vildt seje biler og briller – er indholdet. 

Ritchie er både street og fashion.

Men for en god ordens skyld handler serien om en ung soldat, der arver et britisk herresæde og en enorm hashproduktion, som han opdager, at han har i kælderen.

Han bliver altså forbryder ved et tilfælde, men som hans kasserede storebror siger: Han er født til det her!

Igennem de otte afsnit, som danner en slags små kapitler, kommer vi længere og længere ind i en britisk underverden, der på en gang er så fantasifuld, nuttet, sjov, skør og for meget, at man er lige ved at tænke, at den faktisk godt kunne findes i virkeligheden.