The Flash

”Hvem ville du vælge, hvis du skulle vælge mellem at redde hundrede menneskers liv eller din mors liv?” 

Sådan lyder et ofte stillet filosofisk spørgsmål, som tilsyneladende har inspireret manuskriptforfatterne Christina Hodson og Joby Harold. 

For det er ikke uden konsekvenser, når superhelten The Flash – med det borgerlige navn Barry – får muligheden for at rejse tilbage i tid og redde morens liv og faren fra at blive fejldømt for mordet på hende. 

Missionen for at forhindre mordet udfoldes som en multiversfortælling, hvor alle har et andet ”jeg” i et parallelunivers – ligesom i Doctor Strange og Oscar-vinderen Everything Everywhere All at Once. 

På overfladen virker den udgave af virkeligheden, som størstedelen af filmen udspiller sig i, temmelig idyllisk. 

Ældre superhelte som Batman er gået på førtidspension, fordi der ikke er flere skurke at bekæmpe. Men sådan fortsætter det naturligvis ikke, og kun The Flash, som uforvarende er skyld i verdens mulige undergang, kan redde dagen. 

Ligesom i gyserfilmene It og Mama dvæler Andy Muschietti ved hovedpersonens tragiske historie. Instruktøren tillader ham at være anderledes sårbar og kejtet end superheltegenrens vante vovehalse. 

Ezra Miller har spillet The Flash i Suicide Squad og Justice League, men The Flash er første gang, skuespilleren optræder som hovedperson. 

Det er et friskt pust, at Barry minder mere om en neurotisk akademiker, der kommenterer på filmuniverset. Glimtvis indtræder han nærmest som alvidende fortæller uden at bryde den fjerde væg og henvende sig direkte til publikum. 

Det løjerlige indslag går hånd i hånd med komiske sekvenser om hans andet jegs besynderlige bofæller og insinuerede hang til psykedeliske stoffer i stedet for boglige bedrifter. 

Når Michael Keaton siger ”I am Batman” med sin hærdede røst, er det gåsehudsfremkaldende for mange af os, der i 1990’erne skamså Tim Burtons Batman på vhs. 

Tre årtier senere genopstår rollen, mens Ben Affleck spiller ham i et andet univers. Glimtvis ses også andre fremtrædende heltefigurer såsom Superman og Supergirl, der spilles af skuespillere, som har levendegjort dem i tidligere film. 

Allerskønnest og dragende er filmens univers, når den er filmet i almindelige storbygader, hvor menige mennesker med trivielle gøremål eksisterer side om side med slænget af overjordiske befriere. 

Det er et kortvarigt indslag, der ligesom i genrens mere eksperimenterende indslag (Joker og WandaVision) drager paralleller til virkeligheden eller utopiske forestillinger. 

Batman siger sågar, at hans sande jeg, Bruce Wayne, i virkeligheden burde give sin formue til de fattige. For så ville den kriminalitet, som tvinger Batman og The Flash til at begå selvtægt, næppe eksistere. 

Ligesom i mange af tidens actionfilm er der sparet på stuntmænd og kulisser takket været CGI. Men effekterne får til tider de medvirkende og universet til at se noget gummiagtigt ud. 

Multiversfortællingens popularitet afspejler en eskapistisk tidsånd. Hvem vil ikke gerne rejse ind i et parallelunivers, hvor politisk splittelse og klimakrisen allerede er løst? 

James Stewarts desperate George oplever i julefilmen Det er herligt at leve en alternativ udgave af verdenen. Det gav biografgængere i 1946 adgang til en virkelighed, hvor krigstraumet fra Anden Verdenskrig var udskiftet med fællesskab. 

Både som multiversfortælling og superheltefilm opleves The Flash glimtvis som en pragmatisk kopi af sine succesfulde genrefæller. Spørgsmålet er, om den er mere præget af trends i filmlandskabet end interessen for hovedpersonen. 

I sidste ende kommer man ikke udenom, at The Flash har en smag af gammel vin på nye flasker.