The Equalizer 3: The Final Chapter

En hvidklædt mafioso ankommer til sin sicilianske vingård sammen med en lille dreng. Hurtigt opdager de, at noget er på færde. Overalt i den smukke gård ligger der døde vagter med kroppe fulde af huller.

En enkelt overlevende og rædselsslagen vagt viser mafiosoen ned i vinkælderen, hvor et håndholdt kamera følger ham tæt, mens han langsomt træder forbi det ene lig efter det andet.

Endelig finder han årsagen til blodbadet.

Omringet af vintønder sidder en ældre mand. Det er en amerikaner, som ikke lader sig påvirke det mindste af pistolerne, der peges mod ham.

Et par lynhurtige slag og skud senere er mafiosoen og hans sidste vagt stendøde. Amerikaneren går ud af sit hul. Ud i solen, hvor drengebarnet sidder nervøst tilbage.

Amerikaneren ser drengen, men skåner ham og vender sig om for at gå. Øjeblikkeligt bliver hans ryg gennemhullet af en kugle fra drengens gevær, og han falder til jorden. Instinktivt tager han sin egen pistol og fører den op til sit hoved.

Men han har ikke flere patroner.

Den første scene i The Equalizer 3: The Final Chapter er en gudesmuk kortfilm om en iskold morder, der tragisk nok først bliver straffet, da hans menneskelighed tager over. Men filmen slutter ikke her.

For tredje gang følger vi Denzel Washington som den tidligere lejemorder Robert McCall, der forsøger at finde frelse, som godtgørende selvtægtsmand.

Skudsåret fra mafia-drengen tvinger McCall til at blive og hele i en lille siciliansk by, hvor han forsøger at hjælpe borgerne ud af deres eget mafiaproblem.

Filmen er fortalt i en langsom, nærmest Sergio Leone-agtig stil (Once Upon a Time in the West), der med Marcelo Zarvos’ søvnige, men faretruende strygermusik i baggrunden dvæler ved det italienske landskab.

Og så er der beundringsværdigt megen stilhed, hvilket får pistolskuddene i de få, men heftige kampscener til at lyde endnu voldsommere.

Equalizer-filmene er baseret på en 80’er-tv-serie, og McCall er – som de første to film har cementeret – en uovervindelig dræber, som altid har total kontrol over enhver situation.

Det svækker desværre også spændingen i forhold til hans kampe. Til gengæld er det spændende i sekvenser, hvor vi følger skurkene, som forståeligt nok skider i bukserne ved tanken om et besøg fra McCall.

Ligesom i John Wick-filmene er det helten, vi frygter, både i den førnævnte introsekvens og i klimakset, hvor hovedskurken Vincent (Andrea Scarduzio) om natten er alene i sit hjem.

Scarduzios voksende paranoia i ansigtet er yderst smitsomt, og man får nærmest ondt af den italienske psykopat. Bare han nu ikke får en alt for brutal afstraffelse!

The Equalizer 3: The Final Chapter er bedst, når den fungerer som en selvstændig, gammeldags western, hvor en mystisk gunslinger rider igennem landsbyen og udrydder dens råddenskab.

Men filmen er afslutningen på en trilogi, så den føler sig desværre nødsaget til at dykke ned i McCalls følelsesliv og afslutte hans personlige rejse. Det bliver temmelig kluntet.

Samarbejdet med en CIA-agent (Dakota Fanning) skal vist fungere som et symbolsk far/datterforhold, der får McCall til at reflektere over fremtiden. Men samspillet mellem dem føles dovent, og det overkomplicerede terrorkomplot, de sammen optrævler, er mildt sagt påklistret.

Selvlidende voldsmænd er bare set mange gange før, og filmen har ikke noget nyt at sige om den ikke særligt originale morderkarakter Robert McCall.

Hans største særkende er, at han lægger papirservietter under al den service, han bruger. Og selv om papirspild er provokerende, kunne man godt forestille sig en mere fængslende gimmick for en morder.