The Creator

Det er svært ikke at komme til at tænke på James Camerons sci-fi-klassiker Terminator.

I The Creator handler det også om en krig mellem menneskeheden og kunstig intelligens (AI). I begge tilfælde eskalerer det voldsomt, efter at Los Angeles bliver ramt af en atombombe, og sandelig om ikke også et barn er nøglen til at stoppe blodsudgydelserne.

Men udfoldelsen i Gareth Edwards’ film (Monsters, Godzilla, Rogue One: A Star Wars Story) er milevidt fra Camerons rabalder-action.

The Creator starter med en gammeldags news-reel, der hurtigt og effektivt opridser menneskets fremskridt, hvad angår robotter og AI.

Da den førnævnte bombe rammer storbyen i 2055, erklærer USA krig mod de mekaniske skabninger, som har fået refugium i Nyasien – et udefineret, fiktivt sted, men hvor en række lokationer i Thailand har lagt kulisse til.

Den mest eftersøgte person i verden er opfinderen af det avancerede AI, den mystiske Nirmata. Det hindiske ord betyder blandt skaber, deraf filmens titel.

Soldaten Joshua (John David Washington) har været undercover i forsøget på at komme ind på livet af Nirmata med henblik på at dræbe ham.

Det lykkes ikke i første omgang, og han ender faktisk med at miste sin kone og ufødte barn, da militæret foretager en aktion uden at informere ham om det.

Fem år senere kommer Joshuas tidligere chefer bankende på døren. Hans kone Maya (Gemma Chan) er tilsyneladende i live, og hvis han hjælper med at finde frem til et laboratorium, hvor Nirmata har gemt et dommedagsvåben, må Joshua tage sin elskede med hjem.

Selv om hun er en del af den robotvenlige bevægelse.

Det står dog meget hurtigt klart, at det hele ikke er så simpelt. Våbnet er et simulantbarn – tænk en androide a la replikanterne i Blade Runner – og da det tilsyneladende også har informationer om, hvor Maya befinder sig, tager Joshua den lille Alfie (Madeleine Yuna Voyles) og begiver sig ud for at finde hende.

Inspirationerne for Edwards og medmanuskriptforfatter Chris Weitz (About a Boy) har utvivlsomt været utallige. Ud over Termintor og Blade Runner ledes tankerne til tider hen på Dommedag nu, District 9 og de talrige film, hvor en mand skal krydse et land med et barn.

Men selv om den cinematografiske gobelin har elementer af andre genkendelige værker, formår The Creator at fremstå unik.

Det er en af de bedste sci-fi-film i adskillige år, og man er ved at tabe pusten over, hvor sømløst filmens computereffekter falder i et med resten af omgivelserne.

Især simulanterne. De har menneskelige ansigter, men fra ørene og bagud på hovedet afsløres deres mekaniske indre afsløres. Lidt som i Ex Machina, bare mere imponerende.

John David Washington gør en brav og rørende figur som manden, der leder efter sin elskede, og den unge debutant Madeleine Yuna Voyles leverer et brag af en præstation.

USA’s militaristiske væsen og ageren får et slet skjult skud fra boven.

Efter at have bygget det Dødsstjerne-lignende luftskib U.S.S. Nomad, er der ingen steder at gemme sig. Døden kommer flere gange nådesløst fra oven, og det er både fascinerende og rædselsvækkende.

Generalen for det hele – Andrews (Ralp Ineson) – fremstår som en durkdreven militærmand uden så mange dikkedarer, mens oberst Howell (Allison Janney) er hans hårde knytnæve ude i marken.

Howell får tilført lidt nuancer med en baggrundshistorie, der handler om to døde sønner. Hun virker ikke som en stereotypisk militærpsykopat, men er snarere professionelt målrettet vedrørende missionen at finde våbnet og dræbe Nirmata.

Hans Zimmers stemningsfulde underlægningsmusik fuldender fortællingen, hvor man hele tiden bliver holdt ude på den yderste kant af sædet.

Når science fiction er bedst, tager genren publikum med på en odysse ind i, hvad det vil sige at være menneske, og det gør The Creator på fornem vis.