Biografanmeldelse
01. juni 2023
The Boogeyman

Teenageren Sadie (Sophie Thatcher) kæmper for at beskytte sig selv og sin familie mod et overnaturligt monster.

Foto | Patti Perret

The Boogeyman

Monsterfilm udvider fornemt Stephen King-novelle og imponerer med effektive gys og en vedkommende sorghistorie.

Af Claus Nygaard Petersen

I et barneværelse vågner en lille pige midt om natten. En lyd bag den let åbne skabsdør fanger hendes opmærksomhed.

Hendes far taler til pigen, men stemmen lyder forkert. Hun græder af frygt, mens en uset skabning kommer nærmere hendes tremmeseng.

Pigen skriger, indtil hun pludselig stopper. Blodstænk på et billede af hendes familie afslører, at hun er blevet myrdet.

At dræbe et barn er opsigtsvækkende. Barnedrab er et de få tilbageværende tabuer på film, så det er en chokerende effektiv måde at starte en film på.

Efter åbningsscenen skiftes der fokus til filmens egentlige hovedpersoner. Teenageren Sadie har for nylig mistet sin mor i en bilulykke.

Sammen med lillesøsteren Sawyer og faren, psykiateren Will, er hun lammet af sorg.

Sadie isolerer sig fra omverdenen og snakker ikke længere med nogen fra skolen. De kigger alle underligt på hende, sådan som folk gør, når de ikke ved, hvad de skal gøre med mennesker, der lige har mistet en kær.

Sorgen bliver dog for en stund skubbet i baggrunden.

En mand ved navn Lester Billings træder ind på Wills hjemmekontor og fortæller, at alle hans børn er døde. Myrdet af en ukendt skabning, som kommer ud fra skabe, når det bliver mørkt.

Senere samme dag begår Lester selvmord i familiens hjem, og om natten begynder Sawyer at høre lyde.

Den unge instruktør Rob Savage ramte under pandemien plet med de skarpe lavbudget-horrorfilm Host og Dashcam. Og i den nye film sætter han fermt uhyggen i scene med små lyde, der får det til at løbe koldt ned ad ryggen.

The Boogeyman er en filmatisering af Stephen Kings novelle af samme navn fra 1973. Duoen Scott Beck og Bryan Woods (A Quiet Place) samt Mark Heyman (Black Swan) har skrevet manuskriptet. Kompetente kræfter, når det handler om at skildre mennesker, der går gennem helvede.

Trekløveret udvider fornemt Kings korte forlæg til en skarp lille horrorfilm.

Det skyldes ikke mindst de to unge skuespillere i front. Sophie Thatcher, der har imponeret i begge sæsoner af den populære thrillerserie Yellowjackets, gør det i hovedrollen.

Hun rammer Sadies mig-mod-resten-af-verden-attitude. Konflikten med Will, der ikke kan få sig selv til at tale med døtrene om sin afdøde kone, er en markant kile, som far og datter er nødt til at nedbryde, hvis monsteret ikke skal få has på dem alle.

Vivien Lyra Blair gør også et stort indtryk som Sawyer med sit nærvær og overbevisende repliklevering. Hun er en barneskuespiller, man bør holde øje med i fremtiden.

The Boogeyman revolutionerer ikke horrorgenren. Vi kender setuppet, hvor en ukendt fare terroriserer en familie. Tænk bare på den svenske perle Den anden side.

Men den amerikanske film river én godt og grundigt rundt i biografsædet. Gysene sidder lige i skabet i mere end en forstand, og historiens følelsesmæssige kerne har tyngde, så man faktisk føler for personerne.

Det er ikke sorg-horror på Hereditary-niveau, men det er bestemt veludført. Monsteret bliver klogelig holdt i mørket, så folkene bag slipper for at forlade sig på computereffekter.

The Boogeyman svinger med enkle midler en gyserlussing i ansigtet på publikum.

Titel:
The Boogeyman

Land:
USA

År:
2023

Instruktør:
Rob Savage

Manuskript:
Scott Beck, Bryan Woods, Mark Heyman

Medvirkende:
Sophie Thatcher, Chris Messina, Vivien Lyra Blair, David Dastmalchian, Marin Ireland

Spilletid:
99 minutter

Aldersgrænse:
Tilladt for børn over 15 år

Premiere:
1. juni

Relevante artikler

Fra samme skribent

Biografanmeldelse
27. nov. 2023
Thanksgiving

Thanksgiving

Nyhed
11. dec. 2025
Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Nyhed
10. dec. 2025
TV 2 beklager, men står fast på fyring

TV 2 beklager, men står fast på fyring

Nyhed
09. dec. 2025
Apple Tree Productions lukker

Apple Tree Productions lukker

Miss Austen
Serieanmeldelse
11. dec. 2025

Miss Austen

Long Story Short
Serieanmeldelse
10. dec. 2025

Long Story Short

Mira
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mira

Mand op
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mand op

Mest læste

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2
Nyhed
11. dec. 2025

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Apple Tree Productions lukker
Nyhed
09. dec. 2025

Apple Tree Productions lukker

Hans film var for grufuld for BBC
Nekrolog
08. dec. 2025

Hans film var for grufuld for BBC

Ekko
Magasin · oktober 2025

Ekko#99

På forsiden af det nye Ekko slår Sofie Gråbøl ud med en symbolsk knytnæve – 25 år efter Blinkende lygter. Hun har kun ros til overs for Anders Thomas Jensen, men ser med langt mindre begejstring på de krav, der blev stillet til unge kvindelige skuespillere i 1980’erne og 90’erne. ”Det var som en parasit, jeg havde. Uanset hvilken rolle jeg fik i de første mange år af karrieren, var der nøgenscener,” fortæller hun og beskriver en grænseoverskridende oplevelse fra Nattevagten