The Bibi Files

Da amerikanske The Bibi Files, produceret af Alex Gibney (Scientologys religiøse fængsel) og instrueret af Alexis Bloom, blev vist som en work in progress-version på Toronto-filmfestivalen i 2024, forsøgte Benjamin Netanyahu at forhindre filmens visning.

Det slap han ikke afsted med.

Man forstår godt, hvorfor Netanyahu – hvis kælenavn er Bibi – ikke vil have The Bibi Files ud. Filmen tegner ikke ligefrem et flatterende portræt, hverken af ham eller hans familie. Israels premierminister kan dog prise sig lykkelig for, at dokumentaren ikke bliver vist offentligt i Israel, da det ville være et brud på loven om retten til privatliv.

The Bibi Files kredser om lækkede optagelser fra israelsk politis mange afhøringer af Benjamin Netanyahu og hans familie i forbindelse med flere alvorlige korruptionssager. De førte til en større politisk krise i Israel, hvor mange tusinde borgere gik på gaden i protest.

Parret fremstår da også som to magtliderlige og manipulerende stjernepsykopater. Sara Netanyahu, der blandt andet har modtaget dyre champagner fra en Hollywood-milliardær, bliver skildret som en temmelig fordrukken narcissist, der får sin mand til at klage til israelske medier, hvis hun ikke ser godt ud på diverse pressefotos.

Under afhøringerne med israelsk politi nægter hun helt at samarbejde. I stedet skriger hun højlydt ad de to lamslåede betjente, og vi får senere at vide, at hun behandler sine medarbejdere med samme brutalitet.

Sønnen Yair, en højreradikal nepobaby uden arbejde, bruger alle sine vågne timer på at debattere på sociale medier. Under sin afhøring kalder han politiet for gestapo, men forholder sig trods alt mere i ro end sin mor.

Og så er der Benjamin Netanyahu selv – Israels premierminister, der i de lækkede optagelser sidder på sit kontor over for tre efterforskere fra det israelske politi, mens han konfronteres med den ene skandale efter den anden.

Netanyahu har en uhyggelig evne til at lyve, som vi andre trækker vejret. Han benægter med den største selvfølgelighed alle anklager, når han ikke forsøger at skyde skylden på sin kone. For det meste bevarer han en kølig afmålthed, men sommetider ophidses han alligevel og banker irritabelt en knyttet næve i skrivebordet.

Kommer det virkelig som en overraskelse for nogen, at Benjamin Netanyahu er en notorisk løgner?

Ikke for os, der har fulgt med. Vi har set ham lyve om Israels krigsførelse i seksten måneder. Vi så, da han løj for den amerikanske kongres, som kvitterede med stående applaus, og vi har igen og igen hørt ham kalde alle, der formaster sig til at kritisere ham eller staten Israel, for antisemitter.

Hvilke nye perspektiver giver The Bibi Files os egentlig på manden og mennesket Netanyahu? Ikke ret mange. The Bibi Files er hverken chokerende eller overraskende. Netanyahu står i forvejen bag et folkemord mod palæstinenserne, så hvad er et par korruptionssager til sammenligning?

Nå ja, filmen skildrer også Netanyahus forsøg på at undergrave det israelske demokrati. Men hvad er det for et demokrati, der skal frelses fra Netanyahu? Skal vi virkelig begræde truslen mod et pseudodemokrati, som kun fungerer for halvdelen af befolkningen, nemlig israelerne, men som udgør en apartheidstat for palæstinenserne?

Det er spørgsmål, som filmen end ikke stiller. Fokus forbliver på Netanyahus person. Med andre ord: Det er svært at engagere sig følelsesmæssigt i The Bibi Files.

Dokumentaren kunne gennem figuren Benjamin Netanyahu have rettet en nådesløs kritik af det israelske samfund som helhed, men ender desværre som en spildt mulighed.

For Benjamin Netanyahu er langt mere end en magtbegærlig og korrupt politiker med en forkærlighed for dyre cigarer. Han er eftersøgt af den Den Internationale Straffedomstol for krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden.

Ligesom mange andre liberale og tandløse vinkler på Israel gør filmen Benjamin Netanyahu alene ansvarlig for Israels undergang, men den formår ikke at adressere det større strukturelle og ideologiske grundlag for Israels højreradikalisering og brutale vold mod den palæstinensiske befolkning.

Det er filmens store fejltagelse. Vi kan ikke længere forvente, at publikum ukritisk ser den slags film og lader det igangværende folkemord glide ud af konteksten. 

Filmen forsøger at tegne et bidende portræt af en korrupt politiker, der underminerer Israels demokrati. Men for at acceptere den præmis skal vi først acceptere, at Israel overhovedet er et demokrati – en antagelse, filmen aldrig udfordrer.

Skulle The Bibi Files skildre Netanyahu som den krigsforbryder, han er, måtte den også tage fat i kernen af det israelske samfund, hvis befolkning gentagne gange har valgt Netanyahu som premierminister. Kernen er zionismen, og det ord nævnes ikke en eneste gang i filmen.

Netanyahu er repræsentant for zionismen: adskillelsens teori, som mener, at jøder og palæstinensere ikke skal have samme basale menneskerettigheder, og som altid har været en afgørende del af Israels koloniale projekt.

Når historiebøgerne engang skrives, vil Netanyahus korruptionssager blot være en parentes, mens hans forbrydelser mod menneskeheden vil stå som en evig skamplet – ligesom Israels ulovlige besættelse af Palæstina gennem årtier.