The Beanie Bubble

Hvor meget ville du betale for et nuttet, lille plysdyr? 

I 1997 var amerikanere så vilde med de bløde Beanie Babies – som er filmens kerne – at en glad kunde betalte 500.000 dollars for en særudgave lavet i Prinsesse Dianas minde. 

Samlermanier kender vi også herhjemme. 

I 2014 var kunder frustrerede over, at Kählervasen med gyldne striber blev udsolgt, mens alt med Irma-logo er i høj kurs i år. På genbrugssiden Den Blå Avis er den dyreste Irma-genstand i skrivende stund et lille krus prissat til 500.000 kroner. 

1990’ernes samlermani er bagtæppet for en autentisk fortælling om tre kvinder, der hver især var tilknyttet forretningsmanden Ty Warner – ejeren af legetøjsfirmaet Ty, som laver de engang så populære Beanie Babies. 

Filmen udspiller sig på to tidslinjer. Den ene begynder i 1983, hvor Robbie grundlægger legetøjsfirmaet sammen med kæresten Ty. Den anden starter i 1993, hvor hun skiftes ud med alenemoren Sheila. 

Men det starter for alvor med praktikanten Maya, der bilder en kunde ind, at en udsolgt bamse kun fandtes i begrænset omfang og derfor penge værd. Det sætter gang i salgstallene, og snart kan glade kunder holde styr på samlingen med en oversigt over plysdyrene. 

Filmen beretter stolt om firmaets banebrydende markedsføring ledet af Maya (Geraldine Viswanathan), der senere laver markedskampagner blandt andet for Pokémon. Samtidig harcelerer filmen over firmaets opportunistiske griskhed.

The Beanie Bubble – baseret på Zac Bissonnettes bog The Great Beanie Baby Bubble: Mass Delusion and the Dark Side of Cute – er ægteparret Kristin Gore og Damian Kulash’ instruktørdebut. 

Han er bedst kendt som forsanger i bandet OK Go, mens hun har været Emmy-nomineret som manuskriptforfatter på sketch-programmet Saturday Night Live. 

Med hendes komiske sans udspiller filmen sig som et muntert komediedrama, som især klæder Elizabeth Banks’ Robbie. Præstationen veksler mellem eufori, vredesudbrud og weltschmerz – alt sammen med et ironisk glimt i øjet. 

Zach Galifianakis spiller Ty komisk som en karismatisk, men også navlepillende skiderik. Han bliver en af verdens rigeste mænd og tager selv al æren for succesen. Han får Robbie skrevet ud, så hun forlader firmaet med markant færre penge og ingen ære. Senere gentager noget af det samme sig med Maya. 

Galifianaki (Tømmermænd i Vegas) er nærmest ugenkendelig uden skæg som Ty, der gang på gang er ude af trit med tiden og markedet. 

Det er en drømmende dejlig scene, når en fragtvogn afspores på motorvejen, så lasten fyldt med Beanie Babies i alle regnbuens farver flyver i slowmotion gennem luften. Andre passagerer på vejen er ekstatiske, som om penge faldt fra himlen. 

Men indslaget er formentlig mere effektivt i forhold til amerikanere, der blevet suget ind i Beanie boblen. Herhjemme er det gået mere stille for sig, omend man kan købe bamserne i Føtex. 

Tidsånden genskabes med montager af musikere, tv-serier og nyhedsindslag såvel som kostumer og kulisser, der er som taget ud af hvert årtis livsstilsmagasiner. 

Men begge er for polerede til at være virkelige menneskers garderobe eller hjem. Især Sheila (Sarah Snook) er alt for velklædt til at forestille en almindelig, hårdtarbejdende alenemor. 

Filmens spiller på nostalgi og lugter indimellem af reklamefilm. Således kommer den måske for sent til festen efter underdog-fortællingen Air – om tilblivelsen af Air Jordans, der sikrede Nike en plads blandt førende sneaker-mærker – og sommerens farverige biografsucces Barbie. 

Navnet Ty gentages igen og igen, mens man halvvejs inde i filmen stadig kan være i tvivl om, hvad kvinderne – som ellers er hovedpersonerne – hedder. Det skyldes ikke, at de ikke bliver nævnt – tværtimod står de skrevet med store bogstaver på skærmen – men Ty er deres omdrejningspunkt. 

Når filmen er bedst, får kvinderne selv øjnene op for problemet. Men der skal meget til. Maya opdager det først, da en nyansat mand forfremmes for næsen af hende, hvorefter hendes rådgivning falder for døve ører. 

Selv når Ty en aften spontant forlader tjansen som babysitter for Sheilas små børn, er hun hurtigt i hælene på ham. Ikke for at sætte ham på plads, men for at trøste ham i en krise og lufter ikke sin frustration før dagen efter. 

Pointen i The Beanie Bubble må være, at kvinder er værdifulde og ofte undervurderede både professionelt og privat. 

Det er også rigtigt, men overskygges af en karismatisk mandlig karakter og filmens noget indforståede amerikanske nostalgi.