Thanksgiving

Resultatet har ikke altid været prangende, når en vittighed på et par minutter udstrækkes til en spillefilm.

Tænk på Søren Faulis reklamefilm for det hedengangne teleselskab Sonofon om den naive bøvert Polle fra Snave. Meget kan man sige om Polle Fiction, men nogen god film er det ikke.

Derfor var det også med en vis skepsis, at denne anmelder gik ind til gyserdramaet Thanksgiving.

Filmen udspringer af en fiktiv trailer, som instruktør Eli Roth og manuskriptforfatter Jeff Rendell strikkede sammen i forbindelse med Quentin Tarantino og Robert Rodriguez’ Grindhouse-projekt i 2007.

Tarantino og Rodriguez havde bedt en række af deres instruktørkolleger og venner om at lave små trailers, som skulle vises før og imellem visninger af henholdsvis Death Proof og Planet Terror.

Historien er blevet ført op til i dag, og den grynede 70’er-æstetik er tilsvarende blevet erstattet. Men der er ikke sparet på blodsudgydelserne, og de er i høj grad med til at gøre Thanksgiving til en af de mest underholdende gyserfilm længe set i en dansk biograf.

Roth og Rendell har arbejdet på projektet, siden de lavede traileren tilbage i 2007.

Vi starter på den navnkundige amerikanske helligdag. I byen Plymouth i Massachusetts skal de fleste til at sætte sig til bords og æde kalkun ud over mæthedspunktet.

På nær menneskemængden ude foran kæmpebutikken RightMart. De står klar til at hamstre nogle af alle de gode knaldtilbud, som kapitalismen i USA har dikteret skal falde dagen efter Thanksgiving.

Black Friday-fænomenet er efterhånden en saga blot herhjemme, hvor man i stedet laver tilbud i op til et par uger. Men i Thanksgiving er folk stadig frådende bæster. De er villige til at smadre alt og bogstavelig talt trampe på alle for at få et kraftigt nedsat vaffeljern.

Og det er præcis, hvad der sker. Folk dør i stor stil, og kender man slashergenren, ved man godt, at det skal hævnes!

Et år frem i tiden gør en maskeret morder de sidste detaljer klar, før blodbadet skal sættes i gang.

Han er iført en maske, som guvernør John Carver bar, da pilgrimmene ankom til USA i 1620. Det er et skræmmende syn, men også en lokal tradition, så vedkommende er i stand til at bevæge sig rimelig uset omkring.

Teenageren Jessica (Nell Verlaque) og hendes venner er blandt dem, morderen har udset sig. Det gør han opmærksom på via en skræmmende Instagram-konto, som i øvrigt eksisterer i virkeligheden og er et genialt pr-trick.

Jessicas far er ejer af supermarkedet RightMart og derfor i centrum for begivenhederne. Hun er også vores primære detektiv, selv om den lokale politichef Eric Newlon (Patrick Dempsey) ikke fremstår så inkompetent, som man er vant til i genren.

Men John Carver-morderen – fantastisk navn, der groft oversat betyder ”John Skærer” – er hele tiden et skridt foran og slagter folk med stor gusto.

En scene med en bordrundsav er muligvis det mest blodige, jeg har set i biografen i flere år.

At bruge pilgrimfiguren som morder er godt tænkt i forhold til, at slasheren altid har kunnet betragtes som en nypuritansk hævner, der enten straffede amoralske teenagere eller sørgede for, at retfærdighed for en gammel gerning skete fyldest.

Da helligdagen har en række genkendelige markører, bliver de selvfølgelig brugt flittigt. Inklusive tilberedning af et makabert måltids hovedret, hvor kalkunen er udskiftet med det, kannibaler i Stillehavet kalder ”long pig”.

Der er vitterlig knald på i Thanksgiving, hvor der bestemt ikke er sparret på budgettet, når det kommer til at vise eksplicitte blodsudgydelser.

Tonen er galgenhumoristisk, samtidig med at man er investeret i, om Jessica overlever eller ej. Jeff Rendells manuskript fungerer glimrende, og Eli Roth (Cabin Fever, Hostel) formår endnu engang at få publikum til at tabe kæben af både chok og begejstring.

Med Thanksgiving har makkerparret skabt en tradition, hvor alle gyserelskere med respekt for sig selv skal se denne film hvert år den 24. november.