Cph:Dox 2022
25. jan. 2022
The Territory
Den sydamerikanske regnskov Amazonas bliver mishandlet på de værst tænkelige måder, men nu går den indfødte lokalbefolkning til kamp ved hjælp af en dokumentarfilm. Foto | Doc Society

The Territory

Amazonas-indianere forsvarer deres territorium i danskproduceret dokumentar, der med stor effekt overlader kameraet til de indfødte.

Af Niels Jakob Kyhl Jørgensen

Langt ude i Amazonas’ regnskov går en vigtig frontlinje i kampen mod klimaforandringer.

Konflikten har stået på, siden den brasilianske regering første gang tog kontakt til Uru-eu-wau-wau-indianerne i 80’erne. Og det er kun gået én vej: stadigt mindre territorium og stadigt mindre grønt i Amazonas-regnskoven, verdens lunger.

Alene åbningsscenen i Alex Pritz’ dokumentarfilm The Territory føles som et overgreb. Med motorsav, gravko og traktor rydder svedige mandfolk den årtusinder gamle regnskov, så de kan opdyrke jorden.

Selv om deres territorium er fredet, lever Uru-eu-wau-wau-stammen nu på et isoleret område af regnskov, der er omringet af landbrugsarealer.

De står imod, så godt de kan.

Vi følger miljøaktivisten Neidinha, hvis fulde navn er Ivaneide Bandeira Cardozo. Hun hjælper stammen ved at være mellemled til myndighederne og ved at forsøge at skabe mediebevågenhed. Men interessen og sympatien for de indfødtes kamp er faldende.

Da den højreradikale populist Jair Bolsonaro vælges til præsident – blandt andet på et budskab om, at samtlige indianerreservater skal inddrages – græder Neidinha ved sin computerskærm.

De oprindelige folks vilkår bliver værre og værre, og fra politisk hold er man mere end villig til at vende det blinde øje til, når brasilianske bønder brænder skoven af i reservatet.

”Her på egnen er det som en gammel western-film. Der er en gruppe pionerer, som fører an, og så flytter der andre hertil,” siger den entreprenante gamle bonde Sérgio.

Han har gjort det til sin livs mission at etablere en by for hvide brasilianere på de indfødtes territorium.

Den amerikanske drøm har altid bygget på en forestilling om terra nullius, ingenmandsland, der forudsætter, at de oprindelige beboere ikke er rigtige mennesker.

Alex Pritz’ film dokumenterer ikke blot en igangværende miljøkatastrofe, men også en etnisk udrensning.

The Territory er udtaget til Sundance-festivalen i kategorien for internationale dokumentarer, hvor også A House Made of Splinters er at finde. Sidstnævnte er produceret af danske Final Cut for Real, mens førstnævnte foruden stjerneinstruktøren Darren Aronofsky tæller danske Sigrid Dyekjær blandt producerne. Hun stod bag The Cave og forlod sidste år sit produktionsselskab Danish Documentary for at gå egne veje med selskabet Real Lava.

The Territory har en humanitær mission, men kaster først og fremmest et humanistisk blik på den indfødte befolkning. Der er små åndehuller i den kun 83 minutter lange film, hvor vi lærer nogle af stammemedlemmerne at kende.

Som Ari, som patruljerer stammens territorium, og Bitaté, der i en alder af kun atten år vælges som stammens nye overhoved.

Sidstnævnte bliver et omdrejningspunkt i filmens anden halvdel.

Det meste af The Territory er optaget før pandemien, men da fortællingen føres frem til nutiden, sker der en omvæltning. For nok hænger coronavirus som en dødstrussel over de udrydningstruede stammebefolkninger, der befinder sig langt fra lægehjælp. Én stamme mistede ti medlemmer til sygdommen, får vi at vide sent i filmen.

Det er fem procent af deres befolkning!

Men nødvendigheden af at isolere sig åbner også for nye muligheder. Her præsenterer The Territory et meget direkte eksempel på, hvordan aktivistiske dokumentarfilm rent faktisk kan gøre en forskel.

Frem for at vende tilbage til Uru-eu-wau-wau-indianerne med hele sit filmhold efterlod filmholdet professionelt kameraudstyr til dem og oplærte dem i at bruge det.

Og Bitaté forstår at bruge de nye våben.

Hvor de tidligere har stået uden noget reelt forsvar mod de indtrængende, fordi bue og pil vil blive mødt med militærmagt, er de nu i stand til at gøre modstand ved at dokumentere, hvordan indflyttere forsøger at drive dem bort.

Det er en håbefuld slutning. Men en krig er ikke vundet med én sejr. Som Neidinha konstaterer sent i filmen, får hun intet ud af at ringe til politiet, og regeringen nægter pure at anerkende, at noget ulovligt finder sted.

Den eneste vej frem er international bevågenhed og politisk pres. Alene af den grund er The Territory en vigtig film.

Titel:
The Territory

Land:
Brasilien, Danmark, USA

År:
2022

Instruktør:
Alex Pritz

Medvirkende:
Ivaneide Bandeira Cardozo, Ari Uru-eu-wau-wau, Bitaté Uru-eu-wau-wau

Spilletid:
83 minutter

Premiere:
23. januar på Sundance-festivalen, 27. marts på Cph:Dox

Relevante artikler

Biografanmeldelse
28. dec. 2019
The Cave

The Cave

Fra samme skribent

Biografanmeldelse
01. dec. 2025
No Other Choice

No Other Choice

Biografanmeldelse
11. nov. 2025
Jay Kelly

Jay Kelly

Biografanmeldelse
19. okt. 2025
Frankenstein

Frankenstein

Nyhed
11. dec. 2025
Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Nyhed
10. dec. 2025
TV 2 beklager, men står fast på fyring

TV 2 beklager, men står fast på fyring

Nyhed
09. dec. 2025
Apple Tree Productions lukker

Apple Tree Productions lukker

Miss Austen
Serieanmeldelse
11. dec. 2025

Miss Austen

Long Story Short
Serieanmeldelse
10. dec. 2025

Long Story Short

Mira
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mira

Mand op
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mand op

Mest læste

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2
Nyhed
11. dec. 2025

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Apple Tree Productions lukker
Nyhed
09. dec. 2025

Apple Tree Productions lukker

Hans film var for grufuld for BBC
Nekrolog
08. dec. 2025

Hans film var for grufuld for BBC

Ekko
Magasin · oktober 2025

Ekko#99

På forsiden af det nye Ekko slår Sofie Gråbøl ud med en symbolsk knytnæve – 25 år efter Blinkende lygter. Hun har kun ros til overs for Anders Thomas Jensen, men ser med langt mindre begejstring på de krav, der blev stillet til unge kvindelige skuespillere i 1980’erne og 90’erne. ”Det var som en parasit, jeg havde. Uanset hvilken rolle jeg fik i de første mange år af karrieren, var der nøgenscener,” fortæller hun og beskriver en grænseoverskridende oplevelse fra Nattevagten