Terrifier 3

Der findes måske nok mere skræmmende, mørkere og deprimerende film. Men den kvalmende grusomhed, der lægges for dagen i tredje omgang med dræberklovnen Art, har jeg ikke set magen til.

Amerikanske Damien Leones første spillefilm om klovnen med et budget på blot 35.000 dollars blev et nichehit. Toeren fik 250.000 dollars at gøre godt med og tjente 60 gange så meget hjem.

I treeren har Damien Leone (som ikke er i familie med spaghettiwestern-legenden Sergio Leone) haft to millioner dollars at bruge på blod og indvolde. Det har givet pote, for ret overraskende er Terrifier 3 blevet den bedst sælgende film i USA i åbningsweekenden foran Joker: Folie à Deux.

Den replikløse klovn Art (provokerende komisk spillet af David Howard Thornton) vågner op fra de døde og begynder at tortere og myrde tilfældige mennesker.

Imens prøver helten fra forrige film, Sienna, at fejre jul, mens hun bearbejder sine traumer, inden klovn og kvinde mødes i et grotesk klimaks. Lauren LaVera spiller Sierra som et sympatisk nervevrag, men hendes historie overskygges af Arts eskapader.

I filmens indledning øksemyrder han en hel familie, inklusive små børn, uden skyggen af grund. Siden går det ud over unger på julegaveindkøb, sympatiske voksne og endda en godmodig ældre herre, der er klædt ud som julemanden.

Især én scene er så slem, at man helt bogstavelig får kvalme. En pr-taktik i forbindelse med Terrifier 2 var at uddele brækposer, og det er nok en god idé at gentage succesen.

Den nådesløst lange scene involverer to elskende teenagere i et brusebad, en motorsav og kønsdele i udskæringer, man forhåbentlig ikke har set andre steder. Det er en kombineret hyldest til Psycho og Motorsavsmassakren, men uden deres nådige mådehold.

Den allerede herostratisk berømte scene er uden tvivl den primære årsag til, at man tager ind og ser Terrifier 3. Halloween har vundet indpas i Danmark, så i anledning af højtiden vil landets gyserentusiaster også i biffen og se giraffen blive massakreret.

Terrifier 3 vækker mindelser om den type stumfilm, der dominerede, før mere traditionelt fortællende film overtog for over hundrede år siden.

De såkaldte attraktionsfilm ville vise publikum noget bemærkelsesværdigt frem for at fortælle en historie. Dengang kunne det være alt fra et kyssende par til en hund, der dræber rotter i et bur. Det skulle blot være noget, publikum ved overgangen til 1900-tallet ikke normalt kunne se, men på en eller måde hungrede efter.

Den moderne attraktionsfilm er to timer og fem minutter med en stum klovn, der udøver absurd, meningsløs vold, mens hans zombieveninde stimulerer sig selv med en dolk i skeden.

Hvad det siger om vores tid, hvor man ellers skulle tro, at der er rigelig rædsel i den virkelige verden, må vi hellere i denne ombæring lade ligge. Men som attraktionsfilm er Terrifier 3 faktisk imponerende helstøbt.

Handlingen fylder kun lige præcis nok til, at man kan mærke Sierras ubegribelige smerte. Paul Wileys atmosfærisk forstyrrende musik placerer publikum i et nærmest søvnigt helvede, der giver en underlig fornemmelse i kroppen, når rulleteksterne begynder, og mareridtet er slut.

Interessant er det også, at brusebadsscenen er det eneste tilfælde, hvor volden går ud over usympatiske personer. Nemlig en college-pige, der dyrker Sierras traumer som letfordøjelig true crime-underholdning, og så hendes smådumme kæreste.

Resten af ofrene er hæderlige mennesker og uskyldige børn. Publikum får altså ikke engang den perverse fornøjelse, det kan være at se røvhuller blive maltrakteret.

Det her er den reneste form for torture porn.

Dermed ikke sagt, at Terrifier 3 gerne vil udtrykke noget om menneskelig ondskab. Art har ingen grund til at gøre, som han gør, og manuskriptet spilder ikke tiden med at give ham én.

Filmen er udelukkende interesseret i de helt konkrete konsekvenser af ondskaben.

Huden, der bliver frosset ned og derefter skrællet af eller banket til plukfisk med en hammer. Rotten, der sendes med rør ned i halsen, hvor den tvinges til at gnave sig igennem det menneskelige kød.

Man kan blive helt forarget over, at nogen er blevet betalt for at udtænke så meningsløs ondskab. Men resultatet er en film, der kan mærkes i samtlige kropsdele.