Biografanmeldelse
16. juli 2015
Ted 2
Mark Wahlberg, bamsen Ted og Amanda Seyfried, der som potrygende advokat giver drengerøvsfilmen et feminint islæt. Foto | Justin M. Lubin

Ted 2

Absurd-morsomme cameos og populærkulturelle parodier kan ikke redde Seth MacFarlanes makværk af et manuskript.

Af Samina Jakobsen

Instruktør og manuskriptforfatter Seth MacFarlane har udtalt, at han ikke havde nogen planer om at lave en fortsættelse til storhittet om den potrygende tøjbamse Ted (2012), men efter at komedien indtjente 550 millioner dollars, kom han på andre tanker.

Det må siges at være en befriende ærlig udmelding. Desværre fornemmer man med det samme, at vejen til hurtige penge går gennem genbrug af gamle idéer.

Ted 2 starter med at gentage det bryllup, som Ted sluttede med. Nu er det blot tøjbamsen Ted, der skal giftes af Jens Lyn-ikonet Sam J. Jones, mens vi erfarer, at John (Mark Wahlberg) i mellemtiden er blevet skilt.

Brylluppet glider over i et storstilet danseshow, der er en levendegjort kopi af introen til MacFarlanes populære tv-serie Family Guy. Man trækker på smilebåndet i to sekunder over referencen, og derefter har man rigeligt med tid til bekymring i den langstrakte titelsekvens: Har MacFarlane slet ikke noget nyt at byde på?

Heldigvis kan morsomme cameos fjerne bekymringen for en stund.

En af de absolut sjoveste foregår i det supermarked, hvor Ted og konen Tami-Lynn (Jessica Barth) arbejder. En mistroisk Liam Neeson forsøger at købe et morgenmadsprodukt henvendt til børn, men er usikker på, om man kan købe det som voksen. Med en Neeson’sk intensitet bliver tøjbamsen forhørt om de risici, der følger med købet af morgenmadsproduktet. Er det overhovedet lovligt? Bliver man skygget, hvis man køber det?

De små sketches er MacFarlanes adelsmærke, og de fungerer fremragende i modsætning til det overordnede plot, som ligner noget, der er stykket sammen efter et ordentligt hvæs på den bong, som holder venskabet mellem Ted og John sammen.

Teds ægteskab til den rapkæftede, white thrash-blondine Tami-Lynn begynder hurtigt at knage, så de beslutter sig for at få et barn for at genfinde kærligheden i forholdet. Men et besøg hos lægen vækker opsigt hos myndighederne, der ikke mener, at Ted kan klassificeres som en person, men som en ejendom, og Ted må nu kæmpe sig vej gennem retssystemet for at blive anerkendt som et menneskeligt individ.

John og Ted får hjælp af advokaten Sam L. Jackson (Amanda Seyfried), en potrygende ung kvinde, der ligesom Mila Kunis i etteren skal give drengerøvsfilmen et kvindeligt islæt.

At Tami-Lynn i Ted allerede har et barn, er åbenbart glemt i hashtågerne, ligesom man åbenbart har glemt, at man allerede har brugt et sideplot med Giovanni Ribisi som ond kidnapper. Sam J. Jones bliver heller ikke ved med at være sjov, ligesom de mange penis-jokes også bliver trættende.

Den største styrke ved Ted var samspillet mellem Mark Wahlberg og MacFarlanes CGI-bamse, men i Ted 2 satser man åbenbart på, at sjove replikker er alt, en god komedie kræver. Og i det gigantiske arsenal af oneliners er der for mange, der rammer forbi målet.

Enkelte oneliners er dog så hamrende upassende, at de for alvor bliver sjove.

Det er vanvittigt morsomtat se MacFarlane spidde improvisationsteatret og dets evigt entusiastiske amatørskuespillere, når de begejstret beder publikum om en lokation eller person at improvisere ud fra. På mindre end 30 sekunder, når Ted og John at nævne alt det, der pt. må være det mest upassende at joke med, fra Bill Cosby til Germanwings cockpit.

MacFarlane er bare bedst, når han kommenterer på virkelige hændelser, revser medieindustrien eller parafraserer populærkulturen. Der er utallige sjove parodier og referencer til film såsom Rocky, Jurassic Park, Beetlejuice, Ringenes herre, Star Wars og ”alle film med Samuel L. Jackson”. Ligesom Teds retssag gennem mediemøllen i CNN, FOX News og Saturday Night Live er lige i øjet.

Men når MacFarlane gentager den præcis samme John Candy-sekvens fra Røvtur på 1. klasse, som han allerede har parodieret i Family Guy, begynder det at lugte lidt for meget af en pengemaskine. Og man begynder at håbe, at rygterne om en Ted 3 ikke er sande.

Titel:
Ted 2

Land:
USA

År:
2015

Instruktør:
Seth MacFarlane

Manuskript:
Seth MacFarlane, Alec Sulkin, Wellesley Wild

Medvirkende:
Seth MacFarlane, Mark Wahlberg, Amanda Seyfried

Spilletid:
115 min.

Aldersgrænse:
Tilladt for alle, men frarådes børn under 7 år

Premiere:
16. juli 2015

Relevante artikler

Biografanmeldelse
05. sep. 2012
Ted

Ted

Fra samme skribent

Biografanmeldelse
19. mar. 2019
Ramen Shop

Ramen Shop

Biografanmeldelse
07. jan. 2019
Før frosten

Før frosten

Serieanmeldelse
19. okt. 2018
Making a Murderer – sæson 2

Making a Murderer – sæson 2

Nyhed
11. dec. 2025
Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Nyhed
10. dec. 2025
TV 2 beklager, men står fast på fyring

TV 2 beklager, men står fast på fyring

Nyhed
09. dec. 2025
Apple Tree Productions lukker

Apple Tree Productions lukker

Miss Austen
Serieanmeldelse
11. dec. 2025

Miss Austen

Long Story Short
Serieanmeldelse
10. dec. 2025

Long Story Short

Mira
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mira

Mand op
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mand op

Mest læste

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2
Nyhed
11. dec. 2025

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Apple Tree Productions lukker
Nyhed
09. dec. 2025

Apple Tree Productions lukker

Hans film var for grufuld for BBC
Nekrolog
08. dec. 2025

Hans film var for grufuld for BBC

Ekko
Magasin · oktober 2025

Ekko#99

På forsiden af det nye Ekko slår Sofie Gråbøl ud med en symbolsk knytnæve – 25 år efter Blinkende lygter. Hun har kun ros til overs for Anders Thomas Jensen, men ser med langt mindre begejstring på de krav, der blev stillet til unge kvindelige skuespillere i 1980’erne og 90’erne. ”Det var som en parasit, jeg havde. Uanset hvilken rolle jeg fik i de første mange år af karrieren, var der nøgenscener,” fortæller hun og beskriver en grænseoverskridende oplevelse fra Nattevagten