Ted

Kvinde seksuelt tilfredsstillet af bamse bevæbnet med zucchini. Plysset kendis til bunds i hashmisbrug. Teddybjørn i slåskamp med Mark Wahlberg.

Komedien Ted lader sig nemt omsætte til salgbare spisesedler. Som en mellemting mellem en Wulffmorgenthaler-koger og en respektløs opdatering af 80’er-serien Alf går den direkte efter nærmeste anale smilehul. Den er veloplagt, selv-uhøjtidelig, skiftevis lummerfesen og skarpladt, helt som det må være, når en af USA’s mest hypede og respektløse tv-komediesnedkere for første gang får mulighed for at udfolde sig i live action-spillefilmformat som både forfatter og instruktør.

Manden er Seth MacFarlane (kendt for de fandenivoldske, animerede sitcom-serier Family Guy og American Dad), og omdrejningspunktet er simpelt og rent: Tag en nuttet tøjbamse, giv den menneskelige egenskaber (fremkaldt af en drengs fromme juleønske) og fjern så i øvrigt alt det nuttede ved den.

Engang var bjørnen Ted en tv-sensation. Nu er den voksen og yesterday’s news, stadig knæhøj, men med vildtvoksende slacker-nykker: en rap kæft, masser af ubrugelig viden, hedonistisk adfærd og indgroet bitterhed. Denne Peter Plys/Peter Pan-figur med misbrugstendenser, latent separationsangst og lidt for stor tiltro til egen charme er en absolut nydelse. Både stemme og bevægelser (lavet med motion capture-teknik) er Seth MacFarlanes egne, og man kunne fristes til ligefrem at kalde Ted for en interessant, psykosocial konstruktion – et logisk produkt af en forstadsidyllisk opvækst og indie- amerikansk retningsløshed.

Som tilfældet er med MacFarlanes tv-produktioner, er det nydelsesfulde tæt knyttet til det forbudte. Lad dette være sagt som både advarsel og anbefaling: Det fyger med fyord, jøde-, bøsse- og 9/11-vitser i Ted.

”Sådan har ingen talt til mig før,” hikser en potentiel arbejdsgiver til bjørnen, der er på vej ud i tvungen aktivering.

”Det er, fordi alle andre har munden fuld af din kones skede.”

”Du er ansat.”

”Lort.”

Det er under ethvert lavmål.

Jeg elskede det, og det vil trofaste MacFarlane-fans også gøre. Desværre er filmens fortællemæssige fokus ikke på Ted, men derimod på hans følgesvend gennem tykt og tyndt, den umodne bilsælger John (Mark Wahlberg), der engang ønskede sin bamse til live. Som 35-årig styrer John modvilligt, men støt mod den kernefamilie, som MacFarlane har kølhalet i sine tv- serier. Også John har vid og bid, og han er Teds eksistentielle kajplads.

Men i selskab med en gejl bamse med dræberinstinkt virker han uundgåeligt blodfattig, og da hans trofaste kæreste (Mila Kunis) tilmed er både omgængelig, dejlig og snusfornuftig, viger ironien overraskende for et varmhjertet og renfærdigt drama om at vælge og give slip. Det er akkurat lige så kedeligt, som det lyder, og filmen bliver derfor pueril hørm og opbyggelig romantisk mainstream-komedie i en sjælden, skizofren dobbeltpakning.

Den største undladelsessynd i filmen er, at anarkiet ikke forplanter sig fra Teds ringhjørne til filmens flow eller struktur. Man savner den uforudsigelighed, der har været den animerede sitcoms styrke siden 90’erne, fra The Simpsons til MacFarlanes tørt underspillede og derfor endnu skæggere sketches i Family Guy. Til gengæld er der en usædvanlig naturalisme i samspillet mellem skuespillere og bjørn. Mark Wahlberg virker næsten rørende dedikeret, og en koreografisk sublim slåskamp bringer tankerne hen på Star Wars-duellen mellem Yoda og Count Dooku.

Facit er, at filmen fremstår sjovere i kort formidlet pløk-form end i sit fulde 106 minutters udtræk. At se Ted føles akkurat som at blive hevet i den ene arm af bong-rygende venner og i den anden arm af den eneste ene.