Serieanmeldelse
10. nov. 2020
A Teacher
Det burde slå gnister mellem syttenårige Eric og hans voksne gymnasielærer, men kemien mellem Nick Robinson og Kate Mara mangler i A Teacher. Foto | Chris Large

A Teacher

Drama om forhold mellem kvindelig lærer og hendes elev gør os ikke klogere på magtmisbrugets komplicerede psykologi.

Af Frederik Hoff

A Teacher udfolder historien om en syttenårig drengs romance med sin nogle-og-30-årige gymnasielærer. Deres kærlighedsforhold føltes så rigtigt, men ender med sorg og en fængselsdom.

I den svære tid efter bruddet bliver læreren stemplet som en overgrebskvinde, mens drengen kæmper med at indse, at han selv er offeret.

Det skaber langtidsvarende traumer for begge parter. Ti år senere lever de stadig med følgerne af en affære bygget på et ulige magtforhold.

Desværre leverer Hannah Fidells A Teacher ikke varen.

Hun fortalte den samme historie i en film af samme navn fra 2013, og serie-udgaven formår trods en forlænget spilletid på ti afsnit af en lille halv time hver ikke at skabe større indsigt i et seksuelt magtmisbrug.

Det er ærgerligt, for serien har timingen med sig. Emnet er kun blevet mere aktuelt i de seneste syv år. Og det er interessant at se, hvad det gør ved oplevelsen, når den stereotypt klamme, behårede mand bag skrivebordet udskiftes med en sympatisk og tiltrækkende kvinde.

Skræmmebilledet af et overgrebsmenneske passer ingenlunde på Kate Maras lærer Claire, og faktisk kan man se forløbet med hendes øjne og forstå, at magtmisbruget for hende har virket som et reelt kærlighedsforhold.

Seriens problem er, at Kate Mara og Nick Robinson som eleven Eric ikke har fundet ret megen kemi i gymnasiets laboratorium.

På trods af ganske hyppige og til tider langtrukne sexscener føles deres forhold mere moderligt end seksuelt. Også selv om skuespillerne i virkeligheden er tættere på hinanden aldersmæssigt end de personer, som de spiller.

Man forstår aldrig, hvad der får Claire til at falde for den venlige og konventionelt attraktive Eric. Han er ganske vist en god storebror, men han mangler en egentlig personlighed.

Forholdet kommer således mere til at føles som en teenagedrengs fantasi om at være sammen med en ældre kvinde.

Serien vil øjensynligt gerne lære os, hvordan denne form for misbrug snyder ofrene til at tro, at de selv er ude om det. Det er en nuance, som A Teacher desværre taber på gulvet.

Erics smerte efter affæren virker mest som en teenagers sorg over tabet af en kæreste, men i sidste afsnit indser han ud af det blå, at han er blevet snydt og manipuleret.

Vi forstår aldrig, hvordan han når frem til den erkendelse, for vi har kun oplevet et gensidigt kærlighedsforhold, hvor han har taget lige så meget initiativ som hende.

Det kommer til fremstå, som om han blot har besluttet sig for at tage offerrollen på sig, fordi det giver ham nogle fordele.

En del af skylden for de uforståelige hovedpersoner må tilskrives to alt for sikre og anonyme skuespilpræstationer af Mara og Robinson. Begge underspiller det bedste, de har lært, men med det resultat, at personerne er pandekageflade og usexede.

Men hvad der for alvor svigter, er manuskriptet. Dialogen er forsigtig, mens handlingen bevæger sig frem med en sådan fart, at ”hej” stadig hænger i luften, når vi få sekunder efter står midt i en kriminel sexscene.

Det munder ud i en forspildt mulighed for at forstå, hvorfor den slags forhold – med forskellige kønsmæssige kombinationer – bliver ved med at opstå.

Hvis vi vil overgreb baseret på skæve magtforhold til livs, skal man turde dykke helt ned i nuancerne og forstå begge sider. I A Teacher forstår man desværre ingen af dem.

Titel:
A Teacher

Land:
USA

År:
2020

Serieskaber:
Hannah Fidell

Medvirkende:
Kate Mare, Nick Robinson, Ashley Zukerman

Spilletid:
Ti afsnit af cirka 25 minutter

Anmeldelse:
Ti afsnit

Premiere:
11. november på HBO Nordic

Fra samme skribent

Biografanmeldelse
03. dec. 2025
Zootropolis 2

Zootropolis 2

Biografanmeldelse
28. nov. 2025
Ingen kære mor

Ingen kære mor

Biografanmeldelse
05. nov. 2025
Musenes jul

Musenes jul

Nyhed
11. dec. 2025
Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Nyhed
10. dec. 2025
TV 2 beklager, men står fast på fyring

TV 2 beklager, men står fast på fyring

Nyhed
09. dec. 2025
Apple Tree Productions lukker

Apple Tree Productions lukker

Miss Austen
Serieanmeldelse
11. dec. 2025

Miss Austen

Long Story Short
Serieanmeldelse
10. dec. 2025

Long Story Short

Mira
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mira

Mand op
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mand op

Mest læste

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2
Nyhed
11. dec. 2025

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Hans film var for grufuld for BBC
Nekrolog
08. dec. 2025

Hans film var for grufuld for BBC

Ekko
Magasin · oktober 2025

Ekko#99

På forsiden af det nye Ekko slår Sofie Gråbøl ud med en symbolsk knytnæve – 25 år efter Blinkende lygter. Hun har kun ros til overs for Anders Thomas Jensen, men ser med langt mindre begejstring på de krav, der blev stillet til unge kvindelige skuespillere i 1980’erne og 90’erne. ”Det var som en parasit, jeg havde. Uanset hvilken rolle jeg fik i de første mange år af karrieren, var der nøgenscener,” fortæller hun og beskriver en grænseoverskridende oplevelse fra Nattevagten