Talenttyven

Sommetider er en idé til en film – det bærende hvad-nu-hvis– helt enkelt for dårlig. Det synes at være tilfældet i Jonatan Spangs instruktørdebut Talenttyven, der, ganske som titlen siger, handler om, hvordan folk i et ellers meget virkelighedsnært univers pludselig kan tappe talent af hinanden og dermed udveksle det hovederne imellem.

Det lyder selvfølgelig åndssvagt, men i andre lige så åndssvage historier – den mest berømte af dem er Mary Shelleys gotiske roman om Victor Frankensteinog hans monster – bruger man historien til at pege på noget andet end sig selv. Hos Shelley er det forholdet mellem mennesket og Gud, der sættes på prøve – må man mingelere med skaberværket, eller skal man holde nallerne væk? Et af problemerne i Talenttyven er således helt nede i roden: Hvorfor er det spændende at stjæle talenter fra hinanden? Er det sjovt? Og er historien vigtig?

Svaret er et nølende næh, ikke rigtig. Undtagelsen er, når Jonatan Spang leger med kønsroller. Når Casper Crump giver den som (toptrænet) bimbo-mand, og Mille Lehfeldt skal spille et (meget ”blondt”) geni, så er det faktisk ret sjovt. Og netop blandt skuespillernes præstationer er der deciderede hits, herunder i casting. Frank Hvam er intet mindre end handsome med fuldskæg. Men når det halter i manuskriptet, og det gør det ikke som sådan, men på idéplan er den altså helt gal, så spiller selv Birthe Neumann sløjt, mens Nicolas Bro leverer, men heller ikke mere. 

Historien, for så vidt den er der, handler om en opofrende kvinde, der i hemmelighed er et opfindergeni, og som er kæreste med en spejlblank sanger fra et efterhånden has been-boyband. Mark og Laura, som de hedder, er modsætninger, og da Laura får ”målt” sit talent af Nicolas Bro i en dyrehandel – filmen er så åndssvag – får hun et verdensgennembrud som opfinder af en mikrobølgetekop. Men Mark bliver jaloux, og han stjæler talentmålermaskinen og tapper hendes talent over i sig selv. Pludselig kan han skrive megagode popsange og står foran et gennembrud i hele verden. Mon Laura får talentet igen? Kan Mark nænne at gå af med det – i kærlighedens navn?

Vi bliver aldrig for alvor interesseret i kærlighedshistorien – og vi bliver heller ikke interesseret i filmens kønslege. Til det er de simpelthen for overfladiske. I stedet sidder man og studser over, at der stadig kan trækkes veksler på Nik & Jays dårlige tekster og fesne look, ligesom man undrer sig over, at det stadig skal være sjovt at se komiker og Radio24syv-vært Simon Jul være evindeligt racisme-castet som generaliseret asiat – denne gang er han oversætter for en business-kinøjser, for vi ved jo alle, at kineserne, uha, de kommer …

Så er det langt sjovere at se Frank Hvam som en 110 procent spot-on karikatur af en jysk direktørtype, der sexchikanerer kvinderne i virksomheden, slår medarbejderne og – for alt i verden – ikke vil have fagforeningen involveret.

En vigtig del af filmen er musikken, der skal medvirke til at skildre et herredårligt band. Det lykkedes nærmest perfekt, må man med skam meddele. Det er uudholdeligt grimt og ikke på nogen rigtig sjov måde. Og da der til sidst skal laves et rigtigt ørehængerhit, sådan et man skal gå ud af salen på, er det i grunden bare en virkelig slap udgave af Kasper Winding.

Sommetider kan man blive edderspændtrasende, når man skal anmelde en dansk debut, der er noget hø. Men sådan er det ikke her. For med Jonatan Spangs tankevækkende stand-up og med hans udmærkede præstationer i alt fra Fidibus til Forbrydelsen III er man egentlig parat til at lege med. Men skuffelsen er nærmest total.

I en lille birolle spiller Hella Joof en perfid parkeringsvagt, og dét kan være en dør ind til noget af forklaringen på Talenttyvens kedsommelighed. Joof har nemlig netop lanceret en langt mere morsom og helstøbt komedie, Sover Dolly på ryggen?, som har en totalt kedelig historie, der er vildt hysterisk realiseret. Hos Jonatan Spang er det desværre lige omvendt.