Sygeplejersken

At hæve sig over enhver form for sensationalistisk dramatisering.

Det var journalisten Kristian Corfixens mission, da han skrev sit værk om Christina Aistrup Hansen. I 2017 blev sygeplejersken dømt for fire drabsforsøg på patienter på Lolland Falster Sygehus, men hun mistænkes for over hundrede mord.

Som Corfixen fortalte i et interview til Ekko, er hvert eneste ord i bogen hentet gennem interviews med de tilstedeværende. Bogen er ikke baseret på virkelige hændelser. Den er virkelige hændelser.

Man ville ikke have troet, at bogens ånd ville kunne overføres i en fiktionsserie, der udgives af den amerikanske streaminggigant Netflix.

Men det er ikke desto mindre lykkedes for serieskaberne Kasper Barfoed og Dorte W. Høgh.

Fra starten træffes et valg, som retfærdiggør den dramatisering, der uundgåeligt vil være i en serie med skuespillere og en fortættet historie.

Serien handler nemlig slet ikke om Christina Aistrup Hansen. Hovedpersonen er hendes kollega, det senere kronvidne i sagen, Pernille Kurzmann Larsen, som også er en af hovedkilderne i bogen.

Vi følger den nyuddannede sygeplejerske. Hun er først overvældet af presset, da hun starter på Lolland Falster Sygehus’ akutafdeling. Men så bliver hun slyngveninder med afdelingens overselvsikre stjernesygeplejerske Christina.

Efterhånden lægger Pernille dog mærke til ikke bare kollegaens lovligt afslappede forhold til sandheden. Men også hendes evne til altid at være på pletten, når ellers stabile patienter pludselig får hjertestop.

På trods af Christina Aistrup Hansens dom vælger Kristian Corfixen i sin bog aldrig side i skyldsspørgsmålet.

I en dramatisering vil man som regel være nødt til at tage stilling. Og det kan umiddelbart virke, som om Sygeplejersken vælger Pernilles version, men det er ikke tilfældet. Intet af det, vi ser, beviser entydigt, at Christina er skyldig i andet end at være en opmærksomhedssøgende og uheldig sygeplejerske.

Formålet med serien er slet ikke at spekulere i, om Christina rent faktisk dræbte nul, fire eller 120 mennesker. Pointen er at vise de rædsler, som Pernille gennemgik for at afsløre hende.

Hver scene er nærmest taget direkte ud af kronvidnets beskrivelser i bogen. Men med det klaustrofobiske, visuelle univers, hidsige lyddesign og overbevisende spil af Fanny Louise Bernth bliver Pernilles angst levende og mærkbar.

Hun går først til afdelingssygeplejersken, der blankt afviser mistanken som fnidder. Og så kommer den skæbnesvangre, mareridtsagtige nattevagt, hvor Pernille beslutter sig for at tage Christina på fersk gerning.

En hel nat må hun forsøge at redde de pludseligt livstruede patienter og samtidig holde styr på Christina, inden hun gør mere skade. Det er noget af det mest vellykkede psykologiske horror, der er lavet på dansk jord.

Sidste år brillerede Tobias Lindholm med den amerikanske film The Good Nurse, der handlerom en lignende sag. Men hvor filmen er fascineret af morderens syge sind, accepterer Sygeplejersken hurtigt, at den ikke kan sige noget endegyldigt om årsagen til Christina Aistrup Hansens gerninger.

Vi kan kun se hende på afstand i skikkelse af Josephine Park, der formidabelt spiller Christina med lige dele rå selvtillid og ubeskrivelig akavethed.

Skræmmende, men aldrig et monster.

Man kunne nemt have tilgivet Sygeplejersken, hvis den havde dramatiseret historien noget mere. Men det er også en fornøjelse at se, at det kan lade sig gøre at lave et true crime-drama, der både er gribende og troværdigt.

Den sande historie om, hvad Pernille Kurzmann Larsen gennemgik på en nattevagt i 2015, er i hvert fald så uhyggelig, at ingen yderligere dramatisering er nødvendig.