Swinger

Swinger kalder sig en komedie, men nogen befriende latter udløser den ikke, højst nogle bedrevidende fnis. Instruktøren fornemmes konstant som den bedrevidende manipulator bag de ynkværdige personers velkendte dilemmaer.

Og hvis man tror, at titlen står for en udforskning af det specielle swingermiljø, skuffes man også. Hverken filmen eller dens personer swinger i nævneværdig grad, og den swingerklub, hvor det meste af handlingen foregår, er i virkeligheden blot den ydre ramme for en besk parforholdsanalyse af meget traditionelt tilsnit.

De 40-45-årige par, der opsøger den ret luksuriøst udstyrede klub, har ondt i ægteskabet, som det allerede fremgår klart af de sjovt pointerede præsentationsscener, der rammer plet med adskillige drilagtige detaljer. Vi ved med det samme, hvem de er, disse borgerskabets søvngængere, der på ingen måde har forstået at fastholde ungdommens kærlighedsdrøm.

Alligevel er de ikke hævet over at opføre jalousidramaer, når der – i øvrigt ret behersket – skejes erotisk ud i swingerklubben. Måske mere af smålighed end af ægte, følelsesbåret skinsyge.

Problemet er, at Mikkel Munch-Fals holder sine personer ud i strakt arm, og han har virkelig ikke særligt meget at fortælle om dem. I stedet lader han dem filosofere bittert og syrligt over alle frihedsdrømmenes fallit og kærlighedens trange kår i vaneægteskabets favn.

”Skal vi ikke bare give kærligheden en lille chance,” jamrer Martin Buchs skvattede og grundlæggende desperate ægtemand Adam efter at have fået længe slumrende følelser vakt af seancens yngste kvinde, den appetitlige studerende (Natalie Madueño).

”Jo, det går vi nu ned i kælderen og gør!” svarer swingerværtinden (Birthe Neumann) prompte, for dernede gør man alt det frække, og hun forveksler selvfølgelig sex med kærlighed. Og i kælderen sker der så ting, som kuler kærligheden endnu længere ned i dybet. Filmen synes mere båret af ubehag end glæde ved kødets lyster.

Til allersidst tændes dog et par små lys i personernes selvoptagede mørke, nærmest som positivt pligtarbejde for en instruktør, der nødigt vil lade alt håb ude.

Mange replikker er kvikt og begavet formuleret på papiret, men virker fortænkte i de ellers glimrende skuespilleres munde.

Ordene fødes langt fra altid organisk ud af situationen, de føles for ofte som forfatterens forsøg på at gøre sig klog. Og bedre går det slet ikke, når swingergruppens yngste, mandlige medlem oplader sin røst i koket sang.

En udlevering? Svært at vide.

Solidariteten med personerne i denne film nummer to er i hvert fald slet ikke så stor som i Munch-Fals’ debutfilm Smukke mennesker, der handler om, hvordan ensomme tabere bliver vindere ved at holde sammen. Dog også i en noget fortænkt konstruktion.

Munch-Fals har måske selv set misantropi-faren og giver i hvert fald portrættet af filmens unge pige blandt de midaldrende mennesker en interessant drejning.

Står hun for frisk, uspoleret ungdom, sådan som man foranlediges til at tro i starten, og som hun spilles af den meget imødekommende og smilende Natalie Madueño? Eller har hun en skjult agenda? Her er en flertydighed, som klæder filmen.

Til plussiden hører også nogle gode skuespillerpræstationer. Rasmus Botoft spiller arrogant overklasseløg, en variation af hans Poul fra satireserien Rytteriet. Og hans partner herfra, Martin Buch, af-sentimentaliserer hovedrollen som den gennemført frustrerede Adam, i sig selv lidt af en joke i en swingerklub.

Glimtvis interessant er også Therese Damsgaard som Botofts tavse hustru, men hendes glødende intensitet tilhører en anden film.