Super8 – afgangsfilm årgang 9

Der bliver for alvor satset på andre virkemidler end dialog i afgangsfilmene fra Super8. Resultatet er edderspændende fortolkninger af klassiske genrer som gys, kammerspil og psykologisk drama.

Talenterne fra den aarhusianske filmuddannelse har allerede markeret sig som filmskabere, der udfordrer det konventionelle filmsprog og skaber en dybere psykologisk indsigt i filmenes personer.

Især instruktør Nicolai G.H. Johansen skiller sig ud med en markant fortællestil.

Tidligere har han vendt gysergenren på hovedet med den sanselige Nøcken, der ved Ekko Shortlist Awards 2019 blev belønnet for sin originale brug af lyd. Instruktørens seneste udspil i samme genre, Inherent, er desuden udtaget til dette års filmfestival i Cannes.

Det tegner godt for dansk film med en årgang, der dristigt eksperimenterer med alternative måder at fortælle en historie på.

Prolog

Jazzmusikken spiller i det møgbeskidte køkken, når Lea kommer hjem fra arbejde. Hendes spontant anlagte kæreste, der forbliver navnløs, er glad for at se hende, men hun er lidt træt.

Der udspringer en særlig stemning af skuespillerne Line Nørholt og Jakob Åkerlinds medrivende kemi. Pingpong-dialog om deres umage indstilling til livet sender et ildevarslende signal om parrets fremtid.

Instruktør Sofie Krogh Grud har skruet et fremragende kammerspil sammen, hvor dialog, dynamik og en anspændt atmosfære går op i en højere enhed. Fotograf Peter Sørensen finder en ganske særlig skønhed i den ellers helt almindelige ungdomslejlighed.

Lea placeres statisk i midten, imens kæresten energisk fræser rundt omkring hende for at fylde vin op, dække bord og til sidste hente sin guitar, fordi han skal ud og spille koncert. Hun sidder ganske parat til stabilitet bag hjemmets fire vægge, imens han bogstavelig talt er på vej ud og slet ikke klar til at slå sig ned.

Dommerens arv

Der er en mareridtslignende stemning i filmen, hvor en succesfuld dommer vender tilbage til barndomshjemmet og må se fortiden i øjnene. Men lige præcis, hvad der er sket i instruktør Josefine Bondes gådefulde gyser, forbliver sløret.

Dommerens arv er en urovækkende skildring af ubehandlede traumer, selv om det enigmatiske drama indimellem er svært at følge med i.

Men altid fremragende Maria Rich (Bedrag, Et knæk) er en fornøjelse som den unavngivne dommer. Hun er selvsikker, ja, nærmest strid, når hun falsk smiler til journalisten, der interviewer hende i forbindelse med en bogudgivelse.

Ansigtet stivner imidlertid, når samtalen drejer i en retning, hun er utilfreds med.

Grænsen mellem drøm og virkelighed udviskes, da hun ser sin dobbeltgænger i skoven. Hendes alter ego er en tjenende ånd, der gør alt for at tilfredsstille moren, som belønner datteren med spot og spe.

Hvis du vidste

Nicolai G.H. Johansen mestrer den fatalistiske fortælling om ulykkelig kærlighed. Med ganske få virkemidler opbygger han en intens og næsten voldsom stemning omkring hovedpersonen.

Filmen følger den unge Leonora, der døjer med panikanfald efter bruddet med kæresten Niklas. Skuespiller Mathilde Arcel Focks intense gispen, vidåbne mund og udspilede, bange øjne er mere sigende end tusind ord.

Angsten er smitsom og spreder sig til seeren. Det kan derfor læses som en metabevidst opfordring, når hendes psykolog opfordrer hende til ”at hvile i angsten”.

Hun løber og dyrker yoga for at berolige sindet, men kan ikke lade være med at følge Niklas på sociale medier.

Nænsomt fanger kameraet skuespillerens åndedræt, imens skærmen spejles i hendes øjne. Stemningen skifter, imens hun trækker vejret hurtigere, så hendes eskalerende hjerteslag nærmest bliver synlig.

Hun må op fra sofaen og ud at løbe igen. Det er en ond cirkel, der tilsyneladende ingen ende får.

Parforholdets ophør ulmer i baggrunden, men det er hendes tunge hjertesuk og skam, der er filmens kerne. Mesterlig gør instruktøren hendes sindstilstand mere spændende end den mest nervepirrende biljagt i en thriller.