Super Charlie

Hvis man skal tro børnefilmindustrien de sidste mange år, er idéen om spædbørn med særlige evner så utroligt sjov og interessant, at den sagtens strækkes over flere på hinanden følgende film.

Bizart, eftersom filmkarakterer helst skal være komplekse og mangefacetterede, mens nyfødte mennesker som hovedregel har ret simple personligheder.

Måske skyldes misforståelsen, at DreamWorks’ Boss Baby blev nomineret til en Oscar i 2018.

I hvert fald blev en baby med superkræfter nærmest hovedperson i Pixars De utrolige 2. Og konkurrenten Illumination fandt det passende at smide et superskurke-blebarn ind i centrum af den fjerde, trætte film om Grusomme mig.

Her i Norden gør vi gerne amerikanerne kunsten efter, så den svenske instruktør Jon Holmberg har med danske A. Film og Nordisk Film samt svenske produktionsselskaber i ryggen skabt Super Charlie – baseret på Camilla Läckbergs svenske børnebøger af samme navn.

Filmen handler om det tiårige mobbeoffer Wille, som finder ud af, at hans nyfødte lillebror Charlie har superkræfter. Sammen skal de nu bekæmpe en voksen superskurk ved navn Inferio og samtidig holde superaktiviteterne hemmelige for deres forældre.

Undervejs kommer vi også kort forbi et forvirrende og ikke specielt børnevenligt underplot om oprustning af det hårdtprøvede svenske politi. Her lægger tidligere finansminister og chefredaktør for Børsen, Bjarne Corydon, stemme til en politiker.

Men ellers er der ikke meget gods i den 80 minutter lange historie.

Fokus er det spirende forhold mellem Wille og Charlie, som ikke rummer nogen naturlig konflikt, men alligevel får én påduttet.

I et svagt øjeblik beslutter Wille sig for at udnytte Charlies evner til selv at vinde sig ære som superhelt. Wille dropper godt nok den usympatiske idé igen nærmest øjeblikkeligt, men fordi han af en eller anden grund skrev sin planlagte ugerning ned, kan Charlie læse det.

Han bliver såret, så Wille lærer en dødssyg lektie om, at familie er vigtigere end berømmelse.

En mere forceret konflikt skal man vist lede længe efter. Og filmens humor er desværre ikke i stand til at kompensere for det klodsede drama.

Det skyldes især en underligt akavet dansk versionering, der ikke formår at fange de sikkert mange finurligheder i de svenske replikleveringer.

Måske er forklaringen, at de dygtige danske stemmeskuespillere som regel eftersynkroniserer engelske stemmer og ikke er vant til at ramme nuancerne i roligt, svensk skuespil.

Et lille højdepunkt er dog Willes tumpede betjentfar, der hverken kan desarmere bomber eller finde sit tøj.

Han spilles tilbagelænet af Anders W. Berthelsen, som får lagt lidt godmodig hverdagsdistræthed ind i familiefaren og henter et grin på replikken: ”Hvis du ikke snart hjælper mig med at finde mine bukser, så begynder jeg altså at græde.”

Men ellers bærer stemmerne præg af manglende overskud og savner følelsesmæssig bund. Kombineret med den knivskarpe 3d-animation får det filmens univers til at føles sterilt og ucharmerende.

Det gør ikke tingene bedre, at figurerne er chokerende usympatiske.

Wille plages af ondsindede bøller, der er som taget ud af en high school-film fra 80’erne. Inferio er en gabende uinteressant psykopat med to misundelige og ukarismatiske idioter som håndlangere.

Endnu værre er Willes forældre, der er fuldstændigt ligeglade, når Wille kommer hjem med et blåt øje efter et møde med bøllerne.

Selv Wille er til tider forbløffende selvisk, men uden at manuskriptet tør tage konsekvensen af det. Han fortryder altid de grimme tanker øjeblikkeligt.

Babyen Charlie er den eneste nogenlunde sympatiske figur i filmen, og han alene får ansvaret for at holde sammen på filmen og gøre den interessant.

Det er for stor en byrde at lægge på et spædbarn.